Plader

SGNL_FLTR: Chrono

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Danny Kreutzfeldt er mest kendt som noise-musiker. Men han laver også musik under en række pseudonymer. Et af dem er SGNL_FLTR, og det bruger Danny Kreutzfeldt, når han laver minimalistisk, mørk techno. Chrono er hans andet SGNL_FLTR-album, men det virker som en famlende debut.

Danske Danny Kreutzfeldt er en særdeles aktiv herre. Han er en af drivkræfterne i det århusianske noisemiljø, udgiver støj under eget navn, og har derudover en række andre pseudonymer, han laver musik under. Et af disse dæknavne er SGNL_FLTR, som Danny Kreutzfeldt bruger til at udforske mere strukturerede og pumpende forløb, og Chrono er hans andet album under dette navn.

Pladen er en mørk omgang minimalistisk techno. Men inden betegnelsen techno skræmmer for mange læsere væk med forestillinger om industrihaller, hvor folk danser til monotont pumpende musik, skal det siges, at SGNL_FLTR ikke er specielt hårdt dunkende. Det virker faktisk, som om Danny Kreutzfeldt mere har villet udforske musikkens midler, end han har været interesseret i, om folk nu kunne danse eller ej. Det kan høres i hans brug af beats, som dels er stillestående, dels har et drive uden at være pumpende.

Det betyder også, at der er flere af numrene er ret stillestående. Åbneren “Undra” er afdæmpet, dyster techno, som bedst kan beskrives som en form for industriel dub. Der er masser af undertoner af fabriks- og maskinstøj; metalliske toner fra industri og skærende lyde blander sig med det dovne beat. Scenen til SGNL_FLTR’s univers er sat.

“Quakomprr” er mere oppe i tempo, men dette til trods er det et af de numre på albummet, hvor SGNL_FLTR synes at komponere i ring. Den knitrende baggrund gentages på et loop af dybe, pulserende bastoner, og kun indimellem høres et markerende trommeslag. At sige, at der dermed ikke er en udvikling i nummeret, vil være at lyve – men det stillestående og dermed kedelige træder længst frem i udtrykket. Hvor ambient musik synes at opløse tiden og dermed musikkens univers, er et nummer som “Quakomprr” og til dels også “Bleck” blot en evig gentagelse.

Så er der meget mere at hente for lytteren i “Suite”, hvor tempoet er skruet op – men her med et arbejdende beat. Vi befinder os stadig i et minimalistisk lydbillede, men nu kan man faktisk danse. Et beat får følgeskab af lysere toner, der danner en baggrund, men melodien er ikke dominerende. Tempo er der også i nummeret “Reck”, og her henter Danny Kreutzfeldt igen sin inspiration i maskinernes metalliske og skurrende univers.

Danny Kreutzfeldt betræder et nyt territorium, når han tilføjer musikken melodiske og blødere elementer, som nærmest minder om melodi – et element, der i hvert fald hos SGNL_FLTR ikke har været det, som har domineret allermest i lydbilledet. På dette album finder man det i “Suite”, men mest udpræget i “Ajaara”, der ligesom åbneren er slæbende og dub-inspireret. Men her drypper Danny Kreutzfeldt lysere stearin-toner som melodi hen over beatet. Samme skjulte melodiske elementer finder man godt gemt under den støj, som flot præger sidste halvdel af “Cause” og dermed afslutter albummet.

Til trods for de enkelte melodiske indslag, er Chrono generelt set dog et mørkt, industrielt præget album. Det virker også lidt ufuldendt og søgende, hvilket kan skyldes, at de forskellige numre og deres udtryk ikke for alvor kommer til at spille ordentligt sammen. Hvis det ikke havde været en erfaren herre som Danny Kreutzfeldt, der stod bag albummet, lugtede det lidt af en famlende debut. Nu er det bare et halvgodt, udforskende album fra en etableret kunstner.

★★★½☆☆

Deltag i debat