Plader

South: Adventures in the Underground Journey to the Stars

Skrevet af Anders Mortensen

Elektronisk poprock med flair for den gode melodi er godt. Men når den gode melodi er blevet hørt så mange gange før fra mange andre og bedre bands, er det svært ikke at kede sig sammen med South.

Originalitet behøver ikke nødvendigvis at være et tegn på kvalitet. Musik kan være nok så avantgardistisk, eksperimenterende og afprøvende – og samtidig være en stor, ubrugelig klat ligegyldighed. Den slags musik forfalder til tider til sonisk selvtilfredsstillelse for skaberen.

Når man har haft den type musik i øregangene, kan det være rart med den gode melodi, som strømmer ud af radioen og får foden til at tappe lystigt. En gruppe som Belle and Sebastian har formået at skabe et poppet udtryk igennem beroligende twee, der stadig beholder en indie-attitude og lyd, der er kendetegnende netop for dette band. Så ja, glad pop og strålende melodi; I er yderst velkomne, begge to. Aaaah, tilfredsstil mine ører. Få mig til at glemme stress og jule-jag. Bare kom ind.
Men ikke jer, South. Det er ikke, fordi musikken er dårlig, og I spiller og synger skam fint. Men I ku’ sgu godt prøve bare en smule selvopfundet.

Souths musik er kort fortalt de lettest tilgængelige dele af postpunk, britpop og Beach Boys-harmonier proppet i en uoriginal blender, og det er blevet til deres fjerde album Adventures in the Underground Journey to the Stars. De har leveret sange til både The O.C. og Six Feet Under, så der rækkes i alle retninger, og det viser sig også at være meget sigende for denne plade.

“Shallow” kunne være Echo and the Bunnymen eller Interpol. Den samme lyd bliver brugt, og de mørke 80’er-guitarer får én til at tænke i musikhistoriske sammenhænge, men det bliver bare til ren retro. Næste nummer, “Habit of a Lifetime” er Travis. Den lette og poppede melodi, der ikke er for poppet til, at det ikke er “okay” for en semi-hipster at kunne lide det.

Og så er der “You Are One”, der er The Strokes. Ikke lyder som The Strokes; det er The Strokes, hvis man tager vokalen væk. De samme klimprende guitarer, der i lynhurtigt tempo trækker tråde tilbage i tiden, og den formel er desværre brugt før, både i original form og i retro-form. Ét nummer er Coldplay, et andet er Muse, og sådan fortsætter det igennem hele Adventures in the Underground Journey to the Stars. De personlige præg, South nu en gang har sat på musikken, er næsten fuldstændig udvisket, når man som lytter ikke kan få idolerne ud af hovedet

South er egentlig ikke andet, end hvad de udgiver sig for at være: et poprock-band med et par elektroniske elementer og en god sans for vokalharmoni. Der er intet markant ved nogen af bandmedlemmerne.
Tag nu bare forsangeren: Hvis man tog alle de bedste, men også mest almindelige dele af vokalerne fra alle sangere i hele verden, ville man ende op med hans stemme. Lidt ligesom dåseleverpostej. Det smager godt, er billigt, fungerer til ug, når vi taler festivaler, men det er stadig dåseleverpostej.

Harmonierne er det eneste gennemgående i alle sangene, og det er uden tvivl en kvalitet, der taler for bandet, men når sangene samtidig er så forskellige og trækker på så mange forskellige inspirationskilder, bliver musikken fuldkommen anonym. Der mangler den ene lille sprække, hvor der skinner bare lidt mere personlighed, legesyge og originalitet ud af pladen, men jeg kan ikke rigtig finde den.

De gode melodier vejer op for pladen, som da heller ikke undgår at vokse på lytteren. Man kan høre den med fornøjelse og tilfredsstillelse søndag morgen, men den er glemt søndag middag. Er det den slags musik, man leder efter, er det her det perfekte album. Men hvis man har lyst til noget med identitet, er der heldigvis et enormt udvalg derude.

★★★☆☆☆

Deltag i debat