Plader

Sparkplug: Dharma Punks

Skrevet af Mads Jensen

Dharma Punks kalder Sparkplug deres andet album. Men nu er det jo ikke punk, bare fordi de siger det. Kun teksterne emmer af punk, men de drukner i poleret rock. Der gemmer sig dog et par perler, der vidner om, at Sparkplug kan mere, end de viser.

Titlen Dharma Punks indikerer ligesom pressemeddelelsen, at Sparkplug er et punkband. Et buddhistisk punkband endda. Det lyder mærkeligt, men i virkeligheden er det slet ikke noget specielt. Det er et rocket album, men punk er det næppe.

Den fandenivoldskhed, der omtales i pressemeddelelsen, indfinder sig ikke rigtigt på pladen. Lyden er for poleret til at passe til det image, bandet lægger op til, og teksterne er for banale. Vokalen er punket forstået på den måde, at den oftest ikke er særlig pæn. Til tider er der en påtaget amerikansk accent, som kan være belastende at lytte til. Hos Sparkplug virker det, som om lyden skal passe til mainstream-medierne. Teksterne er banale nok til mainstream, men MTV kan nok ikke lide passager som »Pimp my ride and give me style, surgery will preserve my smile / At least for a while.«
Altså er det lidt svært at gennemskue, hvad planen med udgivelsen er.

Numrene er næsten alle rocksange. Ikke mere, ikke mindre. De er meget radiovenlige, og med radiovenlig mener jeg uinteressant. Musikken er aldeles velspillet og velskrevet. Det er bare for kedeligt. Det står på intet tidspunkt klart, hvor punkreferencen fra pressemeddelelsen kommer fra.
Imidlertid skal albummet nok falde i nogles smag. Det er bare ikke lyttere, der ønsker at blive udfordret, når de lytter til musik. Albummet er fint nok at have på i baggrunden, men hvis man sætter sig til at lytte til pladen, bliver man skuffet. For den er kort sagt for kedelig, til at man kan bevare interessen hele vejen gennem albummet.

En af de bedre sange er en af de mindst rockede. Det den meget afslappede kærlighedssang “Limbo”. Her virker Frederik Hansens vokal fint, og det hele går op i en enhed. Det er et mere helstøbt udtryk, der skinner igennem her. Ingen rå vokal sammen med poleret rock og anarkistiske tekster – bare et sammenhængende udtryk, som giver mening.

Vokalen trækker både op og ned. I “Limbo” er den et aktiv, mens den i f.eks. “Feet Back on the Ground” ikke rigtig træder frem. Den er der bare. Det eneste, der får lytteren til at bemærke den på de mere rockede sange, er den amerikanske accent, der ikke gør noget positivt for pladen.

Teksterne er af anarkistisk karakter. De kunne uden videre bruges, når Ungdomshuset skal stå sin prøve inden længe. Eksempelvis synges der på “Property Is Robbery”: »Don’t give an inch, take a mile / Every fortune’s built on a crime«. Det er for så vidt fint nok med noget politisk attitude, men teksternes budskaber trænger ikke let ind, når de er gemt bag en pæn rocklyd.
Sparkplug sætter sig mellem to stole. Hvis de vil være anarkistiske og fandenivoldske samfundskritikere som Rage Against the Machine, skal musikken matche ordene. Det er i teksterne, man kommer tættest på den punkattitude, som albumtitlen lægger op til. Men punk bliver det ikke.

Pladens bedste nummer er det allersidste – det skjulte. Det er et seks minutter langt tilbagelænet jazznummer, der lyder, som om man stille glider gennem en regnvåd storbynat i gadelysenes skær. Det er meget pudsigt, fordi pladens hårdeste rocknummer ligger umiddelbart før denne hemmelige perle.
“Trip Without a Ticket” er et nummer, der bedre passer til den attitude, de lægger for dagen. Her er mere skrald på og mere støj på guitaren. Det klæder musikken, og vokalen passer bedre her end på de mere mainstreamrockede sange. Disse sidste to skæringer er om noget et vidne om Sparkplugs evner. At de magter at gå fra den ene yderlighed til den anden og mestre begge dele, må siges at vidne om deres kunnen både mht. sangskrivning og ditto udførelse.

Helhedsindtrykket trækkes op af de sidste to numre og “Limbo”. Resten kan efter gentagne gennemlytninger ikke undgå at flyde ud i en grå og uformelig masse. Det er ikke med Dharma Punks, at Sparkplug får markeret sig som et interessant rockband. Men hvis de vil, kan de gøre det på den næste udgivelse.

★★★☆☆☆

Om skribenten

Mads Jensen

 

Biografi:

Jeg kom først sent til at høre god musik, om man så må sige. Som lille knægt syntes jeg, at Shakin’ Stevens og Tina Turner var ret godt. Senere var jeg lige inde over lidt euro-dance. Nu er jeg lykkeligvis blevet kureret og hører, hvad jeg vil kalde markant bedre musik. Jeg kommer fra Aalborg, men bor nu i Odense, hvor jeg læser filosofi med engelsk som tilvalgsfag. Mine interesser udover musik er primært litteratur og at skrive. En god diskussion om religion eller udenrigspolitik går jeg heller ikke af vejen for.

 

Hører i øjeblikket:

Santogold: S.t.

- En blanding af alt godt fra den dansable musiks verden. Jeg ved ikke, hvor godt den holder i længden, men lige nu passer den perfekt. MySpace.

Shivvers: Lost Hits From Milwaukees's First Family Of Powerpop: 1979-1982

- Nogen fortalte mig, det her er et godt powerpopalbum, men det kan siges meget kortere. Det er nemlig bare et godt album. Punktum. Det er banalt, sødt, happy-go-lucky og først og fremmest catchy. Det er lyden af alle teenage-forelskelser nogensinde. MySpace

Lisa Lisa & Cult Jam: This Is Cult Jam

- Nu hvor firsene bliver mere trendy by the second, så er det ganske oplagt også at kigge tilbage, når man skal ryste sin moneymaker. Latin freestyle går man aldrig fejl af, hvis man vil have bas og kitsch i stride strømme. Mindst af alle steder hos Lisa Lisa & Cult Jam. Can You Feel the Beat på YouTube.

Slapp Happy: Casablanca Moon

- Avantgarde-pop er det blandt andet blevet kaldt. Og det er både kantet og catchy. Dette album er fra '74, men det kunne ligeså godt være fra i år. Det er bare tidsløs god musik. Man kan fordybe sig idet, men også bare bruge det som baggrund.

Elysian Fields: Queen of the Meadow

- Åh! Den stemme! Så sexet, så lokkende. Elysian Fields kalder selv deres musik for noir rock, og det passer ret godt. Det er meget mørkt, drømmende og ikke mindst behageligt. En oplagt slappe-af-på-sofaen-plade.

 

Fem favoritalbums:

My Bloody Valentine: Loveless

Bruce Springsteen: Ghost of Tom Joad

M.I.A.: Kala

Emmylou Harris: Wrecking Ball

Blondie: Parallel Lines

Skriv et svar