Plader

Tilly and the Wall: Bottoms of Barrels

Skrevet af Theis Ørntoft

Indiepop med stepdans. Det lyder risikabelt, men ikke desto mindre har amerikanske Tilly and the Wall droppet at have en trommeslager. I stedet byder kvintetten ganske bogstaveligt op til dans. Og langt hen af vejen er det en vellykket affære.

Når det kommer én for øre, at amerikanske Tilly And The Wall (herefter Tilly) har stillet en stepdanser dér, hvor andre normalt sætter en trommeslager, kan det umiddelbart give anledning til betænkelighed. Er her endnu et orkester, der forsøger at skille sig ud af mængden ved hjælp af et formelt greb?

Men nej. Efter blot et enkelt lyt til Bottoms of Barrels glemmer man hurtigt fordommene, for nok frembringer Tilly ikke nogen grundlæggende revolution af indiepoppen, men dens æstetiske rammer får en tiltrængt udfordring af dette nyskabende greb om rytmesektionen. Og det er ikke blot modigt – det er langt hen af vejen også succesfuldt, og alene derfor fortjener Tilly den opmærksomhed, de så ihærdigt stepper ud efter.

Med fare for at fornærme eventuelle stepdansende læsere, forekommer det mig ret tydeligt, at Jamie Williams ikke bare er en meget travl stepdanser, men også en meget dygtig én, og hun formår virkelig at trampe et solidt og bastant rytmisk fundament til Tillys på én gang lystige og dramatiske leg med popsangen. Det skal dog retfærdigvis nævnes, at Williams får hjælp af de to frontfigurer Kianna Alarid og Neely Jenkins, som begge bidrager til de rytmiske lag med diverse percussion-elementer.

De rytmiske tiltag får Tillys forholdsvis klassiske indiepop til at fremstå ret uortodoks, og pladen igennem føler man sig således blidt hensat til et kabaretlignende drama, manet op af mexicansk klingende kavaleritrompeter, akustiske guitarer og klokkespil – alt sammen med den konstant udfordrende stepdans bagerst i rummet.

Selve sangskrivningen er habil, svingende fra det gode til de middelmådige, og det er hovedsageligt pladens første halvdel, der stepper mest vellykket af sted med “Sing Songs Along” og ikke mindst “Bad Education”, som nok er det nærmeste, Tilly kommer på et hit.

Mange af arrangementerne er udforskende og interessante, og det høres tydeligt, at Tilly ikke bare er nysgerrige, men også i realiteten er i stand til at skrue en interessant popsang sammen. Mod pladens afslutning begynder sangene dog at hoppe lidt for meget på stedet, og særligt “Love Song” og “Coughing Colors” leveres decideret ligegyldigt og burde være skåret væk.

Det lader til, at orkestret får problemer når tempoet sættes ned. Hvor man kunne håbe på, at en lidt dybere, eller måske mere charmerende, eftertænksomhed satte ind og skabte et dynamisk pusterum fra pladens veloplagte cabaret-pop, fortaber musikken sig her i lettere uvedkommende kompositioner. Det ændrer dog samlet set ikke på, at Bottoms of Barrels er et spændende bekendtskab, som kalder på fire hårde tramp i gulvet.

★★★★☆☆

Deltag i debat