Pere Ubus frontmand, David Thomas, havde da heller ikke meget til overs for punkens sammenblanding af mode, kunst og politik – dens klassekampsretorik sagde ham ikke noget. Pere Ubus musik havde udelukkende et kunstnerisk sigte, og ambitionerne var højere end de trøstesløse fabriksbygninger i hjembyen Cleveland. Målet var intet mindre end at modne rockmusikken som kunstform, så den kom op på et kunstnerisk niveau, der var forfattere som Faulkner og Herman Melville værdigt.
Pere Ubus dystre art-rock er inspireret af krøllede hjerner som Frank Zappa og Captain Beefheart, 50’ernes rock’n’roll og 60’ernes protopunk, og har fællestræk med samtidige bands som Suicide og bysbørnene i Devo. Musikken har en solid rock’n’roll-drevet bund, men sangene er ofte disharmoniske og fyldt med forvrænget guitarstøj, syrede synth-lyde og som kronen på værket: David Thomas’ uforlignelige vokal. I sin tid opsatte han regler for, hvordan han måtte synge – det var et middel til at skubbe rockmusikken i en ny retning. Vigtigt var det derfor, at han ikke imiterede bluesmusikernes vokale artikulation. Resultatet er en udtryksfuld vokal, der er hylende, skabet, reciterende eller efterligner dyrelyde.
David Thomas har selv påpeget, at bandet har to sider. En intellektuel side, der er hjernekraften bag de eksperimenterende ind- og udfald, hvor han selv og synth-troldmanden Allen Ravenstine befinder sig. Og en side, der udgøres af bandets “militærmuskel”, bassisten Tony Maimone og trommeslageren Scott Krauss. Som bindeleddet mellem de sider, i ingenmandsland, står guitaristen Tom Herman, hvis guitarspil både kan være riffbaseret eller abstrakt eksperimenterende.
Uanset hvilke medlemmer der har udgjort Pere Ubu, er Thomas’ opdeling meget rammende. For Pere Ubu-novicer er “militærmusklen”, rytmesektionen, den krog, man kan gribe fat om for at komme ind på livet af bandets musik. Derefter lærer man først at kapere – måske senere at holde af – Pere Ubus mærkværdige udskejelser.
Med det in mente er det ikke anbefalelsesværdigt at starte med en ellers glimrende plade som New Picnic Time, der lyder, som om den er indspillet i en zoologisk have. Også de tidlige 80’er-plader er hård kost, for her har den intellektuelle side fået overtaget; musikken er abstrakt, og der bliver arbejdet mere med klangflader end decideret melodi.
Derfor bør man først gå efter de mindst mærkelige plader. Single- og b-side-opsamlingen Terminal Tower, som indeholder ikke-studiealbumrelateret materiale, bør her nævnes, da den giver et godt indblik i det tidlige Pere Ubu. Af de egentlige studieplader er nedenstående tretrinsraket et godt sted at begynde.
Her starter du med Pere Ubu:
Modern Dance (1978)
Pas på. 15 sekunders hylende feedbackstøj kickstarter “Non-Alignment Pact” og dermed Pere Ubus debutalbum. Men efter guitaren finder sig til rette med et klassisk rock’n’roll-riff, er ét af de stærkeste numre fra punktiden i fuld gang. I samme medrivende stil lægger titelnummeret sig på dette klassiske artpunk-album, der trods et par svært tilgængelige numre, er det allerførste, man bør købe. Er man ikke solgt hér, bliver man det nok aldrig.
Dub Housing (1979)
På Dub Housing er abstraktionsniveauet steget en anelse. De fandenivoldske punksange er afløst af ustrukturerede og en smule gøglede sange. Og David Thomas’ anti-vokal er endnu mere skabet og ude af kontrol. Men en velsmurt rytmesektion har så meget greb om tingene, at det ikke ender i det rene gøgl. Albummet er både dystert og humoristisk. Det overbeviser måske ikke ved de første par lyt, men bare rolig: Det vokser.
The Tenement Year (1988)
Fra 1982 var Pere Ubu opløst i en periode på fem år. The Tenement Year er bandets gendannelsesplade, hvorpå den oprindelige besætning fra de tre første plader har fundet sammen igen. De tidlige 80’eres abstrakte eksperimenter er droppet, og det ny Pere Ubu tager den avantgardiske rock’n’roll-formel fra de første plader op igen. Pladen er knap så skelsættende som det to første plader, men stadig glimrende og faktisk noget lettere at gå til.