Plader

Windermere: No One Wins

Skrevet af Mikkel Arre

Den københavnske kvartets andet album er stærkere og mere kraftfuldt end forgængeren. Bandet er begyndt at skrive omkvæd, man husker, og kontrasterne i musikken er blevet bedre. Men det er ikke altid lige motiverende for lytteoplevelsen, at nøgleordet for pladen er resignation.

Titlen på danske Windermeres andet album, No One Wins, er ikke videre sandfærdig. I hvert fald ikke hvis man ser på albummets musikalske kvalitet. For No One Wins er et solidt skridt fremad for kvartetten efter den lettere udvandede debut, The World Is Here. 2006-udgaven af Windermere er helt anderledes varieret i sit udtryk. Det stilfærdige udtryk fra debutpladen blandes med mere kraftfulde energiudladninger, og samtidig er kvartetten begyndt at skrive gode sange.

Pladens cover beskriver forskellen på de to plader ganske glimrende. Hvor The World Is Here bestod af vinter-melankoli, har No One Wins et efterårsgyldent skær over sig. Guitarfladerne er ikke længere kølige pust, men i stedet ruskende vindstød. Numrenes klimakser er betydeligt mere potente, og det er et kæmpe plus. Ikke så meget fordi larm er godt i sig selv, men fordi det gør de mere lavmælte passager mere effektive, at de står i kontrast frem for at flyde sammen med alt andet.

Et nummer som “Swim” demonstrerer fint, hvordan Windermere har udviklet sig. Der er stadig en vis Sigur Rös-inspiration over især den lange bas-drevne indledning, men selv om resten af nummeret ikke er enestående, er det godt at høre, at Windermere ikke længere blot er tålmodige, men også kan slutte en vekslende spændingskurve af med en hurtig og nærmest tung støj-finale.

Men ellers er det, der springer mest i ørerne på No One Wins, at Windermeres kompositioner er blevet meget bedre sange. Allerede i åbningsnummeret leverer kvartetten et modfaldent omkvæd, der bliver hængende i hjernebarken, efter at pladen er holdt op med at snurre. Og med den dynamiske “Lights the Way” kunne bandet godt få sig et lille hit (i hvert fald, hvis der var en parallel til college-radioer i Danmark).

Det nummer afslører imidlertid Windermeres største problem. Jakob Skjoldborgs lyse stemme gør sig fint i de afdæmpede passager, men når han skal matche flere lag af guitarstøj og heftige trommer, bliver han for blodfattig. Det hæmmer også titelnummeret, hvor vokalen står tydeligt og fint i verset, men ganske enkelt mangler kraft i omkvædet, som dermed bliver lige rigeligt opgivende.

Den resignerede attitude er der nemlig nok af i teksterne på No One Wins. Uanset hvad man gør for kærligheden, går det galt: Hvis man f.eks. snitter sin elskedes navn i et stort træ, fælder en storm træet. Teksterne er også optagede af, at parforhold indebærer masser af rollespil og laden-som-om – facader, som altid ender med at falde: »And you say it’s all lies / but in time you’ll recognize / that you know that you just can’t break that spell on me.« Næ, det vil aldrig rigtig lykkes.

Det skal ikke lægges Windermere til last, at de tilsyneladende arbejder bedst ud fra et melankolsk udgangspunkt. Men man er som lytter nødt til selv at være med på den nedtrykte stemning, for ellers er det lidt tungt at komme igennem et album, der kan føles som et tre kvarter langt suk.

Har man selv et strejf af melankoli i sindet og en forkærlighed for shoegazer-rock, der har sans for at bruge støjen som et middel til at fortælle historier – ja, så er No One Wins en udmærket plade.

★★★½☆☆

Deltag i debat