Plader

A Kid Hereafter: Rich Freedom Flavour

Danske A Kid Hereafter begiver sig på eventyr i forskellige musikalske genrebøjninger. Én håndfuld af sangene er fyldt med spændende idéer og arrangementer, mens en anden tenderer det mere letbenede. I sidste ende står Rich Freedom Flavour som en udmærket debut.

Byt lidt rundt på bogstaverne. Du ved, et anagram hvor et ord står for et andet ord og indeholder de samme bogstaver. Voilá, således bliver A Kid Hereafter til Frederik Thaae, som er manden bag manden med det lyserøde jakkesæt og det store skæg. Spøjs og bemærkelsesværdig ser han ud. Spøjs er hans musik dog ikke; den er til gengæld en bemærkelsesværdig legeplads.

Udgangspunktet er poppunk, som vi kender den fra navne som Ted Leo og The Stereo. Det er en genre, der oftest handler om alt andet end alvor og inderlighed. Fokus er derimod på få melodiske akkordsammensætninger og en melodi, der skal gå rent ind. Enkelte politisk bevidste poppunkbands ælter desuden holdninger og slagord i dejen, men det ændrer ikke ved udgangspunktet, den gode melodi.

A Kid Hereafter sætter en ære i at lave popsange, som de pakker ind i god energi, opfindsomme arrangementer, brede smil og blink i øjet. Tag f.eks. singleudspillet “Secret Service”, der er et lille pletskud af et nummer, som emmer af kækhed og en catchy melodi. “Secret Service” er kendetegnet ved sin umiddelbarhed og fornægtelse af det alvorlige, og så kender det sin besøgelsestid med blot to minutters spilletid. En generel tendens for Rich Freedom Flavour, hvis 14 numre – med enkelte undtagelser – ikke overstiger tre minutter i varighed.
Inden for de smalle rammer formår A Kid Hereafter at levere et indhold, der er muntert, festligt og egentlig en ganske underholdende oplevelse. Så længe man ikke tager det alt for alvorligt.

Og alligevel er det indimellem en musikalsk balanceakt med charmerende gåpåmod på den ene side og stereotypisk collegerock på den anden. Tag f.eks. åbneren “Hollywood Conspiracy”, hvor Thaaes affekterede amerikanske dialekt og Blink 182-beslægtede vokalmelodi går hånd i hånd med håndklap, kvindekor og en indienuttet instrumentering. »Zemeckis’ junior highschool teams are too busy throwing rocks at you for asking the question / ’Are you drowning in your semen just like Leonardo in Titanic, friend?’« lyder omkvædet, som læner sig lige lovlig meget op ad amerikansk populærkultur.

Pladen gemmer også på en uskyldsren ørehænger som “It’s Never Too Late”, der vinder med sit melodiske omkvæd. Eller den skabede “Play Drums” med den simple attrå: »Some kids wanna be president / I just wanna play drums.« Trommer bliver der bestemt spillet, og med tilsætningen af en masse skæve idéer lyder nummeret som en poppunket grandfætter til Beck.

Rich Freedom Flavour vinder dog især på at ville mere end blot spille poppunk. A Kid Hereafter har nysgerrigheden – og til dels færdighederne – til at søge bredere ud. Således bliver Rich Freedom Flavour nærmest til et lille overflødighedshorn af genrebøjninger og -sammenfatninger.

“Reggae Dreamgirl” byder på folkmusik med reggae-backing, “Seven Days Later” leger tagfat med ska-genren, og “Jesus Come Back” beskrives af bandet selv som en “afsporet tango.” Sangen indfanger masser af skøre indfald i løbet af sine godt to minutter med sav, kastagnetter, harmonika og blokfløjte. Mest af alt lyder nummeret dog som et forlagt musical-bidrag, der er mere kuriøst, end det er godt.

Med “Long Distance Runaround” giver A Kid Hereafter nyt liv til Yes’ nummer fra 1972. Coveret fornægter ikke originalens prog-natur, men bidrager med minikirkeorgel og synges af bandets to kvindelige medlemmer, Hanna Englund og Susannah Carlsson. Det er veludført, men står dog lidt alene i forhold til de øvrige numre. Men cadeau til A Kid Hereafter for at turde.

Rich Freedom Flavour byder naturligvis også på et par ballader. “Superficial Star” uddeler blide lussinger til de overfladiske superstjerner (»Do you realize the happiness you bring? / Now every baby girl can sing bling bling,« lyder de stærkt ironiske linjer. Tag den, Nik & Jay) akkompagneret af stort klavertema og al den svulstighed, det medbringer. Og i “Waitress Song” besynges samfundets laveste klasse i bedste patetico-stil med højspændte tapperier på klavertangenterne. Ak, den patos.

A Kid Hereafter vil meget og kan en del. Rich Freedom Flavour er mest af alt en debutplade, der viser et talent – og så ved jeg, at bandet gør en dyd ud af deres diversitet. Jeg har bl.a. overværet dem som hårdtslående metal-konstellation. Med det in mente er det ikke til at forudsige, hvor de træder hen næste gang. Hvem ved, måske har de samme ambitionsniveau som Ween, nemlig at dække alle genrer.
Med poppunk som bagtæppe har bandet en umiddelbar tilgængelighed, som dog også bliver en anelse letbenet fra tid til anden. I sidste ende er Rich Freedom Flavour svær ikke at holde af og samtidig svær at holde helt af.

★★★★☆☆

Deltag i debat