Plader

Alice Sings the Petterson Songbook: s.t.

Skrevet af Janne Kristensen

Alice Carreri og Mikkel Petterson shopper let genkendelige udtryk fra forskellige perioder af den amerikanske musikhistorie. De jazzede, til tider kabaret-agtige kompositioner er meget svingende – ligesom pladens kvalitet er det.

Eklekticisme, hybridformer og rovdrift på fortidens sangskatte er en musikalsk tilgang, vi har lært at affinde os med i disse postmoderne tider. Som med så mange andre ting end musik synes det i dag vanskeligt at finde på helt nye og originale udtryk.

Måske er det derfor, den danske komponist Mikkel Petterson og sangerinden Alice Carreri, på deres debutalbum Alice Sings the Petterson Songbook har søgt inspiration i den amerikanske musiktradition i bred forstand: Broadway i 30’erne, 60’ernes Los Angeles, jazzen og poppen. For ikke at tale om den europæiske kabaret og et utal af andre moderne musikalske udtryk.

Albummet er således blevet et mangehovedet monster med genklang af alt fra Beach Boys, Burt Bacharach, tøsepop til indie og Carpenters. Som rød tråd i stilmikset løber Carreris lyse stemme. Den italiensk-danske-fransk-amerikanske sangerinde, der er opvokset i et teaterkollektiv, guider med sin impulsive og luftige stemme lytteren gennem Pettersons anderledes klassisk-traditionelle kompositioner. Rejsen ud i genre-nyfortolkningens svære kunst kan begynde.

Carreris stemme synes at mestre de fleste udfordringer fra ægtefællens forskellige arrangementer. Fra albummets mest kabaretagtige indslag, “My Blue Baby” over tøsepopnummeret “Posh!” til jazznummeret “Understanding the Rich” svæver hendes lyse røst som en elverpige over en diset sø. Hendes sprøde klang og gennemførte fraseringer, der konstant optræder langt fremme i lydbilledet, understreger, at den musikalske kunnen aldrig kan drages i tvivl.

Pettersons kompositioner er grundige, velarrangerede og intelligente udslag af hans store forståelse for og opfindsomme tilgang til de seneste 100 års populærmusik. De trækker på lytterens genkendelse af velkendte og tidstypiske genrer som eksempelvis 30’ernes Broadway. Dette frembringer bestandigt en “nå ja”-oplevelse, f.eks. i “Will You Wait For Me?”. Elvis Presley spøger heftigt i kulissen og minder os om 50’ernes high-school pop på en så finurlig vis, at nummeret på én og samme tid synes at være udtryk for lige så meget pastiche som dyb respekt.

Det samme er tilfældet med albummets bedste komposition, både hvad angår arrangement og sang, “I’m So Proud of My Baby”. Her indsvøber et Beach Boys-agtigt kor og en slæbende Elvis Costello-klang lytteren i heftigt svingende 70’er nostalgi. En nostalgi, der i ordets notoriske betydning peger tilbage i tiden, men samtidig bærer noget overraskende nyskabende i sig.

Alice Sings the Petterson Songbook stritter som album i alle retninger, både hvad angår musikalsk inspiration, genreudnyttelse og stilmæssigt udtryk. Og også i henhold til kvalitet og holdbarhed. Albummets to første skæringer er uheldigt nok de mindst fængende og mest irriterende, mens der opstår små perler undervejs som “Never Forget a Birthday”.

Når pladen er værst, bliver kompositionerne postulater og mislykkede forsøg på at genskabe en musikalsk fortid, der fungerede bedre i dens originale udtryk. Men når pladen er på toppen, er sangene nyskabende, moderne indslag i en postmoderne musiktradition, der forstår at tage det bedste fra det forgangne og sammensmelte det med nye tiltag.
På samme brogede vis er Carreris stemme det meste af tiden smuk og engleskøn uden at blive skabet, men den rummer også et vist potentiale for det lettere kedelige og konventionelle i længden.

Alice Sings the Petterson Songbook er en forfriskende nyfortolkning af elskede og velrespekterede genrer, der dog af og til kammer over i det anstrengte og unødvendige. Men for dem, der ikke kan få nok af solbeskinnede Beach Boys-kor eller Burt Bacharach in spe, er der måske noget at hente. Men albummet stritter i så mange forskellige retninger, at man næsten skal være erklæret nostalgiker for at nyde hele pakken.

★★★☆☆☆

Deltag i debat