Interview

Amber – et spørgsmål om kommunikation

Improvisation er en afgørende faktor, når den danske trio Amber skaber sin musik. Det kræver tillid til hinandens indfald og ikke mindst evnen til at kunne tale sammen – med og uden ord. (18.01.07)For to år siden udgav trioen Amber deres debutplade på deres eget selskab Duck On The Walk Records. En stor del af opmærksomheden omkring denne udgivelse skyldtes, at bandet havde indspillet pladen i USA sammen med den anerkendte lydtekniker Steve Albini. Dette faktum skyggede dog ikke for Ambers unikke sammensætning. Den nøgne trioform og specielle instrumentering i form af vokal, bas og en vekslen mellem trommer og vibrafon vandt hurtigt hjerterne hos flere, der sukkede efter danske bands med konsekvent originale udtryk.

I sommeren 2006 udgav de deres andet album, One Minute Love Affair, der var produceret af endnu en indienotabilitet i skikkelse af John Parish (bl.a. kendt for sit arbejde med P.J. Harvey). Nogle uger senere satte Undertoner bandet i stævne for at tale om den kreative proces og musikken selv.

Arbejdsmetoderne
Ambers arbejde består primært i jam-sessions, hvor de optager alt, hvad der rent musikalsk foregår i øvelokalet. De beskriver det som en meget intuitiv og næsten intim arbejdsproces, hvor tilfældighederne råder, og tilliden er meget nødvendig. Det afsløres især, da jeg spørger til den nyeste plades udvidelse i forhold til forskellige stilarter.

“Jazzen har sådan set hele tiden været der – også på den gamle plade,” forklarer trommeslager Martin Soelmark. “Jan lytter til en masse forskelligt musik, hvilket vi alle sammen gør, men det kommer ofte spontant, hvis vi står i øvelokalet og dyrker et bestemt groove, hvor inspirationen er spontan for os hver især. Det kan af og til være en vej at gå, at man spiller nogle lidt mere karikerede ting – og så ser, hvor de kan føre hen.”

Foto: Alex Vanhee

Bassist Jan Nissen griber straks ordet: “Det kan jo bare være et enkelt trommeslag fra Martins hånd eller en lille melodistump fra Biljanas mund, der sætter det hele i gang. Det kommer ud af det blå, og så er det os, der skal fange, hvad det kan blive til – hvad enten det er polka eller disco.”
Martin Soelmark uddyber: “Det er de enkelte associationer, der styrer det. Hvis Jan begynder at spille nogle akkorder, opfatter jeg det måske som lydsporet til en detektivserie.”
Det minder Jan Nissen om noget: “Vi havde faktisk en idé om at lave nogle tematiske ep’er: én med agentfilmstemaer, én med børnesange og én, der rummede en bestemt ånd- eller tidsalder. Det var økonomien desværre ikke til, men det kunne have indrammet vores metoder ret godt.”

På begge Ambers pladecovers er medlemmerne ikoniserede i ét sammenføjet billede, hvilket giver indtryk af bandet som en uadskillelig enhed. Siden arbejdsprocessen er tæt, er det så også det image, de ønsker at videregive til offentligheden?

“Det visuelle skal bare se godt ud. Gør det ikke det?”, ironiserer Soelmark, hvortil Stojkoska grinende uddyber: “Det er faktisk meget sjovt, fordi vores grafiker, Amanda (Taarup Betz), har benyttet sig af den samme arbejdsform, som vi har snakket om i dag. Hun er så kommet med sin frie fortolkning af, hvordan vores musik kunne oversættes til noget visuelt.” Trommeslageren vil dog ikke give sig: “Det er ikke os, der skal se godt ud. Det er artworket, der skal.”

Den musikalske nøgenhed
Bandets intuitive tilgang til musikken resulterer ofte i, at netop dyrkelsen af øjeblikket også bliver åbenbaret for lytteren. I tyste vendinger formulerer sangerinden Biljana Stojkoska fornemmelser og stemninger for lytteren med uden anden underlægning end en bas og et percussivt instrument som tromme eller vibrafon. Det har ofte undret mig, hvorfor instrumenteringen ikke bliver udvidet for umiddelbarhedens skyld.
“Når Jan og jeg har spillet sammen, sker der noget, vi ikke har oplevet, når der eksempelvis er andre trommeslagere med,” fastslår Martin Soelmark. “Jeg vil rigtigt gerne spille vibrafon, men det har aldrig fungeret optimalt. Derfor har vi nok sagt til os selv, at den begrænsning er en styrke, og når jeg forlader trommesættet, kan vi træde ind i et andet rum og udforske det, vi så har at gøre med. Deri ligger der en enorm frihed.”

Ikke desto mindre benytter Amber sig af og til af en cellist, så hvad mon forklaringen er på det?
Jan Nissen funderer: “Jeg ved ikke, om det har noget at sige, men når man tilføjer en cello, så er udgangspunktet, at en cello ikke rigtig kan spille akkorder, og den har kun fire strenge, mens man på et trommesæt kan lave en forfærdeligt masse og ligeledes en guitarist. Jeg tror, at det kan være rigtigt svært for mange at begrænse sig. Cellister har ikke så mange strenge at spille på, og derfor er der langt mere plads og rum til, at det hele kan gå sammen i en enhed.”

Biljana Stojkoska udbryder med en overrasket latter: “Sådan har jeg aldrig tænkt på det før!”, hvortil Jan Nissen tænksomt svarer, at det har han egentlig heller ikke.

De berømmede producere
Trods denne tætte arbejdsproces bandet imellem finder de det alligevel nødvendigt at indgå i et samarbejde med udenforstående. Det har i løbet af Ambers levetid udmøntet sig i samarbejde med to prominente musikere, der i Ambers tilfælde har udfyldt rollen som enten producer eller tekniker.

“John Parish var meget mere inde over musikken med kommentarer, produktion osv., mens Steve Albini kun tog sig af, hvad han hørte lydligt, energimæssigt. Sidstnævnte var på sin vis en udvidet tekniker, hvilket var den grundlæggende forskel,” forklarer Martin Soelmark, hvortil Jan Nissen uddyber: “Vores numre var langt mere færdige, da vi indspillede debutpladen. Hvad angik de nye sange, var der flere, hvor vi rigtig gerne ville have Johns mening med. Steve sagde nærmest ikke et ord.”

Stojkoska og Nissen under musikvideooptagelser. Ingen kom alvorligt til skade

“De havde dog nogle lighedspunkter,” afbryder Stojkoska. “De var meget stille begge to og meget hyggelige typer. Man kunne virkelig mærke, at den ene var amerikaner, hvor den anden var englænder, selv om de begge besad en god varme i hver deres personlighed.”

Ambers intentioner med disse samarbejder er dog udelukkende af musikalsk karakter. Selv om bandet indrømmer, at det hjælper at have et prominent navn i pressemeddelelsen, har det altid været det musikalske sigte, der har afgjort sagen.
“Vi blev foreslået John Parish af en belgisk journalist, da vi var turné i Benelux-landene, og selv om jeg ikke rigtig kendte til hans produktion, tog jeg alligevel rådet til efterretning. I sidste ende valgte vi Parish, fordi vi hørte, at han var en flink fyr – og selvfølgelig dygtig til sit job,” forklarer Nissen.

Den danske dansevise
I forhold til øjebliksæstetikken, hvor stemningen tidligere har været det vigtigste, er der på One Minute Love Affair leget med mere dansable rytmer. Derfor spørger jeg, hvorvidt Amber har forestillet sig, at deres lyttere skal kridte danseskoene – og om bandet vil bevæge sig længere i den retning.

“Det er jo ikke umuligt at danse til det,” svarer Stojkoska efter en længere tænkepause. “Men det spændende ved det er faktisk, at vi ikke selv ved, hvilken retning vi kommer til at bevæge os i. Det er nok det mest givtige ved at være en del af Amber – og måske også at lytte til Amber.”

Martin Soelmark funderer: “Det kan være, at vi kunne lave en ep med et dansetema. Måske med lidt salsa og wienervals.”
“Det ved jeg nu ikke lige!” udbryder Jan Nissen i en påtaget forargelse og et glimt i øjet. Stojkoska gyder olie på vandene og lukker emnet: “Jeg har ikke set særligt mange danse endnu, men hvis folk har modet, kan det da sagtens lade sig gøre.”

Hvad fremtiden angår, regner Amber med at tage ud og spille i januar og februar – og derefter må udlandet gerne kalde.
“Det hele afhænger af, hvor meget nye projekter og tiltag kommer til at koste,” forklarer Soelmark. “Vi vil jo eksempelvis gerne lave en video mere, men det kommer lidt an på, hvor meget One Minute Love Affair sælger her i Danmark,” hvortil Stojkoska føjer: “Ja, og så skal vi i gang med en lille bestillingsopgave snart, som bliver ganske interessant at arbejde med.”
Og mere kan Amber ikke sige om dét.

Jan Nissen understreger emnets hemmelige karakter: “For at snakke om noget andet, så skal vi snart til at lave en musikvideo.”
“Skal vi det?” udbryder Martin Soelmark.
Jan Nissen svarer: “Ja, jeg har ikke fået andet at vide. Eller også er det i næste måned?” Stojkoska forsikrer: “Jo, det er i næste måned. Det hele skal bare lige gå op.”

Jeg påpeger, at det åbenbart er et bevis på bandets intime kommunikation, der er blevet talt om, hvortil Soelmark syrligt svarer: “Det drejer sig om telepati – intet andet.”

Læs også Undertoners anmeldelser af:
Amber: One Minute Love Affair
Amber, 28.08.06, Idealbar, København

Deltag i debat