Plader

The Book of Daniel: Songs for the Locust King

Selv om navnet kunne tyde på det, er The Book of Daniel ikke et kristent rockband. De er derimod en svensk gruppe, der på sit debutalbum leverer en udmærket gang poprock af den jazzede slags. Men af og til kan det dog blive lidt rigeligt brunt.

“Send mig noget svensk.” Således lød min ydmyge bøn til redaktøren, og jeg skal love for, at jeg fik, hvad jeg bad om. For godt nok er både navnet og teksterne på engelsk, men der er alligevel noget umiskendeligt svensk over The Book of Daniels debutalbum, Songs for the Locust King. Stemningen er, for nu at bruge en frase, nordisk melankolsk; teksterne leveres med en tyk svensk accent, og i det hele taget er lyden svensk på en måde, som måske er svær at beskrive, men som alligevel ikke er til at tage fejl af. Der er jazzede, lidt blå toner og også en gæld til den svenske visetradition.

Såmænd er også den svenske punkscene inde over projektet, da The Book of Daniel udgives af det, efter eget udsagn, anarkistiske punkselskab Black Star Foundation. Jeg vil nu nødigt kalde Songs for the Locust King et punkalbum – i så fald ville det være verdens mest polerede punkalbum, og The Book of Daniels politiske ståsted vil jeg helt og aldeles afholde mig fra at gisne om. Men undervejs forekommer der ikke nogen udsagn af samfundsomstyrtende karakter.

Hvad er det så for en bog, denne Book of Daniel? Godt nok er referencen der, men bortset fra et par enkelte bibelske vendinger (og slutnummerets titel) er der ikke meget kristendom over den. Navnet må snarere forstås som en reference til hovedmanden i gruppen, Daniel Gustafsson, og hans liv, der bliver beskrevet i de ordrige tekster.

At dømme efter dem har Daniel Gustafsson været igennem en svær tid; afsked synes således at være det gennemgående tema. Det være sig både i bogstavelig forstand, som i åbningsnummeret “Early Morning Prayer”, der udspiller sig i en lufthavn, og i mere overført betydning afsked med barndommen (“Rabbit Boy”, “Dream On, Wildhead”). Men i særdeleshed drejer det sig om den smertefulde afsked i et forlist kærlighedsforhold. »Though I might regret this / for the rest of my life / it’s something I have to do to survive. / I´m so sorry, dear. / But love stands small against fear,« lyder således nogle af de fineste linjer i et af de fineste numre, den over otte et halvt minut lange ballade “Busy Bee”. (I det hele taget er det nogle lange numre, vi har med at gøre – de ti numre, der udgør albummet, varer i gennemsnit over fem minutter.)

Songs for the Locust King medvirker ud over Daniel Gustafsson hele 14 musikere, og de fleste af disse er med i hovedparten af numrene. Det skaber selv sagt et stort orkestreret lydbillede, men heldigvis er dette fint afstemt, så de enkelte instrumenter, der hovedsageligt er guitarer, bas, trommer, tangenter og saxofon, fremstår tydeligt.

Albummet trækker på mange forskellige genrer fra bossanova og kabaret i “Dead Ringer Dead Ringer” over klassisk rock med arabiske elementer i “The Camels Parade” til det agentfilm-agtige i “Rabbit Boy”, og så er der selvfølgeligt også balladerne, det hele med en jazzet undertone, der binder albummet sammen.
Musikalsk hænger det hele ganske fint sammen, og det leveres med dygtighed, men også med en pænhed, der desværre til tider grænser til profesionel tandløshed.

Det samme gælder for Daniel Gustafssons sang, der ikke kan kaldes dårlig, men som heller ikke blotter særligt meget. Jeg savner i hvert fald i både musik og sang revner og skrammer, der kunne afsløre en egentlig inderlighed eller desperation, eller hvad det nu ellers er for nogle følelser, Daniel Gustafsson forsøger at formidle – ja, noget, der kunne stikke lidt ud og sætte farver på, så det hele føltes lidt mindre brunt. Sågar coveret er brunt.

Det er en kendt sag, at det ofte er de mest smertelige følelser, der skaber den smukkeste musik. Der er da også kommet et udmærket, om end lidt ufarligt, album ud af Daniel Gustafssons mishandlede følelsesliv.

★★★★☆☆

Deltag i debat