Koncerter

Cocker, Jarvis, 28.01.07, Store Vega, København

Nørdernes bedste bud på en superhelt, Jarvis Cocker, dansede, snakkede og poserede søndag i Vega. Det blev slået fast, at han også i solo-sammenhæng er en unik entertainer. Dog holdes den sidste begejstring tilbage pga. for få koncert-egnede numre.Nørdernes bedste bud på en superhelt, Jarvis Cocker, dansede, snakkede og poserede søndag i Vega. Det blev slået fast, at han også i solo-sammenhæng er en unik entertainer. Dog holdes den sidste begejstring tilbage pga. for få koncert-egnede numre.

At dømme ud fra alderen på mange af koncertgængerne denne søndag i Vega, havde en stor del aldrig før set Jarvis Cocker live. Sidste gang han besøgte landet var med Pulp i 1998, og også undertegnede glædede sig til omsider at opleve den karismatiske nørde-helt live.

Forventningen var i det hele taget stor hos fans i alle aldre, og da Cocker endelig spankulerede ind på scenen, blev han mødt af store hyl og klapsalver. Han lignede sig selv – de store nørdebriller (der i øvrigt også var fundet frem til lejligheden af mange blandt publikum), det fedtede halvlange hår, en kedelig jakke og ternet skjorte, der begge stumpede på de lange arme.

Jarvis Cocker og hans fem man store band lagde hårdt ud med “Fat Children”. Lyseffekter bag ved bandet og Jarvis Cockers hop, dans og tætte publikumskontakt fra første minut gjorde sin virkning, og stemningen var hurtigt i top. Videre gik det med “Don’t Let Him Waste Your Time”, og så var de to sikreste live-kort fra albummet allerede i spil.

Spørgsmålet var, om Jarvis Cocker kunne holde gejsten oppe resten af koncerten, nu hvor de numre kunne streges fra sæt-listen. Det lykkedes heldigvis i rimelig grad, dog med enkelte kedelige momenter. Koncerten igennem blev næsten alle numrene fra Jarvis spillet, og også b-siderne “Big Stuff” og “One Man Show” fra to forskellige versioner af “Don’t Let Him Waste Your Time”-singlen. Udmærkede sange, men ikke noget, der rigtig imponerede publikum.

Der var ikke voldsomt mange numre at vælge mellem for Hr. Cocker, nu hvor han på forhånd havde bekendtgjort, at aftenen ikke ville byde på nogen Pulp-melodier. Derfor trak han tiden ud med forskellige fornøjelige anekdoter. Vi hørte både om H.C. Andersen, Bambi, Jarvis’ vielsesring, hvilken hårfarve han havde som lille og meget mere.
Det havde måske været mere oplagt at præsentere bandet, hvis der ikke var noget særligt at tale om, men Jarvis Cocker snakkede videre om diverse mere eller mindre relevante emner. Og publikum elskede det og lyttede med stor interesse til hans velartikulerede britiske fortællinger. Som ekstra-numre kom “Running the World” og en coverudgave af Bruce Springsteens “State Trooper”. Her fik Jarvis Cocker omsider præsenteret det i øvrigt meget velspillende band.

Det var lidt svært at affinde sig med, at svage sange fandt vej til livesettet, når Cocker nu har så mange fænomenale numre i bagkataloget fra Pulp-dagene. Men samtidig er det også forståeligt, at han gerne vil adskille sin solo-karriere fra Pulp-æraen. Ud over at Jarvis Cocker havde et begrænset antal numre at tage af, er det ikke nemt at sætte fingeren på, hvad der gjorde, at han ikke fik sendt koncerten helt til himmels og topkarakter. For bandet var dygtige og oplagte, og Jarvis Cocker selv havde lige så stor karisma som altid. Hans fortrolighed med publikum og generelle scenevanthed er imponerende stor. Det lange stankelben dansede rundt med højst mærkværige bevægelser, og energien fejlede ikke noget. Det fik gang i publikum og ikke mindst smilene frem på læberne under de mest aparte “dansetrin”.

Det var en god aften, og en stor oplevelse at se Jarvis Cocker live, for nutidens musikscene kender immervæk ingen personlighed som ham. Dog manglede der bare den sidste gnist. Endelig gav manden koncert i Danmark igen, men en lille stump af den humor og energi, der var i Pulp, kom man alligevel til at savne. Jeg kunne ikke lade være med at ønske mig tilbage i tiden, hvor jeg kunne have oplevet Jarvis Cocker live som forsanger for Pulp frem for solo.

Måske vi dog senere kan være heldige at få lov til at opleve den perfekte Jarvis Cocker-koncert. Med et solo-album mere, vil der sandsynligvis være mere godt og koncert-egnet materiale, og de svagere numre og halvligegyldige covers kan blive hjemme. Så kan den charmerende Sheffield-nørd levere den sublime koncert, der bestemt ikke er udenfor hans rækkevidde. Med en unik entertainer som Jarvis Cocker, kan jeg kun glæde mig til, at det sker.

Læs også Undertoners anmeldelse af:
Jarvis Cocker: Jarvis

Karakter:       Bedømmelseskriterier

Leave a Reply