Plader

Cocteau Twins: BBC Sessions

Skrevet af Jonas Munk

Cocteau Twins har netop genudgivet en række BBC-liveudgivelser – en samling, som ikke er videre vigtig, skriver Jonas Munk (Manual, Causa Sui). For lige så enestående et band Cocteau Twins var, lige så lidt evner liveoptagelserne at indfange trioens overjordiske skønhed.

Jonas Munk er en fjerdedel af det danske syrerockorkester Causa Sui og udgiver musik på egen hånd under navnet Manual. På solopladerne har han hentet inspiration fra bl.a. Cocteau Twins, og derfor har han fået invitationen til at anmelde denne opsamling.

I en tid hvor stram minimalisme og retro-coolness med masser af glimt i øjet hersker over stort set alle områder af indierockens verdensatlas, er det ikke svært at forstå, at et band som Cocteau Twins, der op gennem 80’erne og starten af 90’erne havde status som nogle af de ypperligste figurer på den alternative scene, er gået mere eller mindre i den kollektive musikbevidstheds glemmebog. For der er ingen tvivl om, at Cocteau Twins’ storslåede konstruktioner af lyd, der skinner langt væk af overjordisk sødme og hjemsøgende skønhed – og tilsyneladende ikke besidder bare en snert af humor – strider direkte mod tidsåndens ører. De har i lang tid udelukkende været rettet mod de seneste engelske new-wave fjollerier og andre former for sjælløs retro-kitsch – og herhjemme den overlagte banale songwriter-musik, vi af uforståelige grunde bombarderes med fra alle kanter.

Hvis der er noget, der overordnet kendetegner moderne musik, er det sterilitet, humor, overfladiskhed, distance og minimalisme. Ingen af disse begreber kan man med sundt sind tillægge Cocteau Twins. De har til hver en tid været forbundet med en bestemt lyd, og den lyd er helt og aldeles unik: Liz Frasers himmelske vokaler, der snor sig gennem Robin Guthries fugtige guitarbølger af ren og skær skønhed, som på yndefuld vis svæver hen over majestætiske bjerge af trommemaskiner og glimtende synthesizere. En lyd, der på ingen måde er bange for at virke svimlende og storladen – men tværtimod omfavner det pompøse og romantiske på en måde, der synes håbløst forældet i dag. Hvad skal man med store berusende lydflader, der vikler sig omkring ambitiøse himmelstræbende sangkonstruktioner, når man kan få både musikalsk og stilmæssig coolness samt en god portion plat humor og kitsch hos hvert eneste band, man læser om i Gaffa? Frit valg på alle hylder.

Da Cocteau Twins havde deres storhedstid, var det, som om alternativ rock, ambient og pop kulminerede i en fuldstændig unik skønhedssøgende musik, der selv i dag er svær at kategorisere. Deres stil har berørt og haft indflydelse på et utal af genrer og kunstnere. Folk lige fra David Lynch til Madonna, fra Bret Easton Ellis til Prince har erklæret deres kærlighed til bandet, og det er svært at forestille sig My Bloody Valentine og shoegazer-bølgen eller Boards of Canada og den nyere skønhedssøgende ambient-electronica uden den enorme indflydelse fra Cocteau Twins. Alligevel er der aldrig nogen, der før eller efter har lydt som dem.

Nu er den store dobbelt-cd-opsamling af liveoptrædener hos engelske BBC, der oprindeligt udkom i 1999 på Rykodisc, blevet genudgivet af Bella Union, der bl.a. ejes af det forhenværende bandmedlem Simon Raymonde. Med liveoptagelser helt tilbage fra gruppens tidligste udspil i 1982 og frem til deres sidste album fra 1996, skulle man tro, at man fik serveret en fremragende introduktion til bandet for dem, der endnu ikke har stiftet ordentligt bekendtskab med dem, og samtidig et sandt overvæld af perler til gruppens fans, der allerede har deres albums stående hjemme på reolen.

Det er desværre bare ikke tilfældet af to grunde: For det første egner Cocteau Twins’ grandiose lyd sig ikke umiddelbart til at blive fremført live. Deres kompositioner er alt for afhængige af lydmæssig bearbejdelse og de muligheder, studiet tilbyder, til at kunne bevare samme magi, når den bliver fremført af tre mennesker. For det andet er kun bandets tre første og deres allersidste plade repræsenteret her, hvilket betyder, at langt det meste af deres storhedstid, der strækker sig fra 1984-1990, er udeladt.

Heldigvis er der et par numre fra et af karrierehøjdepunkterne, Treasure, og et enkelt fra den tilhørende ep, The Spangle Maker. Men derudover stammer størstedelen af materialet fra deres to første plader, Garlands og Head Over Heels – hvor især førstnævnte skiller sig drastisk ud fra resten af bandets bagkatalog ved i høj grad at befinde sig i et lettere gotisk postpunk-univers – og deres sidste album Milk and Kisses, der utvivlsomt må være den kedeligste plade, de lavede i deres karriere. Med en trackliste på 30 numre er kvaliteten på denne opsamling ikke helt høj nok til at holde gejsten oppe fra start til slut.

Dog er der stadig en del spændende ting at komme efter for gruppens hardcorefans. Trods de sære kompositioner, de billige trommemaskineprogrammeringer og det mærkværdige gotiske guitarspil, man finder i de første Peel Sessions fra 1982-83, bliver man straks suget ind i deres særegne lydverden. Det er tydeligt, at bandet på dette tidspunkt endnu ikke har fundet deres stil, og at specielt Liz Fraser slet ikke har opdaget potentialet og mulighederne i sin stemme. Man kommer i højere grad til at tænke på Joy Division eller helt tidlig The Cure, når man hører disse optagelser. Set i dét lys er det slet ikke uinteressante kompositioner.

Specielt i numre som “Wax and Wane”, “Blind Dumb Deaf” og de eksklusive “Dear Heart” og “My Hue and Cry” fortrylles man af den mørke stemning, den ekstreme 80’er-rumklang, som hele molevitten er smurt ind i, og ikke mindst af Robin Guthries guitarspil, der allerede på dette tidspunkt er dybt personligt og inspireret. Klassiske numre som “Sugar Hiccup” og “Hitherto” er spændende at høre i disse nedbarberede versioner, selv om de åbenlyst er studieversionerne underlegne.

På cd 2 bliver det lidt sjovere, og man stifter i højere grad bekendtskab med Cocteau Twins, som man kender dem fra deres storhedstid. Kompositionerne er blevet mere raffinerede, lyden mere veldefineret og stemningsbilledet større og lysere. “From the Flagstones” samt “Pepper-Tree” og de tre numre fra Treasure-albummet er en sand fryd i forhold til de kolde mørke udladninger på cd 1. Men niveauet er stadig ikke højt nok til at holde interessen ved lige hele vejen igennem.

Man savner de uendelige lag af kor, klokker, guitar og synth, der gennemtrænger kompositionerne på deres plader og suger lytteren ind i deres forunderlige stemningsunivers. Ærlig talt fremstår trioens musik på denne opsamling til tider ensformig og uinspireret. Meget bedre bliver det heller ikke, når man pludselig kastes 12 år frem i tiden til to sessions indspillet i 1996, perioden omkring Milk and Kisses. Her har de udvidet bandet med et par ekstra medlemmer, bl.a. en trommeslager, for bedre at kunne leve op til albumlyden, men til gengæld hører numrene langtfra til deres bedste. En undtagelse er den underskønne “Serpentskirt”, der utvivlsomt er et højdepunkt fra deres sene karriere. Robin Guthrie leverer underfundige guitarmønstre så smukke og lette, at det for alvor ærgrer én, at bandet valgte at gå fra hinanden året efter.

Der er lige så lidt tale om en essentiel udgivelse, som da BBC Sessions første gang udkom i 1999. Og der er ingen tvivl om, at førstegangslyttere ville få en meget bedre introduktion til bandet ved at anskaffe sig en eller flere af studiepladerne fra deres storhedstid: Blue Bell Knoll, Treasure, Heaven or Las Vegas eller sidste års single-boxsæt, Lullabies to Violaine.

For hardcorefans af bandet er der lidt mere at komme efter. De tidlige optagelser er nok i højere grad interessante end decideret vellykkede, men man belønnes med et par eksklusive tracks og et spændende indblik i bandets spæde begyndelse. Man kan stadig håbe på en Cocteau Twins-revival på et tidspunkt. Men dette er bestemt ikke udgivelsen, der igen vil føre dem frem til den påskønnelse, de i så høj grad fortjener. Og når sidste års boxset og de remasterede reissues af hele deres albumkatalog, der kom for et par år tilbage, ikke for alvor har sat interessen for deres musik i gang igen, er der noget, der tyder på, at der kommer til at gå lidt tid, før folk får øjnene op for dette unikke band.

Cocteau Twins fortjener at blive værdsat, og der hersker ingen tvivl om, at tidsåndens overfladiske musikforståelse kunne trænge til et skud eller to af deres unikke evne til at forene eksperimenter med en skønhedssøgende romanticisme i en sjælden højere enhed – deres sans for at konstruere store kompromisløse himmelstræbende lydskulpturer, der i den perfekte verden ville appellere til FM-radioen såvel som nørden.

★★★☆☆☆

Deltag i debat