Plader

The Cooper Temple Clause: Make This Your Own

Skrevet af Rasmus Bækgaard

The Cooper Temple Clause står på deres tredje album i et vadested. Det virker, som om de ikke rigtig ved, hvor de skal bevæge sig hen, og derfor svinger pladen ekstremt meget stil- og kvalitetsmæssigt. Den fungerer klart bedst, når det er den dystre elektrorock, gruppen kaster sig over.

The Cooper Temple Clauses seneste album er lidt af en ambivalent størrelse. Albummet stritter genremæssigt i alle mulige retninger, og kvaliteten af indholdet er næsten lige så varieret. Albummet åbner med to fuldblodsrockere i form af “Damage” og førstesinglen “Homo Sapiens”. Førstnævnte er med sine hårde guitarriffs en ret aggressiv, men tilsvarende kedelig sag. Sangen består primært af nogle powerakkorder, der fyres af over et stramt elektronisk styret rytmik præget af lilletrommeslag. “Homo Sapiens” leder tankerne endnu mere hen på heavy metal, da det stadig er tunge guitarer, der er det dominerende, og de er her stemt mere ned. De to første sange er ikke dårlige, men ligegyldige – og det tog mig faktisk lidt tid, før jeg fik taget mig sammen til at lytte til resten af pladen.

Når da det så lykkedes, viste det sig, at gruppen faktisk har lavet et ret varieret album. Faktisk så varieret, at det er lige før, at det lyder som en compilation med et pænt udvalg af musik fra den alternative scene det sidste årti. Pladen er bestemt ikke en åbenbaring, der vil gå over i historien, men der er en række lytteværdige indslag undervejs.

Stilmæssigt får man lidt af et chok i “Head”, hvor guitarerne pludselig stort set er væk og er erstattet af keyboards og en dyster firser electro-stemning, og det er faktisk et rigtigt glimrende nummer. Især synth-lyden, der lyder lidt hen ad noget fra Grandmaster Flashs velmagtsdage, får nummeret til at adskille sig lidt fra de rigtig mange andre, der de sidste par år har søgt at ramme den samme 80’er-lyd.

I “Connect” forbliver The Cooper Temple Clause i samme årti, men tempoet sættes i vejret, og vi er nu mere ovre i den poppede new romantics-genre – og indledningens synth-lyd er planket direkte fra David Bowies Ashes to Ashes. Jeg kan godt lide nummeret, og derfor vælger jeg at anse det som en hyldest til den nylige 60 års fødselar frem for et rendyrket plagiat.

Men herefter synes The Cooper Temple Clause så, at det er tid til endnu et markant stilskifte, og denne gang i retning af middle of the road-rock af den type, som ofte spilles af amerikanske rockbands. Der er puttet en smule keyboard på omkvædet, hvilket får det til at lyde lidt som The Killers. Det kan dog ikke ændre ved, at “The Waiting Game” lyder rimeligt uinspireret, og det er en gåde for mig, hvorfor det nummer er valgt som andensingle.

Sådan fortsætter pladen med at skifte stilmæssigt, og i løbet af den sidste del af pladen når vi at komme forbi støjende storladen prog-rock, college-rock, powerpop med den akustiske guitar i front og stenet grunge i retning af Alice in Chains.

Når Make This Your Own fungerer, er der faktisk ret gode elementer, men pladen lider af alt for meget stilforvirring til at kunne fungere som et hele. Problemet er ikke så meget, at The Cooper Temple Claus henter inspiration mange forskellige steder fra, men nærmere at de ikke i højere grad forsøger at integrere dem noget bedre. På hver sin måde er eksempelvis powerpop-sangen “Take Comfort” og den støjende og storladne “Once More With Feeling” fine numre, men de færreste ville gætte på, at de to sange hørte til på samme album eller var med samme kunstner. Og det gør sig gældende med rigtig mange sange undervejs.

Man kan indvende, at det ikke nødvendigvis er et problem, at et album har stor stilistisk spændvidde, og især i disse iTunes-tider er det måske alligevel de færreste, der lytter til et album som et hele. Men det er også problematisk, at kvalitetsniveauet er så svingende, som det er tilfældet. I nogle numre virker gruppen virkeligt nærværende og får musikken til at brænde igennem, mens de i andre numre er helt ligegyldige og uinspirerede.

Det virker lidt, som om The Cooper Temple Clause på dette album nr. tre ikke rigtigt ved, hvor de skal hen, efter at de på de første par albums har fokuseret på en ret så hård og elektronisk rocklyd. I stedet for at bestemme sig for det næste træk har de valgt at opstille nogle forskellige muligheder, hvoraf nogle peger tilbage til de første plader og andre i vidt forskellige retninger. Jeg skal ikke vælge for bandet, men vil dog anbefale, at de ikke vælger den amerikansk inspirererede midtbanerock.

★★★☆☆☆

Deltag i debat