Plader

Dead Moon: Echoes of the Past

Skrevet af Martin Laurberg

Et af verdens allerstærkeste bands har samlet en kæmpe opsamling af overvældende gode garagepunksange med masser af melankolsk indføling. Echoes of the Past er en uovertruffen introduktion til et fremragende rockband.

Denne udgivelse er et rockarkiv. Igennem mere end 20 år har den Oregon-baserede gruppe Dead Moon udsendt en række smukke plader med en helt unik form for psykedelisk og melankolsk garagepunk. Det har givet dem et nogenlunde stort følge af dedikerede fans. Men de har aldrig opnået nogen særlig bred anerkendelse, hvilket sikkert skyldes, at pladerne hovedsagelig er udkommet på vinyl på deres eget selskab Tombstone Records. Den slags er både beundringsværdigt og sejt – ikke mindst fordi de ifølge rygtet har skåret masterne til pladerne på den samme maskine, som blev brugt til at lave The Kingsmens klassiker “Louie Louie” i 1963. Men det gør altså ikke hårdtarbejdende syrerockere til verdensstjerner.

Det er snart længe siden, at rygterne begyndte at svirre om et Dead Moon-bokssæt, som muligvis ville kunne skabe lidt større opmærksomhed omkring gruppen. Og nu har vi så fået sagerne i form af denne nye opsamling Echoes of the Past, som er udkommet på Sub Pop. Hvad er det så, vi har fået?

Ja, på den ene side en højst ubehagelig kindhest. For umiddelbart efter at pladen blev udsendt, forlød det, at Dead Moon overraskende var i gang med at trække stikket ud. Først blev en række USA-koncerter aflyst. Og i midten af december bekræftede sanger, sangskriver og guitarist Fred Cole, at gruppen virkelig er stoppet med at spille. Så nærmere end en fejring er Echoes of the Past endt med at blive et testamente over et af verdens bedste rockbands i de sidste tyve år. Det er virkelig ærgerligt.

På en anden side er det vanskeligt at klynke, når man først har fodret sit anlæg med de to cd’er, som udgør Dead Moons testamente. For nok er det slut med deres hårdkogte koncerter. Og nok blev det ikke et bokssæt, men kun en dobbelt-cd (ganske vist med 49 numre). Men med mindre man i forvejen har en samling Dead Moon-plader stående, er Echoes of the Past en udgivelse, der er særdeles anbefalelsesværdig. I løbet af de 49 skæringer på pladen er der ikke ét eneste overflødigt minut. Hvis man ikke vidste det i forvejen, får man her slået fast, at der ikke findes nogen, som når op på siden af Dead Moon, når det gælder nerve, slidthed, benhård sangskrivning og hårdtslående powerriffs.

Noget af det unikke ved Dead Moon er deres blanding af tonserriffs, garagerock, psykedelia, slidt lydkvalitet og den følsomme kant, som altid præger deres musik. Deres slagkraftige punknumre er aldrig ren larm, men har altid en meget personlig dimension, hvilket ikke mindst skyldes Fred Coles pibende og soulfulde sangstemme. Undertiden kommer det endda til regulære ballader som “Dagger Moon” og den smukke “Can’t Do That”.

Som regel kredser sangene om temaer som livet på kanten af systemet, kærlighed til outcast-tilværelsen og angsten for at miste sin selvrespekt. Det ville muligvis virke enormt corny, hvis ikke det var, fordi Fred Cole og gruppens to andre medlemmer – hans kone Toody på bas og Andrew Loomis på trommer – med en kompromisløs stædighed (i hvert fald indtil denne udgivelse) har sørget for at køre såvel deres musikerkarriere som deres liv i øvrigt så personligt og uafhængigt som overhovedet muligt.

Det er måske i bund og grund et aldersspørgsmål. Fred Cole debuterede allerede i 1964 som sanger i gruppen The Lords og har dermed en mere end 40 år lang karriere bag sig. Det er ikke kun beundringsværdigt i al sin antiautoritære skønhed – for han har tydeligvis ikke fået lyst til en mere bekvem tilværelse som aldrende rockikon. Det giver også hans numre ekstra tyngde. »New kids on the block taking my place / Walking on my grave«, synger han i den ekstraordinært stærke “Walking on My Grave” fra 1990. Det får unægteligt en mere akut betydning, når det bliver sunget af en mand i midten af 40’erne, som står i front for en bundslidt rocktrio. Og efterhånden som Cole har nærmet sig de 60, er virkningen ikke aftaget.

Man kunne fremhæve i hobevis af hits på Echoes of the Past: “Graveyard”, “54/40 or Fight”, “Dead Moon Night”, “Fire in the Western World”, “Poor Born”, “Day After Day” og “It’s O.K.” er alle slidstærke superklassikere. Man kan naturligvis være kritisk over for det præcise udvalg af sange. F.eks. er det fjollet, at man (Cole, siger pressemeddelelsen) har valgt den version af balladen “Unknown Passage”, som stammer fra Defiance fra 1990, frem for den klart bedre version fra Crack in the System fra 1994.

Der er dog noget skolelæreragtigt ved den type af detaljekritik. Det eneste virkelig alvorlige problem med Echoes of the Past er mere praktisk: Det virker helt åndssvagt at udgive en opsamling med et så omfattende og vigtigt band som Dead Moon og samtidig begrænse bookletten til et par billeder og en diskografi, som tilmed er slemt inkomplet. Det ville have været på sin plads med fyldige linernotes og i det hele taget meget mere omfattende information. Men i det store hele ændrer det ikke på, at Echoes of the Past er en nærmest uovertruffen introduktion til et virkelig smukt og helt unikt rockband.

★★★★★★

Lyt til “Dead Moon Night”:
[audio:http://subpop-public.s3.amazonaws.com/assets/audio/2934.mp3]

Deltag i debat