Plader

Julie Doiron: Woke Myself Up

Skrevet af Kasper Würtz

Canadiske Julie Doiron åbner igen armene og inviterer ind i sit særegne og dybt personlige univers. Med hjælp fra de gamle bandmedlemmer i Eric’s Trip udgør Woke Myself Up en fyldigere bund for Doirons bekendelser uden dog at distancere det tekstmæssige og vokale nærvær fra det musikalske.

Der er noget fortabt og opgivende ved Julie Doirons spartanske udgivelser. Guitarspillet virker præget af at være fremført af hænder, som slipper strengene, inden en egentlig melodi opstår. Hænder styret af de samme principper som impressionistiske malere, der i søgen efter at indfange øjeblikket malede med grove og hastige penselstrøg og ofrede de minutiøse detaljer til fordel for det umiddelbare indtryks kantede skønhed. Ganske vist er Woke Myself Up ikke nær så underspillet som Doirons foregående plade, Goodnight Nobody, men skitseæstetikken er stadigvæk velbevaret, og det samme er den intime sangskrivning.

En væsentlig forskel er dog det musikalske samarbejde med Rick White, der optræder på otte af albummets 11 numre og er med til at give en solid bund til Doirons selvopløsende sange. White har ligesom Doiron en fortid i Eric’s Trip, og i titelnummeret optræder de resterende to medlemmer fra det canadiske rockband, hvilket giver Doirons musik en større tyngde end tidligere.

“I Woke Myself Up” er dog ikke helt repræsentativt for resten af albummet, da denne fyldige lyd ikke overtager den skrøbelighed, som Doiron mestrer så flot. Til gengæld introducerer nummeret den hemmelighedsfulde stemning, som klart ligger over teksterne hele albummet igennem. En linje som »I woke myself up just to see you sleep« vidner om stjålne blikke og døsig stilhed i den natteverden, som kun eksisterer for den vågne. Selv om albummet starter med det forelskede udsagn om midnatsblikke mod den sovende sengepartner, er den canadiske sangskrivers syvende album langtfra et lykkeligt kærlighedsdigt. Det står nærmere som en dagbog over et helt års fejltagne kys og fortabelse.

“You Look so Alive”, der bæres mere af akustisk guitar, rammer både betagelsen (»I can’t get over / how the sun looks on your face«), fejltagelsen (»your eyes tell me we’ve made / a mistake«) og håbet (»When we’ll pass on the street / I won’t look away if you don’t look away«) Tekstens ni linier når at gennemgå en hel årstid af følelser uden at virke forhastet eller forceret, og sangen står som en smuk emotionel odyssé på to minutter.

Fornemmelsen af fortrolighed ligger ikke kun i det fortrolige tekstunivers eller i Doirons nærværende vokal, men også i de håndskrevne tekster i sleevet, som med overstregninger og rokerende pile viser en menneskelig afsender med skønhedspletter, der har inviteret lytteren indenfor i et ellers privat rum.

“I Left Town” er klassisk Julie Doiron med et karakteristisk sløset guitarspil, som tenderer ’samspil for begyndere’-niveau, men som i impressionismen er det ikke det tekniske plan, der betyder noget, men derimod den overordnede følelse, som hun fremmaner. I dette tilfælde er det en smuk og reel længselsfortælling, der forbliver uforløst som et manglende punktum.

Både “No More” og “Don’t Wanna Be / Liked by You” smager af undergang og har en hårdere, tungere grundstruktur. “No More” er et testamente over en tabt stemme og remser en lang række steder op, hvor der aldrig vil blive sunget igen. Sidstnævnte nummer er styret af en overgearet Kim Deal-lignende basgang og virker som en af de skitser, som Doiron burde have kasseret. Sangen er en dystopisk erklæring om en frastødt kærlighed, som slutteligt bliver lukket ind, da intet længere betyder noget: »We’re all screwed anyway / ‘cause Greenland is melting.« Det indre klima er ligesom det ydre ramt af opløsning, og midt i det hele sidder Julie Doiron og venter på endnu et hav, hun kan fortabe sig i.

De emotionelle fejltagelser kommer igen i den glimrende “Wrong Guy”, der også smager af intim bekendelseslyrik. Doiron synger endda »no one should see this« om de knirkende fejltrin, hun tager mod at kysse den forkerte fyr. Eric’s Trip udgør atter det musikalske fundament og krydrer det ellers papirtynde univers med en forvrænget guitarsolo.

Det er dog i den allermest indadvendte og intime stil, at Woke Myself Up afsluttes. Den rå og helt igennem betagende “untitled” viser, hvad Julie Doiron kan opnå med sit naivistiske guitarspil og fintfølende vokal. Det er en forfærdelig nøgen, forsvarsløs og smuk hilsen fra en kunstner, der har valgt at dele sine forliste historier og oprigtige hemmeligheder med dem, som måtte lytte. I “The Dark Horse” synger Doiron »I’m writing you from all my heart«. Det er man slet ikke i tvivl om.

★★★★☆☆

Lyt til “No More”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/jag/nomore.mp3]

Deltag i debat