Plader

Fallen Men: Fuck Off

Skrevet af Mads Jensen

For en gangs skyld et band, der ikke selv fremstår arrogante, når de beskylder andre bands for at være det. Fallen Mens attitude er oprigtigt ligeglad. De vil bare spille en beskidt blanding af gammeldags punk og gammeldags rock uden at tænke for meget over det. Og det er både deres styrke og svaghed.

Fallen Men tillægger i sin pressemeddelelse sig selv en temmelig ligeglad attitude. Den slags er typisk udtryk for en i virkeligheden prætentiøs og selvhøjtidelig tilgang, men her er der noget om snakken. Musikken er utroligt rå og upoleret. Den vil bestemt ikke falde i alles smag, men det er netop heller ikke meningen. Hvis du kan lide den, er det fint. Hvis ikke, så Fuck Off.

Man skal faktisk lige vænne sig til den meget direkte lyd og produktion. Efterhånden er man blevet vant til overproducerede plader, der hver især stræber efter at lyde som et mesterværk, og som derfor aldrig gør det. På Fuck Off lyder det, som om sangene er blevet til, mens de blev indspillet. Det hele kunne meget vel være en one take-optagelse. Og det er herligt forfriskende.

Bandopsætningen er den klassiske vokal, guitar, bas og trommer. Vokalen og teksterne bærer sin del af læsset og lyder nøjagtigt lige så skramlet og upoleret som resten af bandet. Stilen er en blanding af beskidt blues, punk og røvballerock. Altså den type musik, som aldrig rigtig kan få lytteren op ad stolen, men som er fin nok at sætte på, hvis man en morgen har svært ved at komme ud af sengen. Det er musik, som man kan have på til en fest med masser af øl. Det er ikke musik, man lytter til, hvis man vil slappe af og glemme alt om tid og sted. Man kan rocke med på det, men ikke helt leve sig ind i det.

Teksterne handler oftest om det gode gamle tema: kærlighed. Men det er ikke på den triste indadvendte måde. De lægger sig mere op ad den stil, man ville anlægge en tidlig morgen på en bodega, hvor man af uransagelige årsager er rendt ind i emnet. Musikken ville passe godt på samme bodega. Og det ville i øvrigt ikke gøre den store forskel, om den bliver spillet ud af en slidt og skrattende væghøjttaler eller på et fornemt high-end anlæg. Musikken skal kunne nydes hvor som helst når som helst, og det kan den også.

Hvad er det så, Fallen Men vil? De vil såmænd bare spille musik, som de synes, den skal lyde. Det er, som om at bandet ikke tænker meget over, hvad de laver. Lidt som en flok folkeskoleelever, der har fået at vide, at de skal arbejde selv i musiktimen, fordi læreren er syg. Det samlede lydbillede er herligt skramlet, og det inkluderer teksterne. Derfor er de gode, men det er også derfor, det kan blive lidt trivielt. Selv om pladen holdes på en smule over en halv time, er det sandsynligt, at man får lyst til at sætte noget andet på, inden den er slut. Til en koncert tror jeg, at Fallen Men kunne være virkelig gode, men hjemme i stuen virker den upolerede og beskidte rock’n’roll kun i små doser.

★★★½☆☆

1 kommentar

Deltag i debat