Plader

Dave Fischoff: The Crawl

Skrevet af Mikkel Mortensen

Potentialet er bestemt til at få øje på i amerikanske Dave Fischoffs sample-baserede pop. Desværre modsvares hans ambitioner og fine forbilleder ikke af et stort kompositorisk talent, og sammenholdt med hans begrænsede talenter som sanger gør det desværre albummet til en noget kedelig affære.

I gamle dage – eller i det mindste før sampleren blev opfundet, var det mere eller mindre et dødsstød for drømmen om at blive musiker, hvis man ikke kunne spille på et instrument eller havde en nogenlunde god stemme. Nu til dags er den slags banaliteter ingen hindring. Enhver med en computer og lidt software kan sagtens lave musik – uanset om man så kan traktere akustiske instrumenter eller ej.

Denne teknologiske udvikling har gjort, at der i nyere tid er opstået en ny slags musiker, som man med lidt god vilje kan kalde den kreative pladenørd. Hun/han er en kunstner, der udelukkende sammensætter sin musik ved hjælp af samples fra andre musikere. Eksponenter for denne genre er f.eks. DJ Shadow, RJD2 og The Avalanches.

Amerikanske Dave Fischoff hører til i samme kategori. Hans tredje album The Crawl er sammensat af obskure samples, han selv har samlet og desuden af Chicago Public Librarys lydsamling. Fischoff skiller sig dog ud fra ovennævnte kunstnere ved at synge hen over de samples, han har skrabet sammen. Og det burde han muligvis ikke gøre, når man tager hans begrænsede stemmepragt i betragtning.

Musikalsk set forsøger Dave Fischoff at opbygge halvalternative, samplebaserede pop-symfonier, men desværre står hans evner som sangskriver og arrangør ikke mål med hans tårnhøje ambitionsniveau. Fischoff nævner selv koryfæer som Brian Wilson og Burt Bacharach som forbilleder, men der er i sandhed langt fra Wilsons himmelske harmonier og Bacherachs elegante, tidløse pop til dét, Fischoffs disker op med på The Crawl. Hans ambitionsniveau viser sig nemlig at være en enorm hæmsko, der får ham til at overlæsse sine kompositioner med så mange elementer, at de som oftest falder sammen på grund af manglende melodisk kvalitet og ditto substans.

Dette kan fx høres i “Landscape Skin”, hvor Brian Wilson-tendenserne er tydeligst. Her sovses den knækbrødstynde melodi ind i så mange supplerende elementer, at sangen kollapser, næsten før den går i gang. Det arytmiske, lettere distortede beat, der suppleres med håndklap og lag på lag-keyboards er simpelthen alt for meget for den næsten ikke-eksisterende melodi.

Albummets bedste sang er utvivlsomt “Flip Books”. Her lader Dave Fischoff til at være i fuld kontrol over sine virkemidler og skaber en drømmende og poppet sensibilitet ved hjælp af komplimenterende toner fra både keyboards og klaver. Ligeledes fremviser han glimrende kompositoriske evner, da han efter de første tre instrumentale minutter gnidningsfrit formår at skifte gear og ændre melodien til en ganske medrivende popsang.

Der er ikke i sig selv noget galt med ambitioner, men når de er så meget større end éns talent, bør man måske se realiteterne i øjnene, og sætte sig mere realistiske mål. Dette kan man kun håbe, at Dave Fischoff indser, fordi The Crawl er et klokkeklart eksempel på en kunstner, der bliver holdt nede af sine tårnhøje drømme. Når Fischoff bare forsøger at lave gode popsange som “Flip Books”, går det ganske glimrende. Når han til gengæld forsøger at favne hele verden i en enorm komposition, går det galt. Nogle gange er der faktisk hold i, at “less is more”.

★★☆☆☆☆

Lyt til “Landscape Skin”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/sc/landscapeskin.mp3]

Lyt til “Ghost of an Afternoon”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/sc/ghostofanafternoon.mp3]

Deltag i debat