Plader

The Good, the Bad & the Queen: s.t.

Damon Albarn er gået sammen med medlemmer fra The Clash, The Verve og Fela Kutis band om at lave doven, dub-inficeret popmusik, der fortæller historier om den britiske hovedstad – og det er de sluppet ganske vellykket fra.

Det er ofte med en vis skepsis, at man læser om såkaldte supergrupper. De består typisk af musikere fra diverse kendte bands – og heri ligger forventningen om et festfyrværkeri af en plade, der samler alt det bedste fra hvert band. Sådanne forventninger skuffes oftest. Men i ny og næ hænder det, at gruppens (lad os droppe ’super-’, ok?) eksistens berettiges, og at helheden formår at omsætte de enkeltes kvaliteter til noget godt.

Byd velkommen til The Good, the Bad & the Queen, som består af Blur- og Gorillaz-sangeren Damon Albarn, The Clash-bassisten Paul Simonon, The Verve-guitaristen Simon Tong og afrobeat-mesteren Tony Allen, kendt fra bl.a. Fela Kutis band. Hele affæren er produceret af Brian ‘Danger Mouse’ Burton.

Damon Albarn har i de senere år været allestedsnærværende som postmoderne tegneseriefigur og Mali-musikmager, når han da ikke har afsat tid til at være frontfigur i Blur. Albarn er nok den musiker, der er kommet allerbedst ud på den anden side af det 90’er-fænomen, mange valgte at kalde britpop.

Albarns fokus begyndte i London, dengang Blur kaldte det moderne liv ’rubbish.’ Siden har hans musikalske mastermind været på et verdensomspændende headtrip – men med The Good, the Bad & the Queen er vi tilbage i Londons gader. Og det er vi med et soundtrack, der damper af atmosfære, tilbagelænede melodier og et lydbillede, der rigeligt rummer alle bandmedlemmer og deres diskret tilpassede udfoldelser.

Paul Simonon har forladt punken og i stedet grebet fat, hvor The Clash forlod deres caribiske dub-inspirationer, og med lækre baslinjer kæler han for de lyttende ører. Simon Tong leverer en bred vifte af strengemønstre, fra brudte nylonakkorder til snigende leadfremførelser og blidt tilslebne kanter af guitarstøj. Bagved spiller Tony Allen nuancerede jazzrytmikker med underspillet manér, som aldrig stjæler opmærksomheden, men blot puster diskret til ilden.

Alt imens slår Albarn diskrete repetitive tangentriffs an, mens han med dvask stemmeføring udspiller rollerne for karakterer, som »drink all day ’cause the country’s at war« (i “Kingdom of Doom”) og tilbringer »Sundays lost in melancholy« (i “History Song”). Ak ja, i London er tågen tyk og stemningen gråtonet – men melodierne er oftest ganske lune og rare.

The Good, the Bad & the Queen er dygtige til at iklæde tungsindet vellydende popmelodier. Tag f.eks. singleudspillet “Herculean”. Det gennemtrængende melankolske udtryk har indfundet sig vel hos Albarn, og det kommer elegant til udtryk her. »The wind keeps singing ‘It’s not too late for you’,« lyder budskabet, som med nedtrykt optimisme flyder af sted i et blødt observerende nummer, der i sidste ende står som et af de stærkeste på pladen.

“80s Life” er pladens umiddelbart mest fængende nummer. På udspekuleret vis binder det doo wop-tendenser sammen med en nærmest synthpoppet produktion, og det eneste, man savner, er en overordentlig god croonervokal, hvilket Albarn bestemt ikke besidder. Alligevel vinder nummeret på charme, mens Albarn besynger en svunden tid præget af uskyld, mens han sender den britiske premierminister en hilsen med på vejen: »I don’t want to live a war that’s got no end in our time.« Et ønske, man næppe kan fortænke ham i.

I “Green Fields” bygges der videre på den vemodige tone med en beklagelse over forsvundne steder. Albarn kigger ud over sin by og bemærker, hvorledes de grønne marker har forvandlet sig til sten. Således mejsler Albarn og co. sig ind i bylivet med deres moderne urbane dubpop.

Pladens midterlige tredjedel halter måske lidt efter resten, men udtrykket står overordnet ret stærkt. Melodierne besøger ofte steder, der klinger af nostalgi efter noget, man ikke helt kan placere – og alligevel er de lettere statiske og sjældent egentlige ørehængere.

The Good, the Bad & the Queen svæver over bylivet, iagttagende, berettende og drømmende, og med en Albarn pakket rigeligt ind i reverb og øvrige filtreringer, forestiller man sig, at han næsten bogstaveligt synger gennem London-tågen. Denne sælsomme uhåndgribelighed er måske, hvad man må lægge for at skabe en sådan atmosfære. Bestemt værd at lulle sig ind i.

★★★★½☆

Leave a Reply