Nyheder

Gruff Rhys og Boom Bip danner projekt

Super Furry Animals-frontmand og Boom Bip går sammen i projektet Neon Neon eller DeLorean.

Vi elsker samarbejder blandt musikere på tværs af genrer. Hvordan kan vi andet? Det har affødt så mange gode resultater. Postal Service, 13 & God og Anticon (hele pladeselskabet er vel ét stort samarbejde) er navne, vi har hørt en del til i de senere år.

Derfor giver det god mening, at Gruff Rhys og Bryan Hollon (Boom Bip) går sammen om et projekt. De lavede nummeret “œDo’s and Don’ts” sammen på Boom Bips plade Blue Eyed in the Red Room fra 2005. Det var et samarbejde, som begge parter nød så meget, at de nu er gået sammen i et projekt, som det ikke helt vides, hvad man bør kalde. Nogle kilder kalder det Neon Neon, mens andre (læs: Lex Records) kalder det DeLorean.

“œFor et par måneder siden brainstormede jeg over en slags konceptuel popplade. Mange af de ting, jeg lavede, begyndte at falde ind i sådan en stil og lyd. Og jeg overvejede, hvem der ville være en god vokalist og musiker at samarbejde med om dette projekt, og Gruff var et af de første navne, jeg tænkte på,” fortæller Hollon til Specialten (se videoklip).

Meget mere får vi ikke at vide, ud over at projektet inkluderer bidrag fra bl.a. The Magic Numbers, Spank Rock, Yo Majesty, Kudu og Fat Lip, og at der forventeligt er en plade ude til foråret.

Bookmark adressen www.myspace.com/neonx2. Den byder endnu ikke på noget lyttemateriale, men mon ikke det kommer?

Læs mere
Anmeldelse af Gruff Rhys: Yr Atal Genhedlaeth
Anmeldelse af Boom Bip: Corymb

Interview med Gruff Rhys: Jeg ville hellere have været trommeslager

Deltag i debat