Plader

The Hold Steady: Boys and Girls in America

Skrevet af Filip Granlie

The Hold Steady er et udpræget amerikansk band. Boys and Girls in America tilbyder en pompøs historietime med massiv og traditionel rock’n’roll med halvstore armbevægelser. Det er dygtigt og overbevisende, men det får ikke pandefolderne til at udfolde sig. Vi skal videre i teksten.

Til den amerikanske fodboldfinale, Super Bowl, bliver en af landets døtre eller sønner tildelt æren at synge “Star-Spangled Banner”. Det kunne være Christina Aguilera eller Mariah Carey, og succeskriteriet synes at være, at sangeren demonstrerer et abnormt stort register og fraserer så heftigt og pynter op med så mange mellemliggende toner, at lytteren kun akkurat genkender melodien. Den monstrøse æstetik kendetegner en god del af amerikansk kultur: store biler, store huse, store mennesker, stor lyd ud over det hele.

Det er ikke rimeligt at slå The Hold Steady i musikalsk hartkorn med Aguilera og Carey. Der er derimod en lysende klar genklang af Bruce Springsteen som den primære inspirationskilde, mens et irriterende heftigt klaverbrug flytter tankerne over til eksempelvis Billy Joel og Meat Loaf. Det er hamrende traditionel rock’n’roll, og det er vist tilsigtet. I hvert fald bliver den amerikanske kultur i høj grad anvendt og fremtræder i form af situationer i forstadsindkøbscentre og referencer til beatlitteratur, foruden den tydelige musikalske tradition.

Ikke desto mindre har The Hold Steady den monstrøse æstetik til fælles med ovennævnte tøser. Boys and Girls in America er en uanfægteligt amerikansk plade med et typisk populæramerikansk lydbillede, der netop opfylder devisen mere af det hele. Det er virkelig massivt. Der er masser af guitar, der er masser af klaver, og teksterne er fyldige og sunget tjept. Forrest Gumps »Life’s like a piece of chocolate; you never know what you get«-aksiom er sikkert sandt, men det væsentligste er, at den forkælede enfoldige ved, at han i det mindste får noget. Boys and Girls in America savner i hvert fald ikke fyld.

Tværtimod. The Hold Steady er rockmusikkens svar på pang-farver og springer ligeledes i øjnene ved deres effektivitet. Det rykker utvivlsomt, og guitar- og Hammond-soloer bliver afleveret lidt forudsigeligt, men meget overbevisende. Problemet er bare, at når knald på ikke står i modsætning til noget andet, bliver det kedeligt. Det kræver ikke meget andet end et instrument, der forsvinder i en passage, eller et vers med kun få ord. Den kunst mestrer Springsteen, mens The Hold Steady ikke har fanget idéen. Hovedparten af sangene på Boys and Girls in America er utrættelige, og det er ærligt talt trættende.

På albumniveau imødekommer sangen “First Night” dog dén kritik. Sammen med “Citrus” udgør den pladens nødvendige pusterum. På førstnævnte trækker bandet Brooklyn-teltstængerne op, flytter på landet og spiller en countryvals med steelguitar. Det er en udmærket sang, og det lader sig gøre at høre Craig Finns vokal, der ellers har det med at lyde, som om han just er blevet begavet med en tungepiercing. “First Night” har en langsomt, romantisk og pompøst opbygget outro med en fast klaverfigur og strygersmørelse. Det virker og sætter gang i et eller andet, men det får aldrig afgørende betydning.

Der er gode sange på pladen. Åbneren “Stuck Between Stations” og “Party Pit” udmærker sig, men det er egentlig omsonst at fremhæve nogle sange frem for de andre, for de minder usigeligt meget om hinanden. Den eneste forskel er, i hvilken grad skabelonen lykkes. Det er godt, når det lykkes, men det er ikke særligt vedkommende.

★★★½☆☆

Deltag i debat