Plader

Jan Jelinek: Tierbeobachtungen

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Da Jan Jelinek skulle flytte til sit nye studie i Berlin, besluttede han sig for at lave en plade. Albummet er en flytterods-skive, der lyder som Jan Jelineks live-optrædener med mere improvisation og mindre substans.

Det seneste album fra tyske Jan Jelinek er lavet, mens han var ved at flytte fra sit gamle studie og til et nyt. Det er derfor ganske oplagt at lægge op til, at albummet skal høres som en ny retning for Jan Jelineks kunstneriske udfoldelser. Men Tierbeobachtungen er faktisk både et skridt frem og tilbage for Jan Jelinek.

Musikken er i langt højere grad end på Jan Jelineks tidligere album præget af friere, improviserede elementer. Og dermed giver albummet et billede af, hvordan Jan Jelinek lyder, når han spiller live, hvor han er kendt for at lege med improvisationer. På den måde er det ikke en ny Jan Jelinek, vi hører på albummet. Men det er første gang, han prøver at omsætte sin live-lyd til en helhed på et album.

Titlen Tierbeobachtungen betyder noget i retning af “at observe dyr”. Det er noget passivt ved at betragte ting på afstand, og hvis der er tale om rolige dyr, er der er masser af tid til at reflektere, mens man betragter dyrene gennem kikkerten. Men Jan Jelineks musik lægger ikke nødvendigvis op til dyb refleksion, og musikken er på den måde ikke akademisk eller afvisende. Tværtimod bliver man om ikke budt velkommen, så i hvert fald omsluttet af numrene på Tierbeobachtungen.

Musikken er generelt repeterende og baseret på rundgange. Jan Jelinek ændrer kun langsomt på numrenes lyd, der ellers består af gentagelser af samplinger og loopede beats – det kan være Zoo-stemningen på åbneren “A Concert for Television”, der langsomt krydres med kirkeklokker og fuglepip som beat.

Eller lyt til den underlige lyd af de olietønder på “The Ballad of Soap / Die GEMA nimmt Kontakt auf”, der lyder som et strengeinstrument af træ. Her tilsættes en ulmende bund af, hvad der kunne være metallisk spaghetti (!). Senere dukker en forvrænget guitar op – kun den forvrængende lyd høres, ikke strengene.

Der er således mange gode og interessante elementer, men musikken på albummet bliver aldrig rigtig konkret og lever næsten udelukkende som en atmosfære, der består af mange forskellige elementer. Når Tierbeobachtungen snurrer i afspilleren, er musikken som et tapet, der omslutter lytteren med behagelige, om end noget anonyme flader.

Og det er kernen i albummets problem: Man ikke kan huske de enkelte numre fra hinanden. Dermed begynder de at lyde ret ens lidt for hurtigt. To forskellige numre spillet ved siden af hinanden ville sagtens kunne skelnes, og der er da også et stykke fra det organiske, støvede udtryk på “Palmen aus Leder” til det pulserende tågehorn på “Happening Tone”. Men overordnet set er variationerne i de mere eller mindre improviserede numre ikke stor nok til at holde lytteren fænget.

★★★½☆☆

Deltag i debat