Plader

Adrian Klumpes: Be Still

Skrevet af Lasse Bertelsen

Blandingen af electronica og jazz forbinder de fleste med trendy caféstemning og minimalistisk big beat. Pianisten Adrian Klumpes forsøger med sin solodebut at tolke begge genrer ind i et andet rum, hvor der er plads til eftertanken og den reelle skønhedsdyrkelse. Det lykkes ham ganske godt.

Pianisten Adrian Klumpes slår normalt sine folder i den elektronikbaserede jazzband Triosk. Denne trio har med to udgivelser, senest The Headlight Serenade, forsøgt at forene jazzens blide impressionistiske impro-teknik med ambiente samplinger og click & cut. Dette arbejde har vist sig at åbne op for så mange muligheder, at Klumpes har kunnet skrive tilstrækkeligt med selvstændigt materiale til denne soloplade.

Foruden at være en såvel klassisk som jazzorienteret pianist har Adrian Klumpes også været manden bag Triosks udforskning af sampleræstetik. Denne har han taget med sig videre i en mere generel og intellektuel udforskning af musikkens væsen. “I wanted to capture three moments; creation, performance and process. And each of these with a certain stillness,” forklarer han. Det er således en fokuseret, om end ydmyg arbejdsproces, der ligger til grund for det resultat, man kan høre på Be Still.

Disse overvejelser kommer til udtryk igennem arbejdet med repetitionen og klangfarverne. Forskellige loops og båndekko binder kompositionerne ind, hvorved lytteren aldrig mister fornemmelsen af klar struktur på trods af de lange forløb. De knitrende beats og sustainede klavertoner udgør således det grundmateriale, der er af let svingende karakter pladen igennem.

I “Weave In and Out” oplever man en improvisationsteknik, der lader stoffet uberørt. En metode, som man også kan finde i visse værker af Débussy, men i dette tilfælde opkogt som jazzfikseret teknik. Adrian Klumpes søger øjeblikket, hvor netop den enkelte tone kan komme til sin ret, hvilket til tider kan opleves som et fravær af almen melodisk forståelse.

Det drejer sig i denne komposition udelukkende om stemningen som den forløsende pointe i sig selv, med sig selv og derfor også hos lytteren. Den æstetiske fornemmelse er næsten den samme, som Mark Hollis for år tilbage præsenterede som det absolutte musikalske nærvær. Den tidligere Talk Talk-forsanger berettede i den forbindelse om nødvendigheden af at kunne spille en enkelt tone korrekt alene af den grund, at stilheden ganske enkelt er så smuk, at man skal have en fuldgyldig grund til at bryde den. Med dette credo in mente træder Klumpes i karakter på skrøbelig vis i kompositioner som titelnummeret, “Alone” og den netop nævnte “Weave In and Out”.

Anderledes dramatisk udfolder Klumpes sig i den anden ende af spektret, hvor arbejdet i Triosk står tydeligt frem. Den konstante arpeggioform og det dertilhørende gestikulerede klaverspil, er som hos Triosk et soundtrack til naturen, hvor en sammenligning med Colleens naturmetaforiske electronica er på sin plads. Armbevægelserne er dog mindre – i kraft af såvel det orkestrale som det melodisk forløsende.

Øjeblikket bliver simpelthen ved med at være det vigtigste fikspunkt for Klumpes igennem hele pladen. Dette kommer til sit afdæmpede højdepunkt i nummeret, hvor samples af vejarbejde og knust glas indrammer Klumpes udsøgte skalaspil som et forfinet impressionistisk maleri anno 1870. Opbygningen af nummeret er subtil med indledende damp-lignende lyde og vedholdte akkorder. Lytteren ved med det samme, at en større struktur er indledt, og trods harmonikkens fastlåste karakter forbliver man fanget – nøjagtig som akkorderne selv.

I al denne afdæmpede atmosfære slår det dog lytteren, at anonymiteten løber som en rød tråd igennem pladen. Dette kan sikkert forårsage, at værket ikke når ud i offentligheden som noget større end sig selv, men samtidig vil den heldige person, der får muligheden for at lægge øre til musikken, opleve, at Klumpes opløser sig selv som nærværende kunstner i værket, hvilket jo er et standardiseret træk ved langt det meste elektroniske musik.

Det fantastiske ved dette er imidlertid, at fortroligheden igennem Klumpes’ klaverspil får lov til at vise sig som en helt ny form. Vi har mennesket og dets intonation, men denne faktor reduceres af musikken selv og udskrives derved af øjeblikket. Det giver et totalt nærvær, og der kommer til at gå lang tid, før undertegnede vil kunne se på elektronisk musik med de samme briller.

Adrian Klumpes’ leg med genrekonventionerne er således et opløsningsprojekt, der i den sammensatte tid vi lever i, kan vise interesserede lyttere, at moderne populærmusik kan være for sig selv uden at referere til den navngivende verden omkring den.

★★★★☆☆

Deltag i debat