Nyheder

Mob er klar med fjerde udspil

Sidst i februar er de danske støjrockere klar med den matematiske ep Polygon.

polygon (poly’go’n)
1. en lukket, plan figur som er afgrænset af tre el. flere rette linjer, fx en trekant, en firkant el. en femkant.

Det er altid godt at få opfrisket sin matematiske viden. Det samme har de danske støjrockere i Mob gjort. Måske er de endda på vej med en progressiv formel til mathrockens spidsfindigheder.

Det finder vi ud af sidst i februar måned, hvor Mob er klar med en ny ep. Den bærer med rette titlen Polygon, så vi må se, i hvor stor udstrækning guitarer og deres forvrængning kan være figurale.

Polygon er indspillet 100% live i studiet på blot to dage med ønsket om at indfange den rastløse energi, der hviler i støjudladningerne. Hvorvidt det er lykkedes, må vi også vente med at finde ud af, indtil om en god måneds tid.

Polygon udkommer på Quartermain, som også står bag udgivelser af navne som Doí, Late Night Venture og Marvins Revolt.

Læs også Undertoners interview med Mob

Om skribenten

Anders Hjortkær Christensen

 

Biografi

En 12-årig dreng sad hver fredag klinet til højttalerne på sit minianlæg. Frekvensen var stillet ind på lokalradioens ugentlige top 20-liste. Han sugede alle toner til sig og noterede heftigt titlerne på de bedste sange. Hver lørdag formiddag gik turen til den lokale pladebiks, hvor han gravede udbuddet af singler igennem, indtil han fandt den helt rigtige, som han fyrede alle sine lommepenge af på for at tage den med hjem og høre den igen og igen. Den 12-årige dreng var mig. Forskellen mellem dengang og i dag er ikke stor. Smagssansen har udviklet sig gevaldigt siden da, men interessen er intakt, og jeg køber stadig plader med stor iver i jagten på den næste helt store musikalske oplevelse. Siden fulgte ønsket om at udbrede kendskabet om musikken til andre ligesindede. Med det ideal in mente stiftede jeg i 2003 Undertoner, siden, du befinder dig på nu.

Skriv et svar