Koncerter

Murder, 26.01.07, Musikcaféen, København

Afdæmpet musik og fredag aften går sjældent hånd i hånd, men et stille lyttende publikum og et yderst velspillende band formåede at fylde aftenen med flere magiske og melankolske højdepunkter. En glimrende start på Murders turné.Afdæmpet musik og fredag aften går sjældent hånd i hånd, men et stille lyttende publikum og et yderst velspillende band formåede at fylde aftenen med flere magiske og melankolske højdepunkter. En glimrende start på Murders turné.

Fredag aften forbinder man ofte som en aften i festlighedernes tegn. Aftengaderne fyldes hurtigt med vaklende unge mennesker med en grøn flaske i hånden på vej mod den næste fest. Denne fredag aften var ingen undtagelse. Men for alle regler er der undtagelser. Inden for murene i det gamle kulturhus i Magstræde var stemningen en helt anden. I Musikcaféen på husets tredjesal var festens larm forstummet og erstattet af en helt anden mere afdæmpet stemning.

Denne fredag aften var Murder på koncertplakaten, der var vel overdækket af et ’udsolgt’-skilt. Og det var med store forventninger, man troppede op, for så godt som samtlige musikmagasiner og dagblade havde hevet superlativerne frem til at beskrive gruppens neofolkplade Stockholm Syndrome.

Murder er i daglig omgang en duo bestående af Anders Mathiasen og Jacob Bellens, men i liveregi er gruppen udviddet til fem personer. Fra Bellens’ andet band I Got You On Tape har Murder lånt Jeppe Skovbakke på kontrabas og Jacob Funch på guitar, og fra Under Byen har gruppen lånt Morten Svendstrup på cello. Med denne konstellation har Murder forberedt en turné, der altså begyndte denne fredag aften.

Med stearinlys på bordene omkring et siddende publikum var der dømt total hyggestemning, og med et lydanlæg, der nægtede at spille for synderlig høj volumen, krævede Murder-koncerten da også et stille lyttende publikum – en præmis som var vel opfyldt med undtagelse af de sædvanlige bralrehoveder oppe i baren.

Således åbnede Murder med den flotte “Feast in My Honour” med et akustisk fingerspil så tyst, at man tog sig selv i at holde vejret lidt længere blot for at få det hele med. Fra åbningen og frem til de endelige toner udbredte Murder en sælsomt dragende stemning, som henter de bedste øjeblikke fra Nick Drake og en tidlig Leonard Cohen og blander det med en højtidelighed, som man kender den fra Tindersticks. Men rent musikalsk er Murder særegne.

Numre som “When the Bees Are Sleeping” og “Daughters of Heavy” lagde en tykt tæppe af tristesse, der i samme instans blev dulmet med fantastisk velskårede melodier. I centrum var Bellens’ karakteristiske vokal, hvis ord i ny og næ blev hængende i luften, som cigaretrøgen engang gjorde det i Musikcaféen. Tag f.eks. det på plade korte interludium “Ra#1,” der live blev til et altindtagende nummer med stemningsbetonet filen på bas- og cellostrenge og hylende spøgelseskor, altimens Bellens bad sit hjerte om at være stille. Flot lød det, når hele bandet istemte med korrøster, bl.a. i “Pixies” hvor Bellens’ skrøbelige falset blev løftet op mod loftet, så tiden for en stund gik helt i stå.

Hvor Murder flot formåede at tryllebinde sit publikum med musikken, kneb det dog mellem numrene, hvor der blev pjattet og snakket internt på scenen og i mindre grad udadtil. En forsigtighed eller beskedenhed gjorde, at den intime boble sprængtes og fra hvert nyt nummers begyndelse skulle opbygges påny. Dog var det svært ikke at trække på smilebåndet, når Bellens præsenterede en sang med ordene: »Så er vi kommet til aftenens ballade.«

En sådan anke skal også stå som den eneste, der får lov at blive en parantes fra en aften, der blev fyldt med flotte sange fra et velspillende band. I midnatstimen kunne man igen forlade Musikcaféen med et melankolsk smil over læben.

Læs også Undertoners anmeldelser af:
Murder: Stockholm Syndrome
Murder: One Year From Now It’s My Birthday

Karakter:       Bedømmelseskriterier

Deltag i debat