Plader

One-Eyed Mule: Hobo in the Land of Love

Danske One-Eyed Mule går ufortrødent til den sløve country og holder sig til de klassiske dyder, hvilket ikke gør bandet til årets mest opfindsomme nye band. Men de har heldigvis evnerne med sig, og så kan man som bekendt nå langt. En hæderlig debutplade.

Selv om One-Eyed Mule er danske, er mit kendskab til bandet meget beskedent. Alligevel giver debutalbummet Hobo in the Land of Love en form for genkendelig følelse i kroppen. For countrystroferne er bekendte og hørt et utal af gange før – til trods for at pressemeddelelsen postulerer, at One-Eyed Mule tilføjer et charmerende nyt og opdateret “take” på genren. Dét er altså temmelig svært at lytte sig frem til. Dermed ikke sagt at pladen er dårlig, men den sælges på falske forudsætninger, og det er lidt af en streg i regningen.

Musikalsk spiller One-Eyed Mule country tilsat et lille potpourri af virkemidler, der består af klassisk harmonika, pumpeorgel og sav. “New Way Home” sparkes stille i gang af banjo og Rasmus Dalls drævende vokal, der hele tiden overvåges af en dyster harmonika og orgel-cocktail. Det er en spartansk og enkel countryhymne, der søsætter pladen ganske effektivt. Ikke noget overenergisk eller overrumplende, men en velovervejet og afbalanceret komposition.

“Blow My Past Away” gynger og rocker til gengæld i bedste highway-stil, og trommewhiskers og et countryblues-guitartema kører showet. Det er som sådan helt fint, men ender med at være lidt ligegyldigt. Monotonien sniger sig langsomt ind i takt med, at bandet ikke får forløst hverken vokal eller andre virkemidler.

Langt mere interessant er den vokalbaserede countrysjæler “I’ll Be A-Waitin'”, hvor Rasmus Dalls vokal får mulighed for at udfolde sig, og han gør det med en troværdighed, der gemmer hans nationalitet, hvilket er ret vigtigt i en genre, der ikke er kendt for at have mange eksperter uden for USA.

One-Eyed Mule er helt klart bedst i de sløve og melankolske sekvenser, der efterlader et indtryk af, at bandet vil noget andet og mere end bare at svinge den ternede skjorte og lette på Stetsonhatten. Bandet har ikke en klar filosofi, men padler lidt ind og ud mellem det autentiske og det uselvstændige. Et nummer som “Going to the Bright Lights, Going to the City” lugter lidt for meget af Eugene Edwards, hvor imod det afsluttende titelnummer emmer af skønhed og autenticitet, og man hypnotiseres af lyden af de store vidder, og søvnig guitar. En fornem afslutning, hvor Uffe Ipsen virkelig giver et eksempel på, hvor enormt og fyldigt et instrument en sav kan være. Den bærer, når den bruges rigtig, følelse og stemning uden sidestykke.

Pladen har sine op og nedture. Talent er der masser af, og One-Eyed Mule har flair for genren. De opfinder godt nok ikke noget som helst nyt, men forsøger at berige den danske countryscene, hvilket de er godt på vej til. Hobo in the Land of Love er lytteværdig og indeholder nogle virkelig gode sange. Der skal måske tages et par spring eller tre via remoten, men der er ingen tvivl om kvaliteten af de resterende numre, hvilket må siges at være en hæderlig begyndelse.

★★★★☆☆

Deltag i debat