Plader

Pit Er Pat: Pyramids

Med elektrisk piano, bas og trommer skaber Chicago-baserede Pit Er Pat skrøbelig og legende popmusik med jazzede elementer. Trioens lydbillede er særdeles kærkomment, mens det endnu kniber med at skabe mindeværdigt melodimateriale.

Nogle byer har det med at suge opmærksomhed til sig. Eller rettere: Hvis man som band kommer fra den rette by, er det ikke en dum ide at skrive det på cv’et. New York, Montreal, Berlin og Chicago er blot få eksempler herpå. Fra sidstnævnte kommer Pit Er Pat, og når man samtidig får at vide, at produceren hedder John McEntire (Sea and Cake og Tortoise), spidses ørerne helt automatisk.

Og det er ikke helt uden mening, for der er grund til at lytte til bandet med navnet, som rent fonetisk har udspring i ordet ’pitter-patter’ og betyder en hastig række lette lyde eller slag. En betydning, der ikke er helt ved siden af, for Pit Er Pat er nu på banen med deres andet album, Pyramids, som efter sigende er skrevet og indspillet i studiet på blot 11 dage efter en tour med over 100 spillejobs.

Pit Er Pats lyd er spændende og inviterer én nærmere, men melodimaterialet på Pyramids ikke kan siges at være helt på samme stadie. Bandet er et trekløver, der gør en dyd ud af lyde som en trio. Bløde baslinjer fra Rob Dorans hånd danner bagtæppe for melodiske fingerrejser og pulserende udladninger fra Fay Davis-Jeffers’ elektriske klaver. Og Butchy Fuegos millimeterpræcise trommespil er særdeles imponerende, som han holder de andre to i fast takt gennem elastiske rytmikker og selv skaber kompleksitet i sangene med sine jazzede fills.

Fay Davis-Jeffers har en lillepige-popvokal, som ville passe perfekt ind i sammenhænge som Broadcast, Fiery Furnaces, Mates of State og The Concretes. Men i kombination med melankolske tekster, ildevarslende bas, hjemsøgende pianomelodier og syntheffekter er hun i sit rette element, når hun fortæller sin historier.

»I like the dark / ‘Cause it’s like I don’t exist,« synger hun i “Baby’s Fist” uden det mindste hint af selvbevidst angst. Tonen indeholder derimod en blanding af leg og ligegyldighed. Den naive udførelse er charmerende, som man oplever det hos eksempelvis The Knife; det indre barns fantasiverden får frit spil. I en sang som “No Money = No Friend” gestikulerer hun: »Follow me, we are going to burn everything,« mens psykedeliske tangentfinurligheder skaber en musikalsk malstrøm omkring hende.

Fay Davis-Jeffers har ingen stor stemme, og det er både til Pit Er Pats fordel og ulempe. Hun laver ikke større armbevægelser, end hendes stemme kan bære for hende, men lader musikken skabe legen for hende. Dette udtrykker samtidig en slags overflødighed, når det handler om vokalen – for den hverken udfordrer eller gør bemærkelsesværdige forsøg på at sige lytteren noget. Den er der bare i al sin uskyldighed.

Derfor er Pit Er Pat især stærke, når de bevæger sig ind i instrumentale territorier med blødgørende jazzede jamsessions, som det sker i “Swamp”. Selv når bandet rocker, er der en blød sky lagt over foretagendet, hvor hvert trommeslag og guitaranstrøg er følt, og man kan næsten høre fugle kvidre et sted i baggrunden. Bandet er bevidst om de grænser, de prøver at lægge sig op ad eller overskride. Perspektivet er helt deres eget, og det lyder legende let og er generelt en fornøjelse at lægge ører til.

Lydbilledet er generelt den essens, man får lyst til at vende tilbage til. Det gælder ærgerligvis ikke sangene, for den melodi, som de forsøger at opbygge, er ikke tilnærmelsesvis mindeværdig. Den glider ind ad det ene øre og direkte ud af det andet uden videre eftertryk – med undtagelse af lydbilledet. Det holder. Så langt er sangene ikke nået … endnu. Tidligere er det lykkedes bandet at lave en mere vellykket sammensmeltning af ovenstående i nummeret “3D Message” fra ep-forløberen af samme navn. Mere af den slags fremover, tak.

★★★½☆☆

Deltag i debat