Plader

Alex Puddu and the Butterfly Collectors: Songs for the Sleepers

Godt nok flirter Alex Puddu med tilværelsen som vampyr på coveret til sin tredje plade under eget navn. Men der er desværre ikke meget bid i Songs for the Sleepers, der på én gang er apatisk og teatralsk – og den kombination fører ikke noget godt med sig.

Det nytter ikke noget at nægte det: Songs for the Sleepers er ikke særlig god. Alligevel fanger man sig selv i at vippe med foden, når man hører den. Det er underligt og forvirrende, og på den måde passer indtrykket ret godt til pladen, der er forvirrende i sin ubeslutsomhed og alsidighed.

Hver af de nu tre plader fra Alex Puddu and the Butterfly Collectors har budt på et helt nyt udtryk. Disse evindelige hamskifter har på Songs for the Sleepers bredt sig mellem numrene: Fra sang til sang er der store spring i genrer og udtryk.
Det lyder jo egentlig godt. Alsidighed er som regel en god ting, men her er det ikke nok. Bevares, på pladen findes da steder, hvor dét, at et nummer afløses af noget helt, helt anderledes giver én dendejlige fornemmelse af at se lyset. Men så findes der andre numre, som egentlig fører i en udmærket retning, men uden nogensinde at komme derhen.

Uanset om Alex Puddu and the Butterfly Collectors havde valgt den ene eller den anden af de genrer, vi møder på dette album, ville resultatet nok ikke have været særlig meget bedre. For ligegyldigt hvor man dykker ned på det lange kontinuum, som udgør gruppens spændvidde, så finder man en optaget plads.

Tag nu pladens umiddelbart bedste nummer, “Do You Remember”, der viser, at Puddu og sommerfuglesamlerne i hvert fald kender en del til Mew. Et andet eksempel er “Requiem for a Friend”, som så umiskendeligt lyder af The Doors (ja, der havde vi alsidigheden igen!), at der ikke kan være tale om et tilfælde.

Det er jo sådan med inspiration og originalitet, at de kan gå hånd i hånd. Man kan ligefrem udnytte sin inspiration fra ét til at skabe noget andet. Store dele af kulturhistorien er blevet til på den måde. Her bliver dog ikke tale om en videreskrivning på kulturhistorien. Inspirationen er nemlig ikke brugt på en interessant og nyskabende facon, selv om det måske kunne lyde sådan, når albummet nu lyder som både The Doors og Mew. Det er bare blevet til en samling usammenhængende og middelmådige numre.

Lyden lyder som resultatet af et forsøg på at være monumental, teatralsk og apatisk på samme tid. Det fører henholdsvis til momenter med kulminationer, afventende forhalinger og kedsomhed. Højtideligheden er sat i højsædet her – den når næsten Pink Floyd-højder en gang imellem. Måske er det denne højtidelighed, som næsten helt har udryddet det elektroniske fra lyden (vel at mærke ikke fra udførelsen), og det er vist ærgerligt. Jeg tror, at pladen ville have langt mere interessant, hvis den ikke i en sådan grad prøvede at være rock.

Men rock blev det så, den dystre af slagsen. Det er melankolsk og klagende, vel egentlig et udmærket supplement til en vinterdepression – bortset fra at en sådan depression sender én på dybtskuende ekspeditioner i det indre, og til den slags er Songs for the Sleepers for overfladisk.

Men tilbage til den vippende fod. Hvor kommer den fra, når pladen nu ikke er god? Jo, den kommer vel af det forhold, at pladen egentlig er ganske nydeligt produceret og dertil også velspillet. Og så selvfølgelig den gode gamle historie om det glædelige gensyn med sange, man kender så godt. Man kan vel ikke gøre for at man rocker med på en halvgod sang, når man til at starte med forveksler den med en af de gode gamle, vel?

De rester af electronica, der er tilbage i Puddus musik, overhører man let, fordi de gemmer sig i baggrunden og i det store hele er så ligegyldige for pladen, at man vægrer sig ved at acceptere genredefinitionen electronica/pop. Kun i “The Rise and Fall of the Guardian Angel” dukker den virkelig op til overfladen. Det er da også et udmærket nummer, som ligger langt over gennemsnittet, men én ud af 10 er jo næsten ingenting.
Når musikken nu er hverken mere eller mindre end velspillet, men til at overse, kunne man da også sætte sin lid til vokalen. Men heller ikke her er der noget at hente. Den er faktisk dårlig. Ikke bare uinteressant, men ligeledes irriterende.

Der er noget med apati og teatralskhed. Sammen kan de virke både ærefrygtindgydende og latterlige. I dette tilfælde er det sidste desværre tilfældet.

★★½☆☆☆

Deltag i debat