Plader

Quiet Light Tide: In the Moonlight Haze

Quiet Light Tide er ved at lægge de sidste hænder på debutpladen, der udkommer til foråret. Imens har de smidt om sig med en lokkemad, som er acceptabel ved første smagstest, men som mangler noget salt og peber, hvis den skal have en chance hos den både sultne og kræsne lytterskare.

Quiet Light Tide er et relativt nyt band på den københavnske musikscene og er tilsyneladende én stor kulmination af urokkelige ambitioner fra frontsangerinde og sangskriver Annemarie Schytt, der – ud over sin ellers temmeligt væsentlige rolle i det fire mand store band – også har iført sig manager-, promoter-, og bookerhatten. Musikken bevæger sig hovedsageligt i den folkede ende af popskalaen, men af og til med rockede referencer, der fremtvinger associationer til især Kate Bush og P.J. Harvey, men også til Tori Amos og Joni Mitchell. Uden at lyde for meget som nogen af dem formår Quiet Light Tide akkurat at snige sig listigt over kopihelvedets snubletråd. Heldigvis.

På den tre numre lange In the Moonlight Haze udforsker Quiet Light Tide grænselandet mellem det lette, det melankolske og det dramatiske – i nævnte rækkefølge. Første nummer er nemlig det let fordøjelige og virkelig luftige “Helsinki Tomorrow”, der godt nok er slemt iørefaldende, men ordinært. Vokalen er i front, og selv om Annemarie har en stærk, udtryksfuld og sødmefyldt sangstemme, er den allerede hér en tand for overfraseret og ender med at vægte for tungt i helhedsindtrykket. Samtidig synes nummeret ret glat rent instrumentalt, og man savner noget bid, dynamik og variation i det lidt tamme percussion/guitar-underlag.

I “In Cellophane” lægges det muntre definitivt på hylden, mens et mere indadvendt og tungsindigt udtryk gør sin store entré og, efter en stille start, kulminerer i en teatralsk eksplosion af store fagter og helt unødvendig, overdreven stemmeførelse. Ud over at selve den flerfacetterede form i nummeret klæder bandet rent kompositorisk, hægter intet sig fast bortset fra en gråmeleret, anstrengt fornemmelse, som man nemt kunne have været foruden.

Det rettes der gudskelov op på med den stormfulde “Red Ribbons”, der instrumentalt er mere energisk og rå, og som, til forskel fra før, fæstner interessen med sin langsomme, men ulmende opbygning. Dette mere dramatiske, progressive og hårdtslående udtryk klæder uden tvivl Quiet Light Tide, men det er også i disse øjeblikke, at bandet nogle gange er på grænsen til at slippe taget om selve musikken – og med henblik på et fuldlængdealbum kan konsekvensen hurtigt blive, at hele molevitten kommer til at lyde som en uægte omgang navlepilleri, som kun er storladent for at være det. Men med mere opfindsomhed, løsere tøjler og færre vokal-piruetter vil der måske være grobund for en lille, spændende debutkanapé til foråret.

★★★☆☆☆

Deltag i debat