Plader

Singvogel: Doktors dosis

Skrevet af Mads Jensen

Singvogel er gået solo. Digteren Peter Laugesen medvirker i modsætning til tidligere kun på et enkelt nummer på Doktors dosis. Det er der kommet en god plade ud af, men alligevel kan man ikke lade være med at tvivle lidt på, hvorvidt det var en god idé at prøve at stå på egne ben.

“Forstadsrock’n’roll med horn, tråd og el.” Således beskriver Singvogel deres musik, og det er er faktisk meget rammende. Doktors dosis er deres tredje album, men det er samtidig deres første. De to første plader har haft digteren Peter Laugesen med som digtoplæser, og det er er i høj grad ham, der har trukket anmeldernes bedømmelser op.

Doktors dosis er Laugesen trådt kraftigt i baggrunden. Han medvirker faktisk kun på et enkelt nummer. Det siger en del om albummet, at netop det nummer, “Søvngængerboogie”, er pladens klart stærkeste. Forsangeren Hansns vokal, som dominerer lydbilledet på de resterende numre, er ikke tilnærmelsesvis lige så god som Laugesens og dennes rytmiske digtoplæsning.

Man skal vænne sig til den skramlede rock, som Singvogel spiller, før man bliver glad for den. Efter en række gennemlytninger arbejder den sig dog ordentligt ind. Man vænner sig også til Hansns vokal, som, netop fordi den ikke er smuk og silkeblød, passer godt til musikken. Singvogel har klare referencer til den hårdere ende af 60’ernes protestrock. Der er fart på og masser af energi. Det er musik med noget på hjerte. Jeg kan kun forestille mig, hvor gennemsvedt man må være efter en Singvogel-koncert.

Men Singvogels stærkeste kort er også det, der trækker dem ned. For lige så charmerende og medrivende som skrammelrock kan være, når den er skruet op på 11, og man står med en fadøl i hånden, lige så ensformig og triviel kan den være, når man får for meget af den. Selv om musikken i bund og grund er udmærket fremført, er den ikke specielt opfindsom. Så musisk bliver oplevelsen ikke meget mere end jævn. Bandets styrke skal findes i teksterne.

De fungerer som løse sætninger sat sammen til at skabe en mening. De fortæller ikke deciderede historier, men opbygger en stemning, og det gør de godt. Det er teksternes samspil med musikken, der gør pladen værd at høre flere gange, og som gør, at pladen faktisk bliver bedre med tiden.

I “Solbrændt” fortælles vagt og i brudstykker om, hvad der skete »i sommernattens tavse polleneksplosion«: »Der skal to til en fest / tre til en tragedie,« synger Hansn. Det føles som en forfærdelig sommernat. Sådan en hvor alt er perfekt , hvis det ikke var for det ulykkelige kærlighedsdrama, der udspiller sig. Sådan en som de fleste har oplevet, og som får det til at suge i maven, når man tænker tilbage på den surrealistiske blanding af skønhed og ulykke. Den stemning skaber Singvogel i “Solbrændt”, og man bliver præcis som tilsigtet utilpas af den.

Man kan analysere længe på de mere sorte tekstpassager, men man kan også lade være og bare lade lydens blanding med ordene tale og lukke øjnene. På den måde får man måske endnu mere ud af teksterne, end hvis man prøver at finde ud af, hvad der menes med »P! Q! 9! A! lugter ikke / Matas er næsten Satan bagfra«.

“Søvngængerboogie” er dog altså stærkest, fordi Laugesen er med og giver den danske hiphopscene tørt på, når det kommer til at få ords budskab til at gå op i en højere enhed med musikken. Den dystre lyd underbygger stemningen i Laugesens digtoplæsning og gør et ellers godt nummer til et fabelagtigt nummer. Derfor kan man stille det oplagte spørgsmål: Var det en god idé at gå (næsten) solo? Svaret må være nej. Selvom Hansn godt kan skrive tekster, føler man, at der mangler noget, når først man har hørt, hvad Laugesen kan gøre for Singvogels sange.

★★★★☆☆

Deltag i debat