Plader

Son My: s.t.

Skrevet af Lasse Dahl Langbak

Son My er endnu et dansk band, der har fundet inspiration i den fortærskede postrock. Men selv om de tydeligvis har skelet til både Sigur Rös og Radioheads billedskabende lyduniverser, er Son My – i modsætning til flere af deres danske kollegaer – ikke groet fast på giganternes skuldre.

Om coveret til Son Mys demoindspilning er pænt eller grimt, har jeg haft svært ved at afgøre. Med orange tråd er hvidt stof (den findes også i en sort udgave) syet omkring to stykker pap, og en velcrolukning sørger for at holde sammen på for- og bagside. Det er uden tvivl anderledes og et forfriskende alternativ til en ordinær jewelcase, men jeg synes egentlig ikke, at det er videre kønt. Om musikken er jeg derimod ikke i tvivl: Nærværende demoudgivelse, der er Son Mys allerførste, er et overbevisende udspil, der lover særdeles godt for det seksmand store bands fremtid.

I pressemeddelelsen bliver Son My kaldt et arbejdsomt band, der, siden de blev dannet i 2003, har “arbejdet på at få et solidt repertoire op at stå.” Det afspejler demoudgivelsen ikke, for den indeholder kun tre numre, som akkurat svinger sig op over en spilletid på 12 et halvt minut. Ikke meget, nej, men den korte spilletid gør, at intet er overflødigt. Son My har uden tvivl brugt tiden på at gennemarbejde hvert eneste sekund.

Sekstettens inspirationskilder er til at få øre på, men i modsætning til andre danske bands, der har berøring med postrockens fasttømrede skabelon, er Son My ikke plagierende. Man slipper blandt andet for lag-på-lag-opbyggede kompositioner, hvor det er ualmindeligt forudsigeligt, hvornår det støjrockende klimaks indfinder sig.

I “It Will Soon Be Over” kommer dét eksempelvis en smule bag på en. Her er intet crescendo, for nummeret forbliver afdæmpet. Kun en svagt støjende synthtone, der konstant lurer bagest i lydbilledet, varsler, hvad der venter. Ellers gentager guitaren ustandseligt sig selv med forholdsvis lange pauser mellem hvert anslag, mens de samme toner igen og igen slås an på keyboardet, indtil en støjende guitar pludselig bryder ind og starter en – om end postrock-klassisk – ganske effektfuld, massiv rockudladning.

Son My har en del til fælles med navne inden for dét, man kan kalde mørk, ambient electronica. Gentagelser er nemlig et gennemgående virkemiddel i de to sidste kompositioner på ep’en. Men musikken er ikke decideret hypnotisk og tranceskabende, for numrene drives fremad i et ganske livligt tempo, hvor især keyboardtoner og et levende trommespil svinger taktstokken.

Den instrumentale “Intermission” er, som titlen fortæller, et mellemspil, der leder hen mod ep’ens bedste nummer “By Night”. De to numre har den samme fremaddrevne stil, men “By Night” har en mere vemodig stemning, som udtrykkes i afdæmpede passager af Niels Bagge Hansens vokal, der altid synes på nippet til at bryde sammen. Meget udtryksfuldt.

Virkelig stærk er nummerets afslutning, hvor markante trommeslag, distinkte guitaranslag og klare synthtoner skaber et betagende lydbillede. Dét synes at afrunde Son Mys første ep. Men nej, ligesom nummeret synes færdigt, vender Bagge Hansen tilbage med sin udtryksfulde stemme, denne gang i selskab med en sangerinde. De to vokaler svøber sig fortrinligt ind og ud af hinanden, før tempoet igen sættes op på fuldt blus.

Niveauet på Son Mys demo er højt. Ikke mindst fordi Son My besidder den egenart, som mange demobands mangler. Selv om Sigur Rös spøger i baggrunden, og Radiohead puster dem i nakken, udtrykker Son My sig nemlig på deres helt eget tungemål. Og det er et smukt sprog, som undertegnede gerne vil høre meget mere af.

★★★★½☆

Deltag i debat