Plader

Songs of Green Pheasant: Aerial Days

Skrevet af Jakob Lisbjerg

På sit andet album fortsætter Songs of Green Pheasant med at udforske det lidt mørke og smukt drømmende univers, som blev udfoldet på debuten fra 2005. Men dette album afslører også, at han har en fast formel til nogle af sine numre. Den intense stemning kan dog ikke tages fra musikken.

I sommeren 2002 sad Duncan Sumpner i sit køkken i Sheffield og legede med sin firespors-båndoptager. Han havde skrevet en række små numre, som han fremførte med sin guitar som eneste instrument. Selv om det primært var leg for Sumpner, endte hans optagelser alligevel hos pladeselskabet Fat Cat Records, som efter en smule polering af lydbilledet udgav hans debutalbum i 2005.

Nu er det andet album med Songs of Green Pheasant, som Duncan Sunpmer kalder sig, så udkommet. Albummet er kun en smule mere produceret end forgængeren, men slet ikke så meget, at det skæmmer det udtryk, som Songs of Green Pheasant etablerede på debuten: små, mere eller mindre skitseprægede numre, som bag et lag af blid, analog støj og rumklang vugger af sted, Akustisk (og en sjælden el-) guitar, trommer, klokker og fløjter udgør instrumenteringen af numrene, som Duncan Sumpner har skrevet med sans for melodisk melankoli.

Det overordnede udtryk er ganske grødet, og hverken det musikalske lydbillede eller vokalen står særligt tydeligt. Det kan helt sikkert virke irriterende for nogle lyttere, mens andre (som denne anmelder) finder det ganske behageligt og super-drømmende, at det hele er lidt tåget og utydeligt. Duncan Sumpner kan med ganske få midler og en vis 70’er-inspiration hensætte lytteren i en drømmende ekstase.

Det gør han bedst i numrene “Remembering and Forgetting” og “Wolves Amongst Snowmen”. Det næsten syv minutter lange “Remembering and Forgetting” åbner stille med fingerspil på den akustiske guitar og Sumpners vokalharmonier, der lyder storladne og dog blide, som var de indspillet i krypten under en middelalderkirke. Cirka halvvejs i nummeret falder dybe klokker skæbnesvangert ind. Kontrasten til det blide, drømmende udtryk er stor, og det forstærkes af, at klokkerne forsvinder igen – og først vender tilbage i finalen, hvor hele nummerets udtryk forstærkes af den klagende elektriske guitar, som underbygger følelsen af en dyster skæbne.

“Wolves Amongst Snowmen” er anderledes end sin forgænger. Nummeret er centreret omkring den melodilinje, som Duncan Sumpner vokal skaber. Musikken begrænser sig til en bund af kun svagt melodiske guitarer i adskillige lag. De skifter toner i lange, bløde og brusende bølger, men det er vokalen, der som sådan udgør melodien i det ganske drømmende nummer.

Under “Stars Form Birds” er der noget, som virker bekendt, og det er fordi, der er en vis formmæssig lighed med “Remembering and Forgetting”. Formlen bag numrene er ens og minder lidt om den formel, som nogle postrockbands benytter sig af: Der veksles på en genkendelig måde mellem blide og mere støjende passager. Og som med gode opskrifter er det ganske effektfuldt, når det fungerer – og det gør Duncan Sumpners opskrift. Men det er alligevel lidt irriterende at føle, man har gennemskuet musikkens formel.

Det ændrer dog ikke på det faktum, at Aerial Days er en ganske god efterfølger til debuten. Duncan Sumpner har en fin evne til at sætte sin lytter i et drømmende stadie, hvor alle tanker om regninger, indkøb og vasketøj forsvinder i det tågede, musikalske univers. Og det er vel et sted, hvor de fleste har lyst til at befinde sig.

★★★★☆☆

Deltag i debat