Plader

Superhabit: #2!

Skrevet af Theis Ørntoft

Danske Superhabit udgiver nu deres anden selvfinansierede ep. Og sandsynligheden for, at en tredje ep kommer til verden på samme måde, er overhængende stor, hvis ikke bandet finder et mere personligt udtryk. Musikken er hinsides det middelmådige, og teksterne – de er endnu værre.

Et faktum, der i sig selv kan få alarmklokkerne til at bimle, er, at Superhabit med egne ord spiller “dansksproget radiorock”. Men når man så finder ud af, at musikken ikke tilnærmelsesvis er god nok til at komme i radioen, bliver situationen virkelig kritisk.

Man kan smide de samme adjektiver efter Superhabit som efter andre danske navne som Ørenlyd og Tue West, hvor sangene og teksterne er noget i retning af ‘charmerende blåøjede’ og ‘underfundigt iørefaldende’ – men i Superhabits tilfælde er det nok bare ‘irriterende’, der tjener som den mest dækkende beskrivelse.

Musikken er guitardrevet pop/rock af den drænende ligegyldige karakter, man har hørt så mange gange før, og som er kendetegnet ved ikke at dyrke nogen form for stil eller temperament. Der er ingen vrede, sørgmodighed, legesyge, eftertænksomhed eller spontanitet at spore i musikken, og dét er i sig selv slemt nok, Men det er særligt, når sanger og guitarist Thomas Thomsen begynder at synge de danske vers, at der kaldes på krummende tæer – som f.eks. i “Smeltet smør”: »Nu står jeg her i bundløs gæld / til hr. From i nummer ni / jeg lånte penge til at rense min sjæl / i et møntvaskeri / men vaskede den sammen med min skyld / så det smittede af.«

Sjældent har man set så udvandet og intetsigende poesi blive trykt i et indercover. Teksterne ligger under for et basalt poetisk fejlgreb: Man får øje på en eller anden sammenhæng mellem to størrelser, hér mellem vaskemaskine og syndighed, hvorefter pludselig hele verden skal indfanges i ét syntetiserende billede. Det fungerer én ud af 1000 gange, og i hvert fald ikke hér.

Hele den lyriske side er båret frem af den klassiske intention om, at anskue de små hverdagssituationer med et let poetisk og selvironisk glimt i øjet. Det driver ned af væggene med banaliteter, allitterationer og alt hvad dertil hører – og vigtigst af alt, så skal god rocklyrik jo rime – lige meget hvad! »Jeg har pustet og blæst / med urent mel i min mund / og med mit pokerfjæs / har jeg snurret dem rundt // spiller to han vil se / jeg skal vise min hånd / den er råhvid som sne / mon han be’r om min ånd.« (“Pokerfjæs”)

Superhabit betræder et problemfyldt genreland. Når man vælger denne form for mainstream-rock, må man være klar over, at man for det første skal være mere end en almindelig dygtig og kalkuleret sangsnedker for at få hul igennem til et pladeselskab, en radiostation eller bare et publikum. Dernæst – og det er lige så vigtigt, men mere konkret – fordres der en velafgrænset musikalsk identitet. Om man vil henvende sig til den P3-lyttende sælger på motorvejen eller til teenageren på det plakat-behængte værelse, det er ens eget valg – men det personlige udtryk er dét, man står og falder med i dette land.

Hvis Superhabit skal gøre sig andet end falske forhåbninger om at komme videre, skal de enten fjerne de joviale træk ved deres musik, eller også skal de dyrke dem til det uudholdelige. Superhabit skulle i hvert fald tage at bruge al energi på at arbejde sig hen i mod en eller anden form for personligt udtryk. Radiorock handler ikke om originalitet, men for at blive hørt skal man enten have et udtryk, der adskiller én bare en promille fra alle de andre, eller også skal man have en usandsynligt lækker forsanger. Om sidstnævnte er tilfældet, vides ikke. Men det ville klæde med mindre vibrato på vokalen.

★☆☆☆☆☆

Deltag i debat