Nyheder

The Defectors er forslåede og tilfredse på ny plade

Den 19. marts skal alle med hang til orgel og fuzz sætte kryds i kalenderen. Det er nemlig udgivelsesdatoen for The Defectors’ fjerde plade Bruised and Satisfied.

Hos Bad Afro elsker de vinyl. Det kommer alle os til gode, som ikke nænner at smide vores pladespillere bort. Det er der nu heller ingen grund til, for der udgives stadig masser af plader i 12″-formatet. Og den gamle forståelse af en a- og en b-side kan desuden ofte fremme oplevelsen af en plade.

Det er en tankegang, som danske The Defectors hylder på deres kommende plade Bruised and Satisfied, som Bad Afro spytter ud den 19. marts.

Pladen er nemlig opdelt i to tematiske halvparter, hvor a-siden rummer The Defectors’ omgang med horror og sleaze (mon ikke det inkluderer masser af orgel og fuzz?), og b-siden præsenterer store mængder af in-your-face garagepunk (mon ikke det inkluderer mere af alting?). Så kan man passende selv vælge, hvilken type Defectors, man helst vil høre – eller tage begge dele separat ind.

For god ordens skyld skal det lige nævnes, at Bruised and Satisfied – ligesom alle andre The Defectors- og Bad Afro-udgivelser – også kan erhverves i det mere moderne cd-format. Herpå er de forskellige dele sat sammen med små lydsekvenser, »så lytteren alligevel fanger meningen,« beretter Bad Afro.

Bruised and Satisfied er The Defectors’ fjerde plade, som udkommer tre år efter forgængeren Turn Me On!, som i den grad faldt i Undertoners smag. »The Defectors er dømt til at slå igennem stort med dette fabelagtige album, der klart kandiderer til prædikatet ’mesterværk’,« lød bedømmelsen. Det er noget at leve op til.

Er du nysgerrig efter at høre et par smagsprøver, bør du straks gå til The Defectors’ MySpace-profil, hvor nummeret “The Teaser” er… ja, en teaser.

Deltag i debat