Nyheder

The Long Winters giver håb om sne i marts

Ærkeamerikansk powerpop på Voxhall.

Den 5. marts træder Seattle-bandet The Long Winters op på Voxhall i Århus. Det er en på papiret ganske kedelig mandag, men mon ikke bandet har tænkt sig at live lidt op i Århus? Deres musik gør i hvert fald, hvad den kan for at sætte gang i lytteren.

Det er amerikanerindie på godt og ondt (både Death Cab for Cutie- og Sunny Day Real Estate-medlemmer har spillet med på bandets plader). Blandt de ærkeklassiske formler for den slags gemmer der sig dog fremragende popmelodier og vokalharmonier ikke ulig The Posies’ udgave af powerpoppen.

Du kan høre, hvad det egentligt er John Roderick og The Long Winters har gang i lige hér, hvor fem af bandets numre er samlet i en fiks lille .zip-fil klar til download.

Hvis du mere er til hele albums, har bandets pladeselskab Barsuk Records den seneste udgivelse klar til lytning hér, hvor du bare skal klikke på “full album-stream”. Se, dét er, hvad vi her hos Undertoner kalder god service.

Og jo, selvfølgelig kan du også blive venner med bandet på MySpace.

Deltag i debat