Plader

Brakes: The Beatific Visions

Skrevet af Janne Kristensen

Den første Brakes-plade var noget møg. Den anden er ikke rigtig bedre. Kvartetten vælter rundt mellem et utal af udtryk, og det er mere end svært at blive klog på, hvad vi egentlig skal med mere musik fra den kant.

Det britiske band Brakes’ debutalbum, Give Blood, blev her på sitet tildelt et enkelt af de seks mulige U’er, da det udkom i 2005. Med skældsord som “forfærdelig kedelig indierock” og en “charmeløs omgang pjat” blev pladen nådesløst slynget bort til en forhåbentlig hurtig og ubemærket glemsel i musikhistoriens ellers så kronede haller. Det uundgåelige spørgsmål om Brakes’ nye udspil, The Beatific Visions, er derfor, om bandet så har noget at byde på i denne omgang?

Brakes føjer sig til den bølge af sideprojekter, fusionsensembler eller “superbands”, der synes at være en trend i øjeblikket. Med Eamon Hamilton (ex-British Sea Power) på vokal og guitar, Tom og Alex White (The Electric Soft Parade) på guitar og trommer og Marc Beatty (The Tenderfoot) på bas, synes bandet at være en lidt mindre “super-” pendant til stjerne-sammenslutninger som Jack Whites The Raconteurs og Damon Albarns The Good, the Bad and the Queen.

At tidens musikscene tilsyneladende flyder over med kreativ energi, der finder udtryk på kryds og tværs af bandgrænser, synes i sig selv at være en interessant udvikling. Men problematikken i forbindelse hermed er, om disse fusionsbands – især når de har karakter af sideprojekter – reelt har noget at byde på, eller om de snarere er legestuer for anerkendte musikere, der netop på grund af deres position kan tillade sig lidt af hvert?

Sidstnævnte tendens til legestue uden relevans spøger konstant i lydkulissen på The Beatific Visions. Og hvis pladen var en fotomodel, ville den helt sikkert blive fravalgt på i hvert fald den spanske catwalk pga. undervægtighed. De 11 numre er nemlig næsten alle på under 3 minutters spilletid og hele albummet derfor ikke mere end godt og vel 28 minutter langt. Et letvægterudspil, der således allerede i sin form varsler en smule useriøsitet.
Ikke forstået således, at korte, stramme kompositioner ikke kan være overbevisende nok i deres knaldperleagtige intensitet. Problemet med The Beatific Visions er bare, at selv om pladens enkeltstående skæringer indimellem – til dels – er rammende, er det generelle udtryk så rodet, at man aldrig bliver klar over, hvad Brakes helt præcis er ude på.

Vi præsenteres for alt fra følsom countrypræget indie blandet med stram britisk guitarrock i “If I Should Die Tonight” over Pixies-inspireret, spiced-up limbo i “Spring Chicken” til singer/songwriter-toner i “No Return”. Eamon Hamiltons stemme hakker sig gennem hele molevitten som en ganespaltet, skødesløst vrængende, men stadig stringent og følsom britisk dandy. I udtrykket er det ikke langt fra den karakteristiske vokal hos Clap Your Hands Say Yeahs Alec Ounsworth, men milevidt fra den samme gennemførthed.

Ved første gennemlytning af pladen er den derfor en kludret rodebunke. Anden, tredje og fjerde gennemlytning inviterer til en vis grad af fordybelse. Især når man opdager nogle af pladens få kvaliteter, der bl.a. ligger i de mere eller mindre sjove politiske referencer i f.eks. “Porcupine or Pineapple?” med teksten: »Who won the war / was it worth fighting for?« og “Mobile Comminication”, der behandler den moderne verdens fremmedgørelse. For ikke at nævne den følsomme “No Return”, der nyfortolker et klassisk og gennemtærsket tema, nemlig ensomheden i tosomheden, på en overraskende banal og virkningsfuld facon.

Generelt er mange af pladens skæringer faktisk ganske iørefaldende. De politiske referencer og de sensitive udladninger virker dog mere eller mindre latterlige og ironiserende, når man holder dem op imod albummets generelle letvægter-indtryk og døgnflue-karakter.

De få kvaliteter, der præsenteres på The Beatific Visions drukner således uheldigvis i en musikalsk rodebutik, hvor useriøse, spinkle eksperimenter måske nok er virkningsfulde musiksmæld, der er skåret ind til benet, men aldrig bliver overbevisende som helhedsindtryk. Derfor overbeviser fusionsbandet heller ikke med album nr. to om deres relevans på nutidens musikscene.
Det overordnede problem er, at vi simpelthen ikke har brug for en plade som denne og måske heller ikke for et sideprojekt som Brakes generelt. Legestuen er sikkert sjov for de implicerede, men den udvikler sig ikke til noget brugbart for lytterne.

★☆☆☆☆☆

Deltag i debat