Plader

Eleni Mandell: Miracle of Five

Skrevet af Mads Jensen

På trods af at Eleni Mandell er bosat i Los Angeles, er hendes lyd rigtigt støvet. Men det er den type støv, der giver musikken varme og intensitet. Miracle of Five lyder mere som the Great Plains end som smog-fyldte L.A. Troen på ægte kærlighed er temaet for denne herligt naive singer/songwriter-plade.

Forestil dig, at du sidder på en slidt veranda med afskallet maling et sted i Texas. Solen bager, og luften står stille. Du sidder med et par venner, men ingen taler, for I er alle for udmattede af varmen. I baggrunden står en gammel grammofon og spiller Miracle of Five. Den skratter en smule, men ingen orker at børste pladen ren.

På et lille vakkelvornt bord mellem jer står en flaske Bourbon, der efterhånden ikke er meget mere end dampe tilbage i. Din største bekymring er, hvem der skal hente en ny, når flasken er helt tom. Indtil videre nøjes du med at drikke langsomt for ikke at være den første, der sidder med et tomt glas. Du håber, at den, der henter den næste flaske, vil tage isterninger med. Men lige nu er dét lige meget, for du nyder bare at slappe af i skyggen.

Sådan opleves Eleni Mandells sjette album, Miracle of Five. Det består af støvede krydsninger mellem alt. country og singer /songwriter i et meget roligt tempo. Teksterne er naive og sentimentale. Disse ingredienser gør til sammen pladen til en utroligt behagelig oplevelse, der kan få dig til at glemme alt om tid og sted. Du nyder bare musikken, mens du hengiver dig til minder og drømme.

Den behagelige stemning introduceres allerede i det første nummer. “Moonglow, Lamp Low” åbner pladen og indikerer, at her er tale om et tæt på optimalt album at vågne op til en søndag morgen, hvor man absolut intet skal nå.

De naive tekster tangerer det banale, når Mandell synger »true love – just like sugar in my coffee« og senere »true love – just like honey in my tea.« Ikke desto mindre virker det. Det er ikke en plade, der påstår at have svarene på de store spørgsmål. Den er som en sød kærlighedsfilm. Sådan én, hvor de får hinanden til sidst, men uden at det hele bliver cheesy undervejs.

I “Salt Truck” synger Eleni Mandell »Salt truck, salt truck clear my path / All my dreams are frozen fast / I want roads that I can drive on / I want a love that I can rely on.« Det er drømmen om tryghed og tillid, hun synger om. Det er måske ikke særligt rock ‘n’ roll, men det er behageligt, og når temperaturen når under frysepunktet, kan vi alle drømme om at hygge foran pejsen.

Det, der får pladen til at skille sig ud fra flertallet i genren inklusive Mandells tidligere plader er, at den er opløftende. Den handler ikke om ulykkelige parforhold, men om at tillade sig at være naiv og tro på kærligheden.
Den slags fører sjældent til særlig interessant musik, men her virker det, fordi pladen er så ærlig omkring sit naive projekt. Lige indtil “Miss Me” afslutter pladen efter små 40 minutter, er man tryllebundet af den gode stemning.

★★★★★☆

Deltag i debat