Plader

Eleni Mandell: Miracle of Five

Skrevet af Mads Jensen

På trods af at Eleni Mandell er bosat i Los Angeles, er hendes lyd rigtigt støvet. Men det er den type støv, der giver musikken varme og intensitet. Miracle of Five lyder mere som the Great Plains end som smog-fyldte L.A. Troen på ægte kærlighed er temaet for denne herligt naive singer/songwriter-plade.

Forestil dig, at du sidder på en slidt veranda med afskallet maling et sted i Texas. Solen bager, og luften står stille. Du sidder med et par venner, men ingen taler, for I er alle for udmattede af varmen. I baggrunden står en gammel grammofon og spiller Miracle of Five. Den skratter en smule, men ingen orker at børste pladen ren.

På et lille vakkelvornt bord mellem jer står en flaske Bourbon, der efterhånden ikke er meget mere end dampe tilbage i. Din største bekymring er, hvem der skal hente en ny, når flasken er helt tom. Indtil videre nøjes du med at drikke langsomt for ikke at være den første, der sidder med et tomt glas. Du håber, at den, der henter den næste flaske, vil tage isterninger med. Men lige nu er dét lige meget, for du nyder bare at slappe af i skyggen.

Sådan opleves Eleni Mandells sjette album, Miracle of Five. Det består af støvede krydsninger mellem alt. country og singer /songwriter i et meget roligt tempo. Teksterne er naive og sentimentale. Disse ingredienser gør til sammen pladen til en utroligt behagelig oplevelse, der kan få dig til at glemme alt om tid og sted. Du nyder bare musikken, mens du hengiver dig til minder og drømme.

Den behagelige stemning introduceres allerede i det første nummer. “Moonglow, Lamp Low” åbner pladen og indikerer, at her er tale om et tæt på optimalt album at vågne op til en søndag morgen, hvor man absolut intet skal nå.

De naive tekster tangerer det banale, når Mandell synger »true love – just like sugar in my coffee« og senere »true love – just like honey in my tea.« Ikke desto mindre virker det. Det er ikke en plade, der påstår at have svarene på de store spørgsmål. Den er som en sød kærlighedsfilm. Sådan én, hvor de får hinanden til sidst, men uden at det hele bliver cheesy undervejs.

I “Salt Truck” synger Eleni Mandell »Salt truck, salt truck clear my path / All my dreams are frozen fast / I want roads that I can drive on / I want a love that I can rely on.« Det er drømmen om tryghed og tillid, hun synger om. Det er måske ikke særligt rock ‘n’ roll, men det er behageligt, og når temperaturen når under frysepunktet, kan vi alle drømme om at hygge foran pejsen.

Det, der får pladen til at skille sig ud fra flertallet i genren inklusive Mandells tidligere plader er, at den er opløftende. Den handler ikke om ulykkelige parforhold, men om at tillade sig at være naiv og tro på kærligheden.
Den slags fører sjældent til særlig interessant musik, men her virker det, fordi pladen er så ærlig omkring sit naive projekt. Lige indtil “Miss Me” afslutter pladen efter små 40 minutter, er man tryllebundet af den gode stemning.

★★★★★☆

Om skribenten

Mads Jensen

 

Biografi:

Jeg kom først sent til at høre god musik, om man så må sige. Som lille knægt syntes jeg, at Shakin’ Stevens og Tina Turner var ret godt. Senere var jeg lige inde over lidt euro-dance. Nu er jeg lykkeligvis blevet kureret og hører, hvad jeg vil kalde markant bedre musik. Jeg kommer fra Aalborg, men bor nu i Odense, hvor jeg læser filosofi med engelsk som tilvalgsfag. Mine interesser udover musik er primært litteratur og at skrive. En god diskussion om religion eller udenrigspolitik går jeg heller ikke af vejen for.

 

Hører i øjeblikket:

Santogold: S.t.

- En blanding af alt godt fra den dansable musiks verden. Jeg ved ikke, hvor godt den holder i længden, men lige nu passer den perfekt. MySpace.

Shivvers: Lost Hits From Milwaukees's First Family Of Powerpop: 1979-1982

- Nogen fortalte mig, det her er et godt powerpopalbum, men det kan siges meget kortere. Det er nemlig bare et godt album. Punktum. Det er banalt, sødt, happy-go-lucky og først og fremmest catchy. Det er lyden af alle teenage-forelskelser nogensinde. MySpace

Lisa Lisa & Cult Jam: This Is Cult Jam

- Nu hvor firsene bliver mere trendy by the second, så er det ganske oplagt også at kigge tilbage, når man skal ryste sin moneymaker. Latin freestyle går man aldrig fejl af, hvis man vil have bas og kitsch i stride strømme. Mindst af alle steder hos Lisa Lisa & Cult Jam. Can You Feel the Beat på YouTube.

Slapp Happy: Casablanca Moon

- Avantgarde-pop er det blandt andet blevet kaldt. Og det er både kantet og catchy. Dette album er fra '74, men det kunne ligeså godt være fra i år. Det er bare tidsløs god musik. Man kan fordybe sig idet, men også bare bruge det som baggrund.

Elysian Fields: Queen of the Meadow

- Åh! Den stemme! Så sexet, så lokkende. Elysian Fields kalder selv deres musik for noir rock, og det passer ret godt. Det er meget mørkt, drømmende og ikke mindst behageligt. En oplagt slappe-af-på-sofaen-plade.

 

Fem favoritalbums:

My Bloody Valentine: Loveless

Bruce Springsteen: Ghost of Tom Joad

M.I.A.: Kala

Emmylou Harris: Wrecking Ball

Blondie: Parallel Lines

Skriv et svar