Plader

The Eternals: Heavy International

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Ved første gennemlytning er Heavy International en rigtig rodet affære. Men jo mere pladen snurrer i afspilleren, desto mere falder de enkelte dele i kaosset på plads til et samlet hele.

Det er enkelt. Det er rodet. Og ved første gennemlytning lyder det ikke særligt sammenhængende. Sådan er første møde med The Eternals’ eklektiske mix af lofi, dancehall og krautrock, der præger Chicago-bandets seneste udgivelse. Og så er det op til mig at beskrive, hvordan det egentlig lyder, hvilket ikke har været helt nemt.

For hvordan beskriver man musik, der i første omgang ikke inviterer lytteren indenfor? At musikken lyder meget opfindsom, kan de fleste nok høre, men at beskrive den i ord er straks sværere. Musikken er ikke umiddelbart charmerende, men den er som min knap så kønne kammerat, der viser sig at være den sjoveste af alle mine venner. The Eternals sprænger rammerne for genredefinitioner, selv om det er ganske umuligt overhovedet at prøve at klassificere bandets musik som andet end den grimme, charmerende dreng.

Efter et par gennemlytninger falder det trippede og slaskede udtryk mere på plads, og den særegne lyd, der først virkede irriterende, virker nu frisk og tiltrækkende. Hvert eneste minut indeholder musikken nye detaljer, som udfordrer og underholder – hvilket allerede første nummer på albummet afslører. “This Mix Is So Bizarre” udtrykker hele The Eternals’ musikalske ærinde: Tilsandede, heftige blæsere hænger over en virkelig funky basgang, mens forsanger Damon Locks kæmper med trommerne om at dominere groovet. Lydbilledet er fyldt godt ud, men er ikke kaotisk på noget tidspunkt.

Med numre som “Beware the Swordbat”, “Feed the Youth (Stagea Coup)” og “M.O.A.B” giver The Eternals virkelig fuld skrue, og indimellem får jeg følelsen af, at det er et afrikansk eller caribisk band, jeg lytter til – i super-eklektisk stil og med elektroniske indspark. Der er mere dub end funk over mange af numrene på albummet, og man kan næsten se de svedende, sorte musikere stå bag instrumenterne og spille alt, hvad de kan. “Scorpion” bliver på den konto næsten noget fra de mørkeste egne af Congo.

The Eternals mestrer også at spille jazz – dog en absolut mere rocket, skæv og eksperimenterende jazz, end de fleste forbinder med genren. “Crime” er en mere tilbagelænet end funky – og Damon Locks crooner mere end normalt. Hans sangstil er umiskendelig og passer også her perfekt til musikken – hvilket hans mere råbende ego også gør, når vokalen på tempofyldte numre skal kæmpe med bas og trommer om opmærksomheden.

Med en spilletid på lidt over en time virker Heavy International lidt lang, for til trods for at der sker meget i lydbilledet, er variationen ikke stor. Men albummet vinder med sit svedende blandingsmisbrug af adskillige musikgenrer på tværs af kontinenter og årtier. Og med denne plade kan man om ikke lære om funk, jazz og dub, så i hvert fald blive opdateret og høre, hvordan disse genrer kan blandes til et af de mest eklektiske og alligevel velfungerende lydbilleder, jeg har hørt de seneste par år.

★★★★½☆

Deltag i debat