Plader

The Fashion: s.t.

The Fashion har haft masser af tid til at finde udtrykket på opfølgeren til deres fire år gamle debut. Resultatet er en poleret plade, der tør stå ved sit poppede udtryk, og som i sin umiddelbare friskhed er ganske fin – om end næppe langtidsholdbar.

Den musikalske modeverden er et omskifteligt foretagende. Det ene øjeblik står bandet med drømmekontrakten i hånden og stjerner i øjnene, det næste vurderes de som passé. En trend overtages af den næste, stort set før den er startet. Hvad der er oppe i tiden, er et ’dag til dag’-skøn.

The Fashion blev moderigtigt klædt på, da de i 2003 udgav deres debutplade Rock Rock Kiss Kiss Combo på BMG. Iklædt sort-hvid-stribede trøjer og lyserøde halsklude gik de i kødet på samtidens ironi-forbehold for hvad som helst og forklarede, at ’fashion’ ud over mode kunne oversættes til en måde at gøre tingene på. The Fashion havde baggrund i emocore, men ønskede at videreudvikle eget udtryk med vægt på hooks og fængende melodier.

Dette mål har ikke ændret sig i 2007. The Fashion vil stadig gerne være en vogue, og hvilken bedre bedre måde end at gribe hårdere fat om pophjertet og vride hits ud? Om hitpejlingen rammer bredt, forbliver et spørgsmål om held, timing og tilstrækkeligt hårdt promotionarbejde hos Sony BMG – men for The Fashions vedkommende er der op til flere melodimissiler, som er bygget med sikker manøvre til at kunne ramme direkte og bredt.

“Letters From the Ambulance” er en af de fremfarende popsange, som allerede har sneget sig ind på P3’s playlister. Og det er i og for sig helt forståeligt, for vi har her at gøre med et vaskeægte hit med reggae-allusioner og en melodi, der hastigt brænder sig fast og forlanger at spille videre i det indre øre efter sin reelle afslutning. »Don’t you know were comin’ back around?« spørges der i åbningslinjen, nærmest som for at markere bandets genkomst på den danske musikscene.

Noget er der dog sket siden debutpladen. Alle kanter er pudset helt af, trommerne er pakket ind i så mange filtre, at de lyder som programmerede hiphop-beats – og i sidste ende overlever “Letters From the Ambulance” egentlig kun i kraft af sit insisterende melodimateriale. Men om man gider at høre det om et par måneder, kan sagtens betvivles.

Samme tendens går igen i “Dead Boys”, “Solo Impala” og “Untitled”, der alle umiddelbart vinder på glade energier og smittende hooks – som samtidig modstilles i tekstuniverset, der flirter med tvetydige, mørkrandede linjer om afslutninger og forgængelighed. Hvis moden vil bandet vel, finder den nok en plads til disse numre for et kort moment, før den farer videre til den næste sensation. Hér og nu er det nemlig befriende at lytte til disse umiddelbare sange – og når eftertiden træder ind, er de glemt igen, og så er forgængeligheden overført til sangene selv.

I sange som “Like Knives” og “Vampires With Gold Teeth” er der også blevet plads til et par postpunk-lån med rullende basgange og staccato-guitarer. Begge kommer med statsgaranti til at rykke live, hvor bandet virkelig kan levere varen – og når snakken nu drejer sig om nuet, jamen, hvilken bedre situation end live?

The Fashion rummer desuden en lille håndfuld sange i den mere afdæmpede afdeling. Bedst er “The Funeral Dept.”, som lever højt på sit melodiske drama og sine mantraagtige linjer: »If you’re not dead you’ll come around
/ Just when you hear the marching sound.« Sangen arbejder sig mod højere luftlag med en lyd, der læner sig dels mod Phil Spector, dels mod moi Caprice.

Helt så godt går det ikke i de to øvrige afdæmpede sange. “Alabaster” kan ikke helt finde ud af, om den ønsker at være en ballade eller en indiepopsang, men sætter sig mellem de to stole og fungerer i sidste ende mere som en art intermezzo mellem numrene på hver sin side. “Apt.” besynger en ensomhed i lejligheden, hvor lyde bliver »deafened by the sound of the raindrops falling down,« men dramaet går ikke rent ind, og sangen forbliver en lavblusset parantes.

Med en selvbetitlet plade kan man spørge, om det er et udtryk for en plade, der er den helt sandfærdige lyd af The Fashion eller et tegn på uopfindsomhed i brainstormingen til pladetitel. Faktum er, at The Fashion har udviklet deres udtryk siden debuten. I denne omgang tør de gå planken ud og dyrke deres poppede udtryk. Hatten af for dét – også selv om det formentlig kommer til at koste pladen en langtidsholdbarhed. Men lige nu, hvor den er helt frisk, fungerer den udmærket og fortjener sine fire U’er.

★★★★☆☆

Deltag i debat