Plader

The Grand Opening: This Is Nowhere to Be Found

Skrevet af Kasper Würtz

The Grand Opening debuterer med en fin dosis melankoli på et album, der ikke er mere, end hvad det giver sig ud for at være. John Roger Olssons sangskrivning er solid og bevæger sig sikkert inden for den sarte og melankolske indierock uden at være banebrydende. Og engang imellem er det, lige hvad man har brug for.

Det må være noget fascinerende tapet, som John Roger Olsson har på væggene i sin lejlighed i den stockholmske forstad Björkhagen. Det er i hvert fald hovedsageligt i de omgivelser, at The Grand Opening-debutalbummet This Is Nowhere to Be Found er blevet indspillet, og det smager hverken af uinspirerende, råhvide vægge eller sløset DIY-produktion. Derimod er det en fintfølende og stemningsfuld plade fra en svensk sangskriver, der ganske vist ikke udvider genrespektret, men som giver 35 minutters rart og uforpligtende selskab.

“This Time I Might” starter med lille røgslør af ambience, inden en simpel og upoleret electronicabund lægges, hvorpå Olssons afdæmpede guitar og behagelige vokal skaber en fornem stemningscollage, der ikke ligger specielt langt fra danske Plutos poetiske univers. Man fornemmer tavse natvandringer igennem storbyen, hvor undergrundsdampe blandes med gadelygternes slørede lys og forvandler bybilledet til et portræt af ensomhed og længsel.

Olsson bibeholder melankolien i førstesinglen “Don’t Drop Off”, men giver denne gang sangen et hurtigere tempo og en mere umiddelbar melodi, hvor bassen og en afdæmpet elektrisk guitar fint supplerer hinanden som henholdsvis repetitiv bund og så mere flygtige toner, der blødt hvisker, at det er helt i orden at danse trist og alene.

Selvom svenskeren på This Is Nowhere to Be Found gennemgående cirkler omkring patos og tabt kærlighed, formår han at holde de storladne armbevægelser på et minimum, og følelserne bliver aldrig for svulstige eller overgjorte. I “Blood on the Moon” træder de store følelsers primære forkynder, violinerne, frem, men heldigvis rækker de ikke længere op, end sangen kan nå, og denne selvbevidsthed er en af The Grand Openings klare forcer. Olsson forsøger ikke at skrive sange, som man knækker hjertet på eller græder sig i søvn over. Han skriver små, fine numre som giver ondt i maven på grund af de små og præcise doser melankoli.

“Ensillre” er et gennemført smuk instrumentalt nummer, der med sin slæbende slowcore og mere narkotiske lydbillede fanger essensen af en nærmest Hoppersk soveværelsestomhed, hvor svævende drøm og jordnær virkelighed eksisterer i samme lokale.

This Is Nowhere to Be Found topper til allersidst med den enkle og smukke “Twist & Turn”, hvor violinerne endnu en gang spiller med og lægger sig i hælene på de simple guitarstrofer. Tempoet er igen helt nede på hvilepulsen og sangen minder om den svenske åndsfælle Tiger Lous mere stille bedrifter.

En solid afslutning finpudser altid den overordnede følelse, og man føler sig også en oplevelse rigere, når The Grand Opening langsomt toner ud. Ikke fordi den musikalske horisont er beriget med en ny post-et-eller-andet-genre, eller fordi tårekanalerne er tømt, men fordi John Roger Olsson skriver og spiller solidt og lige til sangenes spærregrænse. Talentet og ambitionerne behøver ikke altid at være helt oppe i himmelhvælvingen for at gøre sig fortjent til at fylde 35 minutters stilhed med fin og vedkommende musik. Faktisk kan det sagtens lade sig gøre at klare det hele fra en beskeden lejlighed i svensk forstad.

★★★★☆☆

Deltag i debat