Plader

Green Concorde: Ten Cities

Skrevet af Janne Kristensen

Efter at have forladt Holstebro til fordel for København besynger Green Concorde på debutalbummet Ten Cities storbyen i 11 mørke, distancerede sange. Stemningsskildringerne er præcise, men det er, som om kvartetten er lidt sent ude.

Den amerikanske maler Edward Hopper portrætterede i 1920’erne den rastløse, ensomme og distancerede storbytilværelse. Den forsøger Green Concorde nu at lægge lydkulisse til med debutudspillet Ten Cities. Det længe ventede album fra gruppen, der fik så mange roser med på vejen for den korte split-ep, de udgav i 2004 sammen med det hollandske band We vs. Death, lægger op til en undersøgelse af gruppens holdbarhed i fuldlængdeform. Den granskning afslører visse ridser i den ellers så stilbevidste Concorde-lak.

Green Concorde betjener sig af en konventionel instrumentsammensætning: guitar, trommer, bas og vokal. Dette udgangspunkt bruges som afsæt for en ren og rockklassisk lyd med referencer til især Interpols kølige, afpudsede storbyiagttagelser.
Man kan stille spørgsmålstegn ved væsentligheden af bestandigt at bedømme ny musik på, hvilke sammenfald den har med den ældre musikhistorie. Det kan først og fremmest virke som en let og fortærsket genvej, og i et tilfælde som Green Concorde, hvor bandet rent faktisk forstår at give genrekonventionerne en egen drejning, er det egentlig uinteressant.

Ten Cities er en hyldest til den storby, der, som Dan Túrell engang skrev det, er kendetegnet ved dens høje grad af availabilitet. Både de hændte og ofte uforanderlige fortidshandlinger, det støvede nu og fremtidens uprøvede muligheder finder udtryk her i en art evindelig nutidsstilstand.
Morten Espersen Dams stemme er den observerende Concorde-pilot ud i den kulsorte elektro-metropol, men uden at levere følelsesmæssige tilkendegivelser. Hans vokal er gennemført distanceret, frustreret og til tider skræmmende hysterisk, men falder lidt for ofte igennem til de tynde luftlag, hvor det prætentiøse, anstrengte og forsøgte får overtaget.

Den generelle stilbevidsthed er dog mere end intakt hos de fire Concorde-drenge. Bandet er efterhånden så velsammenspillet og lyden så rendyrket, at især de stramme basgange og nerven i guitaren vidner om stor musikalsk bevidsthed og et højt professionelt niveau. Netop guitarriffene og de velarrangerede, præcise kompositioner er med til at gøre pladen ganske fængende. Numre som “We Set Sail by the Way We Feel” og pladens messende heart of darkness “Detroit” er perfekte eksempler herpå. Og afslutningsperlen “Catch and Turn” med dens sløve, slæbende og opbyggelige postpunk goes Brett Anderson-attitude går ganske enkelt rent ind.

Green Concorde formår at formidle en utilpasset, rastløs, cool og sitrende stemning af modernitetens fragmenterede og ensomme storbymentalitet, som førnævnte Edward Hopper sikkert ville have værdsat. Men det er, som om Ten Cities kommer et par år for sent.

At høre Green Concorde live for nogle år siden var yderst berigende, befriende og berusende. Bandet havde dengang, som nu, en meget udansk lyd og en nerve på scenen, man syntes at skulle lede længe efter. Det var dog før, et band som Modest Mouse med sin skæve og rå indierock havde sat sit tydelige aftryk på den danske scene, og før den britiske postpunk-/nyrock-bølge havde oversvømmet vore øregange som en rasende tsunami.

Så når man lytter til Green Concordes fuldlængdealbum i dag, er lyden en smule forældet. Kvartetten gør det godt, men synes at være blevet indhentet så meget af tiden, at Ten Cities ikke har den slagkraft og den grad af funklende nytænkning, det ofte kræver, for at et album kan blive rigtig interessant.

★★★☆☆☆

Deltag i debat