Plader

Micah P. Hinson: Micah P. Hinson and the Opera Circuit

Skrevet af Mads Jensen

Micah P. Hinson formår at skabe den særlige stemning, der gør et album til mere end bare et godt album. Stemningen skabes på papiret af en rusten vokal og melankolske melodier fremført som kosmisk country noir. Men helheden er mere end sine bestanddele.

Musik er på sin vis noget mærkeligt noget. To personer kan sagtens være enige om, at en bestemt plade er original, velproduceret og fremført af teknisk dygtige musikere. Samtidig kan de to være lodret uenige om, hvorvidt pladen er god eller ej. Det er en mærkelig egenskab ved musik og for så vidt al kunst. Det handler om stemninger og mere om, hvordan man oplever det, end hvordan det lyder eller ser ud. Micah P. Hinson har efter denne anmelders opfattelse begået et fremragende album, uden at jeg kan sætte en finger på, hvad det helt præcist er, der gør det så godt.

Man kommer i godt humør af Micah P. Hinson and the Opera Circuit. Den skaber en stemning af varme og pejs. Men samtidig også en stemning af mørke og melankoli. Det er en plade, der minder én om svundne tider. Gode minder, som man bliver bedrøvet over ikke er mere, men på samme tid bliver man glad for at have oplevet dem. Man bliver mindet om livets nedture, men samtidig husker man, at intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Den stemning er frembragt af et alt. country-lydbillede skabt først og fremmest af Micah P. Hinsons rustne vokal og den mørke lyd fra hans akustiske guitar. Alt. country er jo et vidt begreb og dækker jo for så vidt over alt andet end traditionel country. Hinson beskriver selv sin musik som “cosmic country noir.” Han har tidligere spillet sammen med blandt andre Smog og Iron & Wine, og det er i samme boldgade, at vi finder Micah P. Hinson and the Opera Circuit.

De stærkeste numre er de enkleste. De der bæres af vokalen og guitaren som f.eks. “Seems Almost Impossible” og “She Don’t Own Me”. Men albummet spænder videre. F.eks. udvikler “You’re Only Lonely” sig over fem et halvt minut til et kraftfuldt rocknummer. Aldrig viger pladen dog fra den mørke, eftertænksomme lyd.

“Drift Off to Sleep” er et meget trist nummer, hvor Hinson synger om sin følelse af at være utilstrækkelig: »When you sleep, what do you see? / A million stars to wish upon / or just me?« I næste nummer er han mere optimistisk og synger i omkvædet: »I’ll get to California some day, oh some day,« men optimismen er ikke helhjertet, for selv om han fortæller, at han nok skal komme af sted, er det tydeligt, at han egentlig ikke selv tror på det. Derfor er tonen allerede dybt melankolsk i “She Don’t Own Me”. Det er, som om han har drømmene, men ikke tør tro på dem. Det er meget trist, men også meget smukt og ægte.

Hvis vinteren kommer, vil Micah P. Hinson and the Opera Circuit fungere som et fint modstykke til golde landskaber og temperaturer under frysepunktet. Den vil bringe lidt tør Texas-varme ind i stuen, imens det triste islæt vil få dig til at pakke dig ekstra godt ind i tæppet foran pejsen og blive sentimental.
Det vil utvivlsomt ikke gælde for alle dens lyttere. Men for mig har den det der særlige, som er så svært at beskrive, men som er så essentielt for oplevelsen.

★★★★★☆

Om skribenten

Mads Jensen

 

Biografi:

Jeg kom først sent til at høre god musik, om man så må sige. Som lille knægt syntes jeg, at Shakin’ Stevens og Tina Turner var ret godt. Senere var jeg lige inde over lidt euro-dance. Nu er jeg lykkeligvis blevet kureret og hører, hvad jeg vil kalde markant bedre musik. Jeg kommer fra Aalborg, men bor nu i Odense, hvor jeg læser filosofi med engelsk som tilvalgsfag. Mine interesser udover musik er primært litteratur og at skrive. En god diskussion om religion eller udenrigspolitik går jeg heller ikke af vejen for.

 

Hører i øjeblikket:

Santogold: S.t.

- En blanding af alt godt fra den dansable musiks verden. Jeg ved ikke, hvor godt den holder i længden, men lige nu passer den perfekt. MySpace.

Shivvers: Lost Hits From Milwaukees's First Family Of Powerpop: 1979-1982

- Nogen fortalte mig, det her er et godt powerpopalbum, men det kan siges meget kortere. Det er nemlig bare et godt album. Punktum. Det er banalt, sødt, happy-go-lucky og først og fremmest catchy. Det er lyden af alle teenage-forelskelser nogensinde. MySpace

Lisa Lisa & Cult Jam: This Is Cult Jam

- Nu hvor firsene bliver mere trendy by the second, så er det ganske oplagt også at kigge tilbage, når man skal ryste sin moneymaker. Latin freestyle går man aldrig fejl af, hvis man vil have bas og kitsch i stride strømme. Mindst af alle steder hos Lisa Lisa & Cult Jam. Can You Feel the Beat på YouTube.

Slapp Happy: Casablanca Moon

- Avantgarde-pop er det blandt andet blevet kaldt. Og det er både kantet og catchy. Dette album er fra '74, men det kunne ligeså godt være fra i år. Det er bare tidsløs god musik. Man kan fordybe sig idet, men også bare bruge det som baggrund.

Elysian Fields: Queen of the Meadow

- Åh! Den stemme! Så sexet, så lokkende. Elysian Fields kalder selv deres musik for noir rock, og det passer ret godt. Det er meget mørkt, drømmende og ikke mindst behageligt. En oplagt slappe-af-på-sofaen-plade.

 

Fem favoritalbums:

My Bloody Valentine: Loveless

Bruce Springsteen: Ghost of Tom Joad

M.I.A.: Kala

Emmylou Harris: Wrecking Ball

Blondie: Parallel Lines

Skriv et svar