Plader

källing: Sød musik

Skrevet af Jan Sorensen

Dansksprogede källings album Sød musik er på mange måder en kontrastfyldt debut. Man kan næsten ane det fra det øjeblik, man ser bandets navn og titlen på albummet. For kan en källing virkelig lave sød musik? Ja, det lykkes faktisk.

Det første, der møder én, når man har sat källings debutalbum Sød musik i anlægget, er en vellydende og lettere poppet rockproduktion i den bløde ende af skalaen. Bandet, som i sin helhed består af sangerinden Tine Kjær, bassisten Tomas Raae, guitaristen Stephan Sieben og trommeslageren Mads Beldring, gør det i og for sig ganske udmærket. Det er organisk og velspillet, men samtidig også meget pænt, og man savner noget, der rigtigt kradser, og som kan rive lidt huller i det nærmest silkebløde rocktapet.

Kæv Gliemann, der bl.a. er kendt fra sit samarbejde med Dicte, har produceret pladen, hvilket har resulteret i et pænt, om end også noget anonymt resultat. Måske ville det klæde albummet som helhed, at der hist og her blev plads til, at en god gammeldags guitarsolo kom til at ligge højt i mixet. F.eks. skriger et nummer som “Mig og min baby” nærmest på at få lov til at komme ud af højttalerne, men guitaren synes at mangle både dynamik og volumen.

Hvad der synes at mangle af kant i produktionen, bliver dog til dels vejet op af Tine Kjærs vokal, der med sine skæve fraseringer får én til at føle sig hensat til Tyskland i midten af 80’erne. Der er ingen tvivl om, at Kjærs vokal er af enten-elske-eller-hade-typen. Skævhederne fungerer bedst i numre med lidt mere gang i den, og man kommer hurtigt til at savne ro i vokalen i de stille numre.

Både Kjærs vokal og sangene i sig selv ville sagtens kunne bære et mere minimalistisk udtryk visse steder, som vi f.eks. får en smagsprøve på i den smukke ballade “I toget til Tyskland”. Det ville også klæde den fornemmelse af stilhed, der afspejler sig i de smukke tekster, der mest af alt får én til at tænke på gamle danske viser spædet op med en snært postmodernistisk urban digtning.

Og lad det være sagt med det samme: Teksterne på Sød musik er rigtig fine. Der er på samme tid noget nært og fjernt i Kjærs tekstunivers – og dét i mere end en forstand. Med den brede lyriske pensel bliver vi ført sikkert igennem et malerisk landskab af korngule marker og dansk sommer, når den er bedst. Vi bliver endda inviteret med til »en eller anden vejfest«. Mere lokalt kan det næsten ikke blive – på den gode måde vel at mærke.
I næste øjeblik sidder vi på en bar omgivet af palmer og hvide sandstrande i Ghana eller kigger måske længselsfuldt efter en elsket, der aldrig dukker op på Pont Neuf, som i albummets første nummer, “Paris by Night”.

Kjær formår med digterisk snilde især at formidle længslen og det forgangne, men samtidig også håbet og værdien i den ro, som må (og måske kun kan) findes i ensomheden. F.eks. som hun gør det i nummeret “Jeg er så vild (med dig måne)”, der på overfladen handler om at køre i bil ud af en øde motorvej i månens skær, men samtidig er et billede på de valg og de bakketoppe og -dale, som vi støder på i livet. På den måde bliver det nære på Sød musik ensbetydende med at være i enerum med sig selv, mens det fjerne bliver til en nostalgisk søgen efter tosomhedens glæder.

Kan en källing så egentlig lave sød musik? Det har bandet i hvert fald formået at gøre. Men den kant, et navn som ‘källing’ synes at lægge op til, får vi kun delvist. Tine Kjær bider fra sig og gør det generelt godt, men de skæve fraseringer en masse bliver til sidst lidt monotone at høre på, især når der heller ikke sker det vilde i musikken.

Grundlæggende er Sød musik et lidt for forsigtigt rockalbum, krydret med prosa. Det lugter lidt af rock’n’roll og lidt af David Bowie, men så heller ikke mere. Enkelte steder på albummet, går kællingen helt i stå som i “Hvem siger jeg bliver bange”, hvor en unødvendig trompetsolo sammen med guitaren får lov at runde nummeret af. Dér sidder man med følelsen af, at bandet ikke rigtigt har vidst, hvad de skulle stille op med nummeret, og derfor har hentet nogle flere musikere ind som ekstra fylde – og man kommer til at spekulere på, om det er produktionen, der mangler dynamik, eller om det er bandet. Det kunne være interessant at se kvartetten live, for der synes at være masser af materiale på pladen, som kunne få folk op at hoppe foran scenen. Men det kræver, at den indre källing for alvor slippes løs.

★★★★☆☆

Deltag i debat