Plader

Nurse & Soldier: Marginalia

Skrevet af Mikkel Arre

Oneida-medlemmet Bobby Matadors sideprojekt er klar med sit andet album og er kommet fint af sted med at lave et lytteværdigt album. Duoen har hentet inspiration i 60’erne hos såvel pigegrupper som psych-hoveder og ender i et mildt grænseland.

For lyttere, der kender newyorker-kvartetten Oneida for 14 minutter lange og nådeløst kværnende noiserock-numre, vil Oneida-medlemmet Bobby Matadors sideprojekt Nurse & Soldier givetvis komme som en overraskelse. For selv om Matador alias Robertson Thacher ikke har hevet sit sugerør op fra psych-kilden, suger han og duoens anden halvdel, Erica Fletcher, slet ikke så indædt. Ikke sådan at forstå, at man ikke kan høre nogen forbindelse til de mest rolige numre på de seneste Oneida-plader, men kvartettens latente kaos er blevet afløst af noget mere stilfærdige, men bestemt ikke kedsommelige stemninger.

Frem for alt er der en tiltalende lethed over det andet album fra duoen. Den bunder i særdeleshed i det næsten totale fravær af trommer. Kun i et par af numrene sidder et menneske ved trommesættet, mens en pæn del af de øvrige numre blot byder på mere eller mindre småkitschede rytmebokse.

Til gengæld er der masser af orgel i næsten hvert eneste nummer: i “Capture the Flag” som forrevne, skærende flader; i “Back in Yr Corner” som en drone, der kun svinger en smule; i “North of Baltimore” som det altoverskyggende instrument under Fletchers ikke alt for vellykkede forsøg på at mestre det dybe leje.
Orgel- og synth-fladerne ligger i næsten alle numrene højt oppe i mixet, så selv når Thacher spiller guitarsoloer i f.eks. “In the Dark”, er de blot krydderier til de repetitive, blidt psykedeliske tangent-lydtæpper.

På trods af at orgeltonerne er en rød tråd hele vejen gennem pladen, formår Fletcher og Thacher at variere udtrykket virkelig fint. Efter den helt formidable åbner “Green Tea”, hvor en fløjlsblid Fender Rhodes-rundgang på behageligste vis ruller og ruller i fem minutter, kommer der forvreden støj – og efter den afdæmpede, tostemmige “Wrong” kommer et fuzz-spækket, uptempo-nummer med masser af fremdrift.

Derefter går pladen i stå, fordi det bliver for meget at have tre bagateller lige efter hinanden. Netop på grund af den gennemgående lethed i udtrykket forsvinder Nurse & Soldiers sange hurtigt ud af éns opmærksomhed, så snart duoen ikke varierer sig tilstrækkeligt. Og selv om “Lies & Alterations” kommer ind som lidt af et pusterum, fordi nummeret har noget så traditionelt som fængende guitarriffs, står den anden halvdel af pladen svagere end den første – ganske enkelt fordi numrene sjældent får lov at køre mere end et par minutter og dermed ikke kan nå at bide sig fast.

Eksempelvis kunne det have været rart at få mere end to ombæringer af det på én gang modfaldne og stædige omkvæd i “Her Higher Education”, hvor en lesbisk college-pige beklager sig over, at eks-kæresten nu lader sig bestorme af piger, der bare lige skal prøve at være sammen med en anden pige. Omkvædets melodi er en yndig hilsen til 60’ernes pigegrupper, hvilket giver en god fornemmelse af, hvilket årti Nurse & Soldier har hentet det meste af deres inspiration i. Undervejs er der tekstreferencer til både Rolling Stones og The Beatles, ligesom teksterne flere gange byder på metakommentarer om dét at skrive sange. »Solos never bother me,« synger Fletcher i “What You Wanted”, hvorefter Thacher netop spiller en solo.

Marginalia er ikke ret meget mere end en charmerende bagatel, men er ikke desto mindre ganske lytteværdig. Duoen skriver godt nok ikke uendeligt mindeværdige sange, men det på én gang homogene og varierede udtryk er værd at tjekke ud for alle, der kan lide milde strejf af psych.

★★★★☆☆
Lyt til “Green Tea”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/jag/greentea.mp3]

Deltag i debat