Plader

Gruff Rhys: Candylion

Super Furry Animals-frontmand Gruff Rhys’ anden soloplade Candylion er en lille troskyldig plade, der rummer fantasifuld akustisk pop og eksotisk psykedelia, som er svær ikke at holde af.

»Welcome to Candylion. An album of eleven songs for acoustic guitar and voice. But this isn’t a song. This is just the beginning.«
Sådan lyder ordene fra en upersonlig stemme i stil med dem, man hører over højttaleranlæg i supermarkeder. Baggrundsmusikken består af kitschet keyboard, der kunne lyde som en intro til hvilket som helst tv-quizshow. Men nummeret, der ikke vil være en sang, er derimod introen til Super Furry Animals-frontmanden Gruff Rhys’ seneste soloplade.

Solodebuten med den knap så mundrette titel Yr Atal Genhedlaeth var en relativt afdæmpet affære, blev sunget på walisisk og bestod af en håndfuld lovende, men ufærdige sangskitser. Det har Gruff Rhys rådet bod på med opfølgeren Candylion, som fremstår langt mere sammenhængende. Og så gør den en dyd ud af at tage det useriøse meget seriøst. Den er som et fjernt familiemedlem til Super Furry Animals, men Gruff Rhys har selv udtalt, at med disse små popsange har han banet vejen for at kunne levere en sand rockplade med netop Super Furry Animals – en plade, som kommer til foråret.

Mens man glæder sig til den, kan ventetiden nemt fordrives med Candylion, Gruff Rhys’ mest tilgængelige plade til dato. Candylion er indspillet i Super Furry Animals-producer Gorwel Owens hus og er en udadvendt frisk omgang af engelsksunge sange, som går på opdagelse i Rhy Gruffs’ fascination af psykedelia, walisisk musik fra 60-70’erne og så galskaben i det moderne verdensbillede (en uendelig inspirationskilde).

Første singleudspil, titelnummeret, har ganske forventeligt også en væsentlig ankerplads på pladen. Ved lyden af det nuttede klokkespil og det hyggelige akustiske guitarspil mindes man øjeblikkeligt timerne på legepladsen eller i selskab med “Fjernsyn for dig”. Og lytter man nærmere efter, erfarer man, at historien handler om et dyr, som opdrages af bjørne i Mikronesien, får sig en uddannelse inden for den grafiske branche og siden hen omformer sig til en papversion. Fantasien fejler ingenting, og det gør sangen heller ikke.

Candylion byder også på nedtonede øjeblikke med folkpop. Tag f.eks. den elegante “Beacon in the Light” med hviskende trommer, sukkende pedal steel og en tilbagelænet vokal, som vi kender den fra Nick Drake. Drakes spøgelse går igen i “Lonesome Words”, der består af loopede trommer, akustisk fingerspil, en galopperende kontrabas og atmosfærisk kvindevokal. Den spansksprogede “Con Cariño” præges af dronesummende keyboard, mens trommerne trasker af sted i herlig monoton stil a la American Analog Set, og den besynderlige “Cycle of Violence” giver os et glimt af dommedag, hvori Gruff Rhys bemærker, at »dirty bombs and clean ones look the same if you look closely.«

Sangskrivningen er vejen igennem fornøjelig og ganske koncis – sidstnævnte dog med undtagelse af den afsluttende “Skylon!” som fylder intet mindre end en tredjedel af Candylion. I “Skylon!” er vi ombord på et fly akkompagneret af repetitive rytmer, mens Rhys synger om en flyrejse med »mediocre movies and frivolous magazines,« hvor han tilmed har fornøjelsen af at sidde ved siden af en skuespiller, han ikke kan udstå. Snart befinder vi os midt i et terrordrama, og Rhys redder dagen ved at afmontere en bombe. Fortællingen strækker sig over knap 15 minutter, og dens umiddelbare friskhed gør, at den lyder som at være skrevet på den samme tid.

Candylion er en lille troskyldig plade, der rummer fantasifuld akustisk pop og eksotisk psykedelia, som er svær ikke at holde af. Det er et stort skridt frem i forhold til debuten og lovende for fremtidige afkast. De færeste har betvivlet Gruff Rhys’ kvaliteter, og det skader jo heller ikke, at han lever op til dem i ny og næ.

★★★★☆☆

Deltag i debat