Plader

Shipwreck: House of Cards EP

Skrevet af Theis Ørntoft

Den amerikanske rock-kvartet Shipwreck har et par ep’er og en enkel fuldspiller bag sig. Stadig uden signing forsøger de sig nu endnu en gang med ep-formatet, og det er der kommet et par udmærkede sange ud af. Men ikke overraskende mangler det samlede resultat personlighed.

De må have virkelig mange øvelokaler i Illinois. Det ene løfterige alternative rockband efter det andet skyder op i den midtamerikanske stat, og i nogle henseender er Shipwreck ingen undtagelse. Med et par ep’er og en enkelt fuldspiller i rygsækken udgiver kvartetten nu House of Cards EP, som består af fire melodiøst rockende skæringer.

Ep’en lægger chokerende stærkt ud med det strømførende titelnummer, der er en sveddryppende hymne til den tidløse rocksang. Sangen bæres oppe af en tungt pumpende bas og en ypperligt cool guitarfigur. “House of Cards” er uden tvivl ep’ens bedste sang, og lige så velegnet den er som åbner, lige så høje krav fremsætter den til de resterende tre sanges standard.

Desværre er de ikke i nærheden af samme selvsikre, testosteron-udløsende niveau. Disse lægger sig nemlig behændigt, men ganske ufarligt til ro et temmelig støvet sted på rockhylden – af og til moderne indhyllet i støj og pop, på andre tidspunkter underligt klingende af noget så bizart som dansk rock fra midt-90’erne. Det er nok tvivlsomt, hvorvidt Shipwreck dyrker sidstnævnte reference helt bevidst, men ikke desto mindre lyder enkelte af melodierne som noget, Inside the Whale kunne have forfattet på en usandsynligt god dag.

Sangenes essens er lyttevenlig pop/rock, mens deres overflade og udtryk præges af en mere tidssvarende, shoegazet lyd. Der er ingen tvivl om, at Shiprecks sangskriver er et pop-øre, uagtet hvor mange delay-indhyllede støjguitarer de filer løs på bagerst i lydbilledet – en øvelse, som bandet jo unægteligt må dele med en del andre for tiden. Og bevares, det lyder da fint, men det er ret forudsigeligt, og det ville være interessant at se, hvad der ville ske, hvis bandet trodsede diverse trends, og produktionsmæssigt forsøgte sig i andre retninger.

Men selv om Shipwreck endnu mangler at finde sit personlige fodfæste, er de bestemt ikke dårlige. Det er velspillede og troværdige rocksange, der fremvises på House of Cards EP, og ud over den fænomenale åbner er der også cadeau til ep’ens sidste skæring, “Black Moon”, og dens langsomme, selvsikre tråd og store brusende guitarflader – bestemt ikke dårligt.

Shipwreck mangler dog unægteligt en retning, en uforståelighed eller et radiohit, hvis de skal gøre sig forhåbninger om at komme længere frem i verdens endeløse kø af talentfulde, velspillende alternative rockorkestre. Der gives nemlig sjældent for-lommere.

★★★☆☆☆

Deltag i debat