Plader

Six Parts Seven: Casually Smashed to Pieces

Skrevet af Jakob Lisbjerg

På blot 31 minutter holder Six Parts Seven perfekt fokus og maler smukt med americana-inspirerede postrock-toner uden smutture. Men lidt for ensformigt udtryk gør albummet til en lidt slatten helhed.

Sku ikke hunden på hårene – og døm ikke en bog på dens omslag. Frasen gælder også for vikingen på coveret til Six Parts Sevens femte album for Suicide Squeeze Records. Her er ikke tale om norsk dødsmetal, men om tilbagelænet americana-inspireret postrock. Og bandet er da også godt klar over signalet, vikingen sender, for på pladeselskabets hjemmeside skriver de: “Don’t let the Viking scare you, he only wants to shake your hand.”

Det syv mand store band fra Kent, Ohio har klogeligt valgt at lade albummet vare blot 31 minutter fordelt over otte numre. Ikke fordi musikken er kedelig, men netop den længde på skiven gør, at bandet holder fokus perfekt. Musikken har en sødmefuld, svagt melankolsk tone, som gør den instrumentelle postrock til en fornøjelse at lytte til. Six Parts Seven jagter hverken den gængse vers-omkvæd-struktur eller postrock-klichéen om, at støj og stilhed følges ad. I stedes lykkes det de syv godt sammenspillede medlemmer at skabe smukke, melodiske landskaber, der ikke er kedelige – og altså bliver hjulpet godt på vej af albummets 31 minutters spilletid.

Det er ud over den klassiske rock-treenighed især banjo, lap-steel og blæserne – en klarinet og kornet – som pryder lydbilledet. Casually Smashed to Pieces åbner med “Conversation Heart”, hvor en sløv guitar og banjo drejer blidt om hinanden, inden nummeret fører lytteren videre til “Stolen Moments”. En ensom kornet svæver over simple guitarlinjer og blidt insisterende trommer. Her giver det virkelig mening at sammenligne musikken med et simpelt, græsklædt landskab dækket af svag tåge en søndag i Ohio.

“Stolen Moments” er et godt eksempel på, hvordan Six Parts Seven kan få alting til at lyde som en million med brug af få virkemidler og uden at gå på kompromis med simpliciteten. Hvert eneste instruments rolle føles her nødvendig. Heller ikke “Knock at My Door” kunne være anderledes. Guitar og banjo leger en slags mus og kat og væver sig ind mellem hinanden nummeret igennem – legen er absolut for sjov, og den giver lytteren en form for tidsløs oplevelse af nummeret. Den forvrængede guitar til slut ødelægger dog lidt stemningen.

Den melankolske og eftertænksomme stemning topper med det syv minutter lange “Confusing Possibilities”, der har en næsten ubeskrivelig struktur af mellemstykker, opbygninger, ned- og rundgange og temposkift, som gør nummeret fantastisk at udforske. Nogle gange er det guitaren, der leder vej, andre gange er det klarinetten og kornetten, som lægger vægt bag musikken med blide flader – de ender alle samstemmende til slut. Det bliver aldrig hårdt og aldrig uinteressant.

Når Casually Smashed to Pieces alligevel ikke får lytteren helt op at ringe, så skyldes især én ting. Albummet er behageligt at lytte til, men det skyldes, at grundtonen og instrumenteringen er meget den samme. Hvornår det ene nummer slutter og det næste begynder, er aldrig helt tydeligt. Og følelserne, Six Parts Seven fremkalder, er aldrig af den berusende slags. Tilbagelænet, ja – men ikke eksploderende. Rart, men ikke ophidsende.

★★★★☆☆

Deltag i debat