Tre år efter debutalbummet er der igen nyt fra Terje Vinterstø (eller Ted Winters, som er hans alias i dette tilfælde). Kaizers Orchestra-guitaristen og hans kumpaner i Skambankt har kaldt deres andet album Eliksir – et album, der ligger fint i forlængelse af debuten, som blev vel modtaget hos folk med lyst til lettilgængelig og letantændelig rock, der uden dikkedarer flænser æteren.
Ligefremheden er også i højsædet på Eliksir. Albummet indledes højtideligt i bedste AC/DC-stil med kirkeklokker, der dystert og ildevarslende anslår melodien i åbningsnummeret “Nok et offer”. Som titlen antyder, er bandets sociale ståsted klart placeret hos samfundets svage og undertrykte, der kontant får besked på at se mulighederne, gennem egen indre opblomstring eller gennem revolution.
Skambankt er på mange måder blevet et politisk band, og hvor det tidligere var udskejelser og morsomme pasticher fra den store rocktradition, der var i centrum, er tonen nu anderledes. Dog uden at skrue ned for musikken og slukke festen. Det er stadig den gennemtrængende rocksang, perfekt egnet til fællessang, der danner rygraden.
Fra første riff er der tryk på. “Nok et offer” er i sin enkelhed og med sine skarptslebne riffs toneangivende for albummet. Det drejer sig om at skabe effektive rocksange, der holder intensiteten hele vejen igennem – og den mission lykkes ganske glimrende, idet albummet præges af guitarer fulde af klassiske rockriffs, der går lige i blodet.
“Stormkast #1” brager igennem og vækker minder om Queens of the Stone Age, med sitrende trommespil. “Tyster” er et frisk pust med et medrivende omkvæd og tilpas med indlagte pusterum, mens “Min eliksir” er rendyrket Lemmy Kilmister og Mötorhead i høj klasse. Overordnet minder numrene i høj grad om hinanden, da opbygning og virkemidler er de samme, men trods enkelheden og manglen på overraskende eksperimenter fungerer de fremragende, og satsningen på effektiv riff-rock uden pynt er virkningsfuld.
Hvad der adskiller Skambankt fra andre er den agitatoriske vokalstil, der i stedet for traditionel sang mere minder om udråb til masserne, og det fungerer godt sammen med et velplaceret skud rock, der sandsynligvis fungerer glimrende i en live-sammenhæng. Bandet gæster da også Danmark i tre omgange med koncerter i Aalborg, Århus og København, og hvis energien på pladen omsættes effektivt, er der lagt op til en række intensive oplevelser. Pladen kan i hvert fald varmt anbefales til alle, der sætter pris på rock, der ikke ligger under for modeluner og andre ubehageligheder, men i stedet brager derudad med respekt for traditionen.