Plader

Spencer Dickinson: The Man Who Lives for Love

The Man Who Lives for Love byder på alt fra soul, Hendrix-riffs og Stones-rock til boogie, Sly and the Family Stone-groove og mere tilbagelænet Delta-blues. En pærevælling, der – trods sine lyspunkter – bliver meget lang i spyttet.

Bag navneblandingen Spencer Dickinson gemmer sig et samarbejde mellem Blues Explosion-Jon Spencer og North Mississippi Allstars-broderparret Luther og Cody Dickinson.
Selv om North Mississippi Allstars er en Dirty South-type rockband, besidder de en mørkere og mere blues-præget understrøm i forhold til mange af deres musikalsk ligesindede. Brødrene Luther og Cody Dickinson har producer Jim Dickinson som fader, har spillet i punkbandet DDT som teenagere og som backingband for navne som Othar Turner og R. L. Burnside.

Jon Spencer deler broderparrets forkærlighed for blues og punk. I 2001 slog Spencer pjalterne sammen med Luther og Cody for at indspille en række sessions i Dickinson-familiens Zebra Ranch-studie. Resultatet heraf blev samme år udgivet af et lille label i solens land. Nu er pladen tilgængelig på det vestlige musikmarked – og der er kommet ekstrafyld på i form af syv ekstra sange.

Resultatet er en plade, der er meget lang i spyttet, men alligevel viser Jon Spencer fra sin bedste side i mange år. Friskheden, der hviler i mange af numrene, skyldes måske den ungdommelige vitalitet og energi hos North Mississippi Allstars-brødrene. Der er i alt fald mere træk og velvilje i denne plade, end der har været i Spencers seneste udgivelser med både Blues Explosions, Boss Hog og Heavy Trash.

De musikalske forbilleder er gamle bluesmænd som T-Model Ford og R. L. Burnside. Og der er ingen tvivl om, at trekløveret her har sat sig grundigt ind i sagerne. I åbningsnummeret “That’s a Drag” er både Spencer og brødrene blændende. Og i “I’mNot Ready” udskærer bandet et massivt groove og leverer beskidte guitarbredsider. Så indledningsvis gør det ikke så meget, at vi har hørt det hele mange gange før. De optrukne guitarriffs og Spencers autoritære blueshyl er både fandenivoldske og tillokkende.

Men man erfarer desværre hurtigt, at det ikke holder en hel plade igennem. Dickinson-brødrenes percussionkraftige blues bliver en kende kedelig – til trods for at musikken egentlig spænder over mange forskelligartede udtryk. Her er alt fra souldrevne sange, Hendrix-riffs, primal Stooges-energi og Stones-rock til boogie, Sly and the Family Stone-groove og mere tilbagelænet Delta-blues. Musikken leveres med pondus og karisma, men alligevel savner man den rå spontanitet fra Jon Spencers bedste år omkring Pussy Galore og de første Blues Explosion-plader.

Til tider bliver det en noget traditionelt stampende pærevælling, og Spencer bliver lidt af en karikatur af sig selv. Farmand Jim Dickinson er ansvarlig for den organiske produktion på The Man Who Lives for Love, men selv han kan ikke lave mirakler. Spencer er ved at blive en gammel mand og skal måske til at lede efter en ny rolle, hvis han skal overleve som rockmager – og ikke kun som en nostalgisk anakronisme, der ender som et årligt indslag på bluesfestival i Frederikshavn.

At forlænge et albums spilletid forlænger ikke nødvendigvis dets levetid. At udvide The Man Who Lives for Love fra 12 til 19 sange – og en 74 minutter lang affære – gør tværtimod udspillet noget langt i spyttet. I sidste ende står f.eks. den 10 minutter lange blues ” I’m So Alone” som et knap så fornøjeligt tidsfordriv. Øvrige sange tenderer ‘blot’ det kedelige, så det gælder om at være effen i sine programmeringsevner på cd-afspilleren. På den måde kan man godt få en fornøjelig lytteoplevelse ud af The Man Who Lives for Love.

★★★½☆☆

Deltag i debat