Plader

T.: s.t.

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Hvem er T.? Jo, han er en ung, fransk fyr, der hedder Thomas. At dømme efter hans nye album har han haft en smule kærestesorger. Hans numre og tekster lyder i hvert fald sådan. Thomas rammer tit den triste tone ganske godt. Men man savner lidt variation efter endt lytning.Når pladeselskabet ikke linker til en kunstners hjemmeside, kan det være svært at finde viden om kunstneren. Især når Google ikke er til megen hjælp, som det er tilfældet med musikeren T., der senest har udgivet et selvbetitlet album på det svenske pladeselskab Black Star Foundation.

Men når man ikke ved noget særligt om afsenderen, kan man jo omvendt koncentrere sig om musikken og ikke alle de på en måde ubetydelige og ligegyldige informationer om, hvordan det hele startede, hvorfor kunstneren laver musik, og hvad budskabet er. Den eneste information, der findes om T. er, at han er fransk, og at den unge fyr bag navnet hedder Thomas.

Efter musikken og vokalen at dømme er Thomas en forholdsvis ung mand sandsynligvis med kærestesorger – eller i hvert fald problemer med sit kærlighedsliv; hvis musikken da er et udtryk for Thomas’ følelsesmæssige tilstand i det virkelige liv. Lad os bare tro det.

Man skal ikke langt ind på albummet, før det føles, som om Thomas forsøger at favne adskillige, musikalske genrer og stemninger. “Little Hits” er afdæmpet og klagende – nummeret består kun af Thomas stemme, der støttes af en enkelt klaver og strygere. “Dancing Together” er et electropop-nummer med Superheroes-lyd. Nummeret har et ganske catchy omkvæd, der nemt kan sætte gang i fødderne til en fest. Men teksten om at danse sammen med en fælles smerte står i dyb kontrast.

Resten af albummet lægger sig musikalsk mest op af åbneren, dog med en mere elektronisk lyd, og heller ikke tempoet kommer ret meget op. Det sætter selvfølgelig en musikalsk stemning – også fordi der er rigeligt med molakkorder. Og albummet udstråler en generel tristhed – det kunne sagtens være et album, som Thomas har lavet for at komme sig over en ulykkelig forelskelse. Antagelsen underbygges da også af tekstlinjer som »Can’t even remember the last smile you gave to me«, som er omkvædet i den ganske triste “Can’t Remember”. Eller teksten i den førnænte “Dancing Together”. En lytter, der netop er blevet forladt af den eneste ene, kan ikke undgå at føle sig ramt.

Tristheden holder albummet ud med “Anna” og “In Pose” som de bedste numre. Sidstnævnte har et første halvt minut, der er minimal, skærende støj. Udtrykket ændres til mere pivende hyl, og det lyder, som om en tynd stryger spiller sammen med støjen, inden klaveret og Thomas’ vokal tager over. Brugen af den elektroniske støj som modspil til den lidt ferske, triste pop er bedre netop hér end andre steder på albummet.

Det overordnede indtryk af albummet forbliver dog lidt fladt. Poppen har som sådan en god, trist tone, men der mangler en smule dynamik. Man savner lidt, at Thomas rent faktisk fortsatte med at lave numre med mere forskelligt udtryk, som det var med de to første numre. Albummet har gode, afdæmpede numre, men efter hele lytningen er det tydeligt, at mange af numrene simpelthen lyder som hinanden. De mange enslydende numre formår ikke at skabe en god helhed. Og det er lidt synd, da de få, gode (og triste) numre dermed drukner.

★★★★☆☆

Leave a Reply