Plader

Tokyo Police Club: A Lesson in Crime

Skrevet af Lasse Dahl Langbak

Tokyo Police Club ved, hvordan fængende guitarrock skal skrues sammen. Det har de lært af The Strokes. Desværre har de ikke kun taget ved lære, men også kopieret deres læremestre. Trods gode sange ender det canadiske band derfor med at fremstå som et musikalsk rip-off.

Canadisk musik har med god grund været genstand for stor opmærksom de seneste par år. Siden The Unicorns imponerede med deres kreative udskejelser på Who Will Cut Our Hair When We’re Gone fra 2003, er det ene gode navn efter det andet føjet til en efterhånden lang liste over canadiske bands, der står for udfordrende popmusik af høj kvalitet. Det sætter lidt uretfærdigt forventninger til ethvert nyt band, der kan fremvise et canadisk pas – forventninger til musikkens kvalitet, men også til hvordan bandet helt sikkert ikke lyder.

Trods navnet er Tokyo Police Club fra Toronto, Canada. Og deres debut, A Lesson in Crime, har netop intet til fælles med nogen af de af deres landsmænd, der har sat Canada på det musikalske landkort. Kvartettens melodiske rockmusik er derimod tydeligt inspireret af et newyorker-band, der storhittede for mere end fem år siden. Det er ikke nye toner, som det ellers musikalsk innovative land præsenterer i form af Tokyo Police Club.

The Strokes har sat så tydeligt et præg på Tokyo Police Club, at canadierne flere steder lyder nøjagtig som deres amerikanske forbilleder. Det er temmelig ironisk, at de har navngivet sig efter en politienhed og kaldt pladen A Lesson in Crime. Hvis nogen skal på anklagebænken på grund af kriminelle handlinger, må det være Tokyo Police Club. Måske ved de det godt selv. En af sangene hedder i hvert fald “Cut Cut Paste”, og det er meget rammende for den tyveknægt-teknik, som Tokyo Police Club anvendte, da de satte deres sange sammen:
Et Albert Hammond jr-guitarriff. Klip. Åbningsnummeret “Cheer It On”. Sæt ind. Småhæs Julian Casablancas-vokal. Klip. Sangen “Citizens of Tomorrow”. Sæt ind.

Guitarriffet virker glimrende i samspil med nogle knastørre trommeslag. Det gælder for så vidt på hele pladen. Og da det er et kort øjeblik i “Citizens of Tomorrow”, at David Monk synger med Casablancas’ næb, kan dét også accepteres. Ikke mindst fordi det passer fint ind i sangen, som er skruet godt sammen af naive håndklap, et følsomt afdæmpet vers, der leder tankerne hen på Postal Service, og et iørefaldende omkvæd.

Men Julian Casablancas spøger flere steder hos Tokyo Police Club, hvilket synes unødvendigt, da David Monks selv har en udmærket vokal. Og eftersom store dele af “Cut Cut Paste” snubler af sted i bedste Pete Doherty-stil, og da “Be Good” som helhed kunne have været et Strokes-nummer, ender Tokyo Police Club med at fremstå som et musikalsk rip-off.

Godt nok indeholder A Lesson in Crime flere energifyldte knaldperler med stærkt fængende guitarriffs. Og med undtagelse af de mange tåbelige råbekor er det så stilsikkert udført, at det ikke er selve musikken, der gør pladen middelmådig. Tokyo Police Club er et godt band, men de bliver simpelthen nødt til at fortrække fra forbilledernes skygge og udvikle et mere originalt udtryk for at blive endnu et canadisk band, der er værd at rette opmærksomheden mod.

★★★☆☆☆

Deltag i debat